Velfærdsstaten var et middel, men er blevet et mål

Publiceret 07-02-2019

VALG Hvad kan nutidens politikere lære af de politikere, der udformede velfærdsstaten i dens guldalder fra 1950-80? Højskolebladet har sat litteraturprofessor Lasse Horne Kjældgaard stævne. Han mener, at velfærdsstaten har bevæget sig væk fra sit udgangspunkt fuld af drømme og visioner og nu er blevet en optimeringsmaskine, der skal gøre alt mere effektivt.

Af Lauritz Korfix Schultz, cand.mag., gymnasielærer og journalist

Valgkanonerne er for længst kørt i stilling og mediecirkusset er klar til at rejse teltet. Inden længe udskriver Lars Løkke Rasmussen folketingsvalg, og så vil politikere strides om, i hvilken retning Danmark skal bevæge sig. Lasse Horne Kjældgaard har forsket i sammenhængen mellem politikere og forfattere, og udgav i fjor bogen Meningen med velfærdsstaten, som bygger på hans doktorafhandling fra 2017. Ifølge ham er kontrasten skærende mellem fortidens politikere, der byggede fundamentet til velfærdsstatens guldalder, og nutidens politikere.

“Politikere dengang turde være ambivalente, de turde indrømme, hvad de ikke vidste noget om, og de vidste ikke, om projektet velfærdsstaten ville lykkes. Politik er alt for strømlinet i dag, og det har medierne et stort medansvar for. Journalister gør meget for at fange politikere på det forkerte ben. Det gør, at de holder sig mere tilbage end tidligere, og derfor tror jeg, at folk savner politikere, der tør stå ved deres meninger og bekymringer.”

Mange politikere er bekymrede for muslimsk indvandring og klimaet. Er det falske bekymringer?

“Jeg savner ikke bekymring som en retorisk figur. De bekymringer, vi ofte hører i dag, fungerer som en anledning til at præsentere politiske snuptagsløsninger. Det var det modsatte af, hvad 1960’ernes politikere gjorde. De var mere langsigtede og havde mere ambitiøse løsninger. Forskellen er, at man turde stille spørgsmål dengang, som man ikke på forhånd havde formuleret et politisk svar på. Og sådan et spørgsmål var velfærdsstaten. Man vidste ikke, hvor den ville ende henne,” siger Kjældgaard.

Læs også Det tillidsbårne samfund

 

Løsninger og bud på, hvor velfærdsstaten er på vej hen, kunne de kommende folkevalgte måske få ved at læse skønlitteratur. Det hævdes i hvert fald ofte, at politikere ikke læser fiktion nu til dags. I den udmelding ligger det implicit, at politikere vil opnå større erkendelse ved at fordybe sig i danske romaner og digtsamlinger. Hvor politikere i ringe grad er interesseret i samtalen med litteraturen, forholdt det sig anderledes under velfærdsstatens guldalder.

Politikere dengang turde være ambivalente, de turde indrømme, hvad de ikke vidste noget om, og de vidste ikke, om projektet velfærdsstaten ville lykkes.

Lasse Horne Kjældgaard

Det illustrerer Kjældgaard ved at fortælle om et interview fra 1960 med den netop tiltrådte socialdemokratiske statsminister, Viggo Kampmann, der blev bragt i Information. Her proklamerede Kampmann, at litteratur, særligt den modernistiske variant, interesserede ham mere end politik. Ja, faktisk interesserede politik ham nærmest ikke. “Det ville hans spindoktor hurtigt tale ham fra i dag,” griner Kjældgaard, inden blikket sporenstregs igen bliver alvorligt:

“Politikere studerede selvfølgelig også meningsmålinger og tænkte også på magten tidligere. Jens Otto Krag var for eksempel taktisk anlagt, og på den måde mindede han mere om nutidens politikere. Forskellen på datidens og nutidens politikere er dog, at de tidligere turde mere. Det skyldtes, at offentligheden turde lade dem turde mere, men også at de agerede i skyggen af verdenskrigenes værdisammenbrud, som gjorde det soleklart, at man måtte tænke samfundet på ny. Og forskellen er også, at man i dag ikke tør stille spørgsmål, som man ikke på forhånd har formuleret et politisk svar på. Og så er vi tilbage til, at journalisterne gerne vil fange de folkevalgte på det forkerte ben. Jeg tror, at folk savner politikere, der taler mindre teknokratisk, som taler mere om visioner og fokuserer på, at velfærdsstaten kan være et middel til at stræbe efter højere mål. Klimapolitikken, for eksempel, er den dagsorden, som flertallet i dag synes er vigtigst, og den er netop en dimension, der rækker ud over velfærdsstaten. Her kunne man bruge den organiserede velfærdsstat til at opnå yderligere mål med,” siger Kjældgaard.

 

Læs også interview med  Den amerikanske samfundstænker Francis Fukuyama : Vi lever i et eksistentielt tomrum

 

Brug for inspiration

Kjældgaard sidder med en bogreol bag sig, der strækker sig fra gulv til loft i adskillige meters bredde, og som vil få enhver bogelsker til at bøje nakken bagover af begejstring. Litteraturanbefalingerne, som politikere skulle læse for at få andre perspektiver på velfærdsstaten, er da også mange fra RUC-professorens hånd, men de folkevalgte behøver ikke nødvendigvis kaste sig over romaner og digtsamlinger. Han ville i højere grad ønske, at det ikke var de samme fagpersoner, man konsulterede, når der skulle tænkes politisk.

“Litteratur behøver ikke nødvendigvis at spille en rolle i den politiske kommunikation. Jeg kunne ønske mig, at politikere ville være åbne for impulser til nye politiske ideer. De kan komme mange steder fra, hvis det politiske kredsløb kommer i berøring med andre kredsløb og miljøer. Det er jo politikernes opgave at formulere mål for samfundets udvikling. Det har de brug for hjælp og inspiration til,” siger Kjældgaard.

Ikke et mål men et middel

Debatten om velfærdsstaten er blevet en lukket debat, og det indsnævrer forfatternes muligheder for at komme til orde. Velfærdsstaten var tidligere et åbent spørgsmål og udformede sig i en samtale mellem forfattere og politikere. I dag er det mere fastlåst.

“Når politikere taler om velfærd, bliver det hurtigt kvantitativt og målbart. Dengang talte man om velfærdsstaten som et middel til at opnå åndelig velfærd. Hvis vi hele tiden taler om velfærdsstaten som en optimeringsmaskine, der skal gøre alt mere effektivt, så underminerer vi værdierne, som projektet velfærdsstaten hviler på. Og så underminerer man også velfærdsstatens karakter af at være et eksperiment.”

Pointen er, at velfærdsstaten i dag har udviklet sig til at være et mål i sig selv. Den skulle ellers, ifølge filosoffen og forfatteren Villy Sørensen, være et middel til at sikre betingelserne for den enkeltes personlige udvikling – den måtte aldrig blive et mål i sig selv.  

Hvordan ser du, at velfærdsstaten er blevet et mål i sig selv?

“I dag bliver det et spørgsmål om personale og ventetider på sygehusene og ældrepleje og institutionspladser. Det er også vigtigt, men hvis man åbnede op for en mere kvalitativ tilgang til, hvad velfærd kunne være, ville man indbyde til en samtale, som flere kan deltage i. Det ville være interessant,” siger Kjældgaard.

Rugbrødsargumentet om, at hospitaler, skoler og ældrepleje er omdrejningspunktet i velfærdsstaten, er et synspunkt, der fortjener at blive udfordret, fordi vi lever i et så rigt samfund, hvor det ikke er enten eller. Det er både og.

Lasse Horne Kjældgaard 

I Socialdemokratiets efterkrigsprogram, Fremtidens Danmark, som Jens Otto Krag var pennefører på, står der, at “Formaalet med den økonomiske Politik er at skabe Muligheder for en Udvikling og en Uddybning af Folkets kulturelle Liv.” Kjældgaard peger på, at den pointe formuleres anderledes i dag, “hvor alt skal bidrage til den økonomiske bundlinje, og hvor det er markedet, der i yderste konsekvens kan legitimere det, vi gør. Den tankegang har nået sin yderste grænse i forhold til de problemer, vi står over for.” Den tænkemåde mener Kjældgaard, vi skal åbne for igen ved at være kritiske over for spørgsmål som: “Hvad er det vigtigste i samfundet? Er det, at vores bruttonationalprodukt skal vokse med to procent om året, og at vores levestandard skal stige tilsvarende?” spørger Kjældgaard.

Forfattere har mistet magten

Kvantitetstankegangen spærrer for, at forfattere kan være dagsordensættende på samme måde som dengang, mener RUC-professoren. I 1964 oplistede Ekstra Bladet eksempelvis en liste over de 25 mest magtfulde personer i Danmark. Forfatteren Klaus Rifbjerg var nummer to i hælene på føromtalte Jens Otto Krag. At en forfatter lå så højt på listen, skyldes også en mediehistorisk betingelse. “Der var flere muligheder, der gjorde, at Rifbjerg kunne træde frem og få den gennemslagskraft, som han gjorde, men som ikke findes længere. Der var en centreret national offentlighed, som Rifbjerg kunne boltre sig i. Derudover er der heller ikke den åbenhed i den politiske debat omkring samfundets målsætninger som dengang,” siger Kjældgaard.

Rugbrød eller flødeskum?

Et flertal af den danske befolkning synes to-procents-besparelserne på kulturen er i orden. Og det er måske et produkt af den lukkede velfærdsstatsdebat. Der er en dominerende holdning blandt danskere om, at kunst og kultur er nice-to-have og ikke need-to-have som hospitaler, folkeskoler, politi og ældrepleje.

“Hospitaler osv. er vigtigt. Men er det det vigtigste?”, spørger Kjældgaard retorisk og ser mig længe i øjnene. Meget tyder på, at det ikke er kulturpolitikken, men udlændingepolitikken og kernevelfærdsspørgsmål, der afgør folketingsvalget. Det afspejler sig også på partiernes hjemmesider, hvor kulturpolitikken bliver tildelt meget lidt spalteplads.

“Rugbrødsargumentet om, at hospitaler, skoler og ældrepleje er omdrejningspunktet i velfærdsstaten, er et synspunkt, der fortjener at blive udfordret, fordi vi lever i et så rigt samfund, hvor det ikke er enten eller. Det er både og. Kultur og det, som i dag bliver kaldt for kernevelfærd, beriger hinanden. Tankegangen hos 1960’ernes politikere var, at kunsten og kulturen var vigtig til at forstå og håndtere borgernes psykologiske og eksistentielle problemer, som formodedes at ville tiltage i takt med den stigende velstand og velfærd. I dag foregår debatten ofte ud fra en præmis om, at vi har så knappe ressourcer, at skattekronerne kun skal gå til hospitaler, skoler og ældrepleje. Den tidligere opfattelse af velfærdsstaten var en helhedstankegang, hvor man udviklede forskellige sektorer ud fra en forestilling om, at de sammen skabte en helhed.”

Kultur var dengang kernevelfærd, mange markante politikere anså kunstnere som statens medarbejdere, der skulle sikre et højt niveau af åndelig velfærd.

“Socialdemokraten Julius Bomholt, der blev Danmarks første kulturminister, sagde netop, at kulturpolitik også er socialpolitik. At kulturpolitik har socialpolitiske konsekvenser, og dermed også at socialpolitik har kulturpolitiske ditto, er en klassisk velfærdsstatslig måde at tænke politikområder i sammenhæng med hinanden på,” siger Kjældgaard.

Kulturpolitikken har ifølge Kjældgaard skiftet scene. I dag er den decentraliseret. I stedet for at sætte den politiske dagsorden nationalt, som den gjorde i velfærdsstatens guldalder fra 1950-80, udspiller den sig aktivt ude i kommunerne. “Der er en nysgerrighed i forhold til, hvad man kan bruge kunsten til ude i kommunerne – her bruger man kulturpolitikken til at skabe meningsfulde fællesskaber. Der bliver igen etableret teatre, museer og spillesteder, både ud fra æstetiske perspektiver, men også ud fra pragmatiske hensyn. Kommunerne bruger også kunst til at løse forskellige velfærdsopgaver, fx bruges kunstnere i forhold til psykisk syge.”

Når man ser på de politiske partiers rødder, er det ifølge Kjældgaard et paradoks, at de i dag i stigende grad forholder sig kvantitativt til velfærdsstaten. De gamle politiske partier var tæt forbundne med kulturelle bevægelser: De konservatives tankegang byggede på nogle stærke dannelsesidealer og på forestillingen om, at kulturen er et bærende element for nationen. Det Radikale Venstre udsprang af en litterær bevægelse: Det moderne gennembrud.

Socialdemokratiet har hele arbejderbevægelsens oplysningsprojekt, som var vidt forgrenet med forlag, dagblade og oplysningsforbund, som skulle bidrage til en kulturel løftelse af arbejderklassen. Og endelig Venstre, der har store dele grundtvigianisme og højskolebevægelse med sig i bagagen, som igen var et kulturelt projekt.

”Så det er en forklaring på, at kulturpolitikken var et område, der var nemt at mødes om. Alle kom med store kulturpolitiske ambitioner, man havde haft på separate klassers vegne, men som kunne forenes i en national ambition. Forestillingen om kulturel udvikling var vigtig for alle de politiske partier”. Det er der ifølge Kjældgaard en manglende bevidsthed om i dag. Og det er ikke kun i enkelte partier, at kulturpolitikken er fattig. “Det er over en bred kam, at den historiske bevidsthed i dansk politik er for lille i dag. Et af lyspunkterne er dog, at folketingspolitikere fra Socialdemokratiet og Venstre er begyndt at skrive bøger igen. Det er et stort fremskridt. Bogen som medie kan bidrage til den politiske samtale.”

 

Blå bog

Lasse Horne Kjældgaard (f. 1974) er dr.phil. og professor i dansk litteratur ved Roskilde Universitet samt medlem af Det Danske Akademi.

Fra 2011 til 2015 var han direktør for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.

Han redigerede sammen med Frederik Stjernfelt tidsskriftet Kritik i årene 2004-2012, ligesom han var medforfatter på den danske litteraturhistorie Dansk Litteraturs Historie, der udkom i 2006.

Lasse Horne Kjældgaard har skrevet Sjælen efter døden. Guldalderens moderne gennembrud i 2007, og i 2008 udkom Tolerance, som han skrev sammen med Thomas Bredsdorff. Lasse Horne Kjældgaard er aktuel med bogen Meningen med velfærdsstaten - velfærdsstatsdebat og dansk litteratur 1950-1980, Gyldendal 2018.