Af Kurt Finsten, forstander på Krabbesholm Højskole
Højskolernes 175-års jubilæum er blevet fejret med pomp og pragt og taler og fællessang og kronprinsesse Mary, der i følge Billedbladet gjorde lykke til fest under sit besøg på verdens første højskole i Rødding. Det kan vi være stolte af. Men efter, at vi allesammen har drejet nakken af led i ivrig tilbageskuen mod den stolte fortid, der var engang, kan vi måske passende vrikke hovedet på plads igen og prøve at kigge fremad. Hvor står højskolen nu, og hvordan skal den udvikle sig de næste 175 år?
”Find det, du er god til”, lyder vores kampagneslogan. På Højskolernes hjemmeside siges det om kampagnen, at den forsøger “at appellere mere direkte til en målgruppe, som har brug for flere faglige og karrieremæssige argumenter for at blive overbevist om værdien af et højskoleophold.”
Og henvendt til potentielle elever: ”Du bliver en mere effektiv studerende”. ”Du bidrager til samfundsøkonomien”.
Det er det, de unge vil have, forstår man. Karrieremuligheder. Effektivitet på studierne. Bidrag til samfundsøkonomien.
Med kampagnen har vi været på vej til at opløse os selv i bar iver efter at tækkes udviklingen og markedskræfterne. Vi skriver os ind i en tilværelsesfortolkning, hvor eleverne er forbrugere i en markedsgjort skole, der producerer uddannelse. Enhver er sin egen lykkes smed, og på højskolerne lærer vi dig at bruge dig selv og dine ressourcer karrieremæssigt, effektivt og samfundstjenligt.
Danske Bank havde et slogan, der næsten enslydende svarer til højskolernes: “Gør det, du er bedst til – det gør vi”. Det har de forladt, fordi det i offentligheden efterhånden blev kædet sammen med bankens evne til at formidle skattely og hvidvask af kundernes penge. Men det er påfaldende, synes jeg, at Højskolerne og Danske Bank tilsyneladende trækker på samme neoliberale værdigrundlag. Gør det, du er bedst til. Tag på højskole, så du kan gøre karriere. Måske i Danske Bank?
Kampagnen har virket efter hensigten. Elevtallet vokser – selv om lærerne paradoksalt nok i følge flere højskoler ikke længere gider bo på skolerne, men foretrækker deres private parcelhuse med tv-avis om aftenen og fred for de unge.
Foreningen har igangsat en proces, der handler om at finde et nyt slogan. Måske skulle vi i den forbindelse kaste et kritisk blik på vores stolte fortid. Prøve at bortvejre noget af den nationalromantiske em, der klæber til højskolen, som vadmel gjorde det til bønderkarlene på Rødding i 1844. Løfte os fri af den evindelige påmindelse om nederlaget i 1864 og genforeningen i 1920, hvor ret vandt sejr. Danmarks storhed og fald. Den nordiske oldtid. Og Gud foroven, der råder for Danmarks sag.
Gøre op med hele pibetøjet og forholde os til nogle fremtidsperspektiver, der kan rykke højskolen fri af det kristent-nationalistiske grundsyn, som i bemærkelsesværdig og skræmmende grad har fremgang i Europa for tiden, og som højskolen traditionelt har bekendt sig til.
Måske skulle vi i højere grad kigge fremad mod folk, som har beskæftiget sig med skoletanker i et mere nutidigt perspektiv.
Ødelæg, siger hun
I Marguerite Duras’ roman Ødelæg, siger hun fra 1969, som netop er kommet i dansk oversættelse på forlaget Arena, citeres forfatteren på bagsiden:
“Jeg går helhjertet ind for, at vi lukker institutterne, alle universiteterne, alle skolerne. At vi begynder forfra med alt. Det er meningen med Ødelæg, siger hun, med min bog, et nulpunkt. Jeg går ind for, at vi glemmer historien. Frankrigs historie, verdenshistorien. Fuldstændigt. At vi fjerner enhver erindring om det, vi har været igennem, det vil sige det uudholdelige, på alle fronter, på alle punkter. Smadrer det hele.”
Det er på én gang et opgør med holocaust og et revolutionært standpunkt, som udspringer af studenteroprøret i 68. Men samtidig måske en anvisning på, hvordan højskolen kan komme videre. Duras nedskriver historien til et nulpunkt og åbner dermed for et fremtidsperspektiv, hvor vi er fri til at gøre tingene anderledes.
Duras skriver sig med sin bog profetisk ind i vores egen tid, hvor de store helhedssøgende fortællinger har mistet deres legitimitet, og hvor uddannelsessystemets mål er reduceret til at få så mange som muligt gennem en uddannelse så hurtigt som muligt. Uddannelserne reguleres i stigende omfang centralt igennem et stramt sæt af regler, og konsekvensen er, at flere og flere får motivationsproblemer, der viser sig som stress, usikkerhed og en tvivlende tro på, at uddannelse i det hele taget kan føre til noget.
Spørgsmålet er ikke længere, om man bliver et bedre menneske af at tage på højskole, eller om man bliver klogere på verden.
Duras’ roman er resultat af en kunstnerisk proces, der i sig selv, næsten pr. definition, må starte med at nedbryde den eksisterende orden for at kunne skabe ny virkelighed. I den forstand bygger al litteratur og al kunst på et oprør.
Ikke helt forskelligt fra Grundtvigs tanke om det historisk-poetiske som udtryk for, at vi ikke bare er født magtesløse ind i historien, men at vi selv er historieskabere. “Poetisk“ kommer af græsk “poiesis“, der betyder at overskride, at skabe, og med det historisk-poetiske etablerer Grundtvig et dobbeltperspektiv, hvor mennesket på én gang er del af historien og har til opgave at skabe fremtiden ved at overskride og nedbryde fortiden.
Ødelæg. Det er kunstens væsen. Og det er højskolens udgangspunkt.
Vi må bryde ned og forkaste for at nå til ny erkendelse. Vi må gøre op med det etablerede uddannelsessystems kanontænkning, der definerer uddannelse som en proces, der foregår udefra og ind i hovederne på elever og studerende. Vi skal lade forståelsen og bevidstgørelsen udspringe af poesien, som kommer indefra, fra eleverne selv.
Når vi på højskolerne sætter bæredygtighed og FN’s 17 verdensmål på programmet, så føler mange vel, at nu kigger vi fremad, nu orienterer vi os mod verden uden for højskolen og de presserende problemer, den verden står i.
Men vi slår åbne døre ind. Vores elever er fra gymnasiet proppet med verdensmål og kender alle 17 udenad. Højskolens opgave er ikke at gentage gymnasiet og belære eleverne om klimaforandringerne og lære dem at lave en god klimademonstration. Det er en bevægelse udefra og ind, som dybest set er udtryk for formynderi og formålstænkning. Vi må tilbyde vores elever en udstrakt grad af frihed og have tillid til, at de selv har nogle ideer til, hvordan verden skal udvikle sig. Vi skal holde op med hele tiden at forklare dem ting og i stedet lytte til, hvad de siger og mener.
I skolen skal man lære ting, man ved
I en af sine andre romaner, Sommerregn fra 1990 beskriver Marguerite Duras en indvandrerfamilie i en trøsteløs forstad til Paris. Hovedpersonen Ernesto er den ældste af familiens syv børn. Hans bekendtskab med skolen bliver meget kort. “Der lærer man kun ting, man ikke ved”, siger han og melder han sig ud af skolen efter to uger.
Forældrene bliver indkaldt til møde med skolelæreren, der med høj og skinger stemme spørger dem: Hvad så med de andre børn? De kommer jo hver dag. Ikke fordi de gerne vil, men fordi sådan er det bare. Skolen er tvang, siger han. Og hvis børnene ikke kan finde ud af det, så skal man slå dem, indtil de fatter det.
Forældrene insisterer imidlertid: I skolen lærer man kun ting, man ikke ved, og derfor skal Ernesto ud.
Bogen handler så om, hvordan Ernesto kommer ud af skolen og alligevel lærer en hel masse. Han står uden for skoleporten og suger lærdom til sig, som han siger. Og snart står han uden for gymnasiets port. Og snart uden for universitetets.
Han lærer ti gange så meget som de andre elever og ender med at blive professor i en meget ung alder. Fordi han ikke vil acceptere en skole, hvor man kun lærer ting, man ikke ved. Fordi han nægter at blive del af det institutionelle uddannelsessystem og insisterer på sin position uden for skolens port.
Duras’ pointe er, at elever ikke er tomme kar, som skal fyldes med et fast pensum af lærdom af lærere, der slår dem, hvis de ikke makker ret.
Undervisningen skal ikke instrumentaliseres til at lære eleverne alle mulige ting, de ikke ved. Skolen skal ikke være et styringsredskab, hvor lærdom bliver proppet ind i hovederne på dem som kanoniseret viden styret af bekendtgørelser og eksamenskrav.
I skolen skal man også lære ting, man ved. Elever er dannede mennesker, der har noget på hjerte og en selvstændig viden på en lang række områder, som venter på at få lov til at udfolde sig. De kommer af noget – allesammen – og de har nogle erfaringer og nogle drømme og visioner, som skolen skal hjælpe dem med at aktivere.
En aktivistisk tilgang til uddannelse
Ernestos oprør og hans syn på skolen er et meget godt billede på en højskole. En skole, hvor man også lærer ting, man ved. Formuleringen burde i virkeligheden være fast inventar i alle højskolers værdigrundlag. Vi må som højskoler fastholde vores position uden for institutionerne. Vi skal stå ved gymnasiets og universitetets port og suge til os – uden at træde indenfor. Det etablerede uddannelsessystem giver svar og sætter rammer. Højskolen skal stille spørgsmål og give frihed til, at den enkelte elev kan udvikle sig på egne præmisser.
Ikke en lalleglad frihed vel at mærke. Højskolen er ikke en pause eller et pitstop, hvor man skal få tiden til at gå, indtil man skal i gang med en rigtig uddannelse. Højskolen er heller ikke et hyggeligt og uforpligtende fællesskab, hvor man er sammen med en masse mennesker hele tiden og bare går rundt og giver hinanden krammere (som en højskole er begyndt at reklamere med).
Højskolen er en aktivistisk tilgang til uddannelse, hvor vi vægter eleverne og deres drømme og meninger over institutionelle systemkrav om reproduktion. Hvor eleverne skaber ny virkelighed og dermed er med til at forme fremtiden i stedet for at indlære kanoniseret viden om Danmarks bedrifter i fortiden.
Vi skal turde sige, at et højskoleophold ikke kan bruges til noget. Men at det kan bruges til alt. Til et opgør med alle former for nyttetænkning og kanoniseret viden.
Til et opgør med en samfundsmodel, der efterlader unge i en tilstand af usikkerhed og forvirring, så de ikke føler, at de kan stå inde for deres liv og deres valg.
Vi skal ikke lære eleverne ting, de ikke ved. Vi skal lytte til dem og fortælle dem, at de er gode nok, som de er. Ved at lære dem ting, de ved.
Det er ikke eleverne, der skal laves om. Det er verden omkring dem.
Lad os starte med at ødelægge den.
Så vi kan begynde forfra.