Af Lars Andreassen, Egå Ungdoms-Højskole
I ugerne op til udgivelsen har jeg læst både interviews og anmeldelser for at få en idé om, hvad jeg kan forvente mig af Rune Lykkebergs kommende værk. Det første, jeg tænker med bogen i hænderne, er, at den er for lang; jeg har jo i virkeligheden ikke tid til at læse den. Jeg lader hjertet råde og går straks i gang.
Rune Lykkeberg står med sine børn i hænderne og overvejer, hvad det er for en fortælling om verden, han kan give videre. En overvejelse og et ansvar han ikke er alene med. Det står vi alle med som forældre, lærere, demokratiske medborgere, formidlere af den ene eller anden art. Også selvom det kan virke irriterende, som om vi skal begynde forfra alle os, der ligesom Rune mente, at det på lange stræk gik ganske nogenlunde.
Hvad er det Trump, Orban, Erdogan, Bolsonaro, UKIP og Dansk Folkeparti ikke har forstået om den bedste af alle verdeners grundlag? Kan det virkelig passe, at vi endnu engang skal til at kæmpe for de grundlæggende vestlige frihedsværdier. Tiden fra 2. Verdenskrig til murens fald – og erfaringerne fra tiden før – har vel med al tydelighed vist, at der ikke rigtigt er alternativer. Og der er jo temmelig meget andet at tage sig til end at diskutere hudfarver, abort, homofobi og grænsehegn.
Guldaldertæsk
Det er der. Altså andet at tage sig til. Og dog er der visse ting ved historien om Vesten, der har været overset eller ufortalt. Måske har vi ikke gjort regnskabet ordentligt op. Og her træder humanioras store revisor til og ser nærmere på optegnelserne, og det viser sig for ham, at tiden fra 2. Verdenskrig kan deles i tre: Guldalderen fra 1945, Reaktionen fra 1975 og endelig begyndelsen på Krisen, som – selvfølgelig – dateres til 2001, og som kulminerer med Brexit og valget af Donald Trump som de forenede staters præsident.
Lykkeberg blander som sædvanlig sociologi, politologi og økonomisk teori med populærkultur, hvilket er det, der gør ham så læseværdig.
Lars Andreassen
Historien om guldalderen kender vi – næsten. Alt boomer, kvinderne kommer ud på arbejdsmarkedet, der er uddannelse til alle og alle ender i middelklassen med eget hus og egen bil. Flertallet forvandles fra proletarer til forbrugere, og forbruget bliver det nye opium. Borgerrettighedsbevægelsen får omsider effektueret sortes rettigheder som borgere. Skattetrykket er megahøjt, og alle er (næsten) lige. Og den gode smag bliver alles – næsten da.
Og det er vel ikke kun Trump, der med vemod ser tilbage på en storhedstid. Herhjemme strides Socialdemokratiet og Venstre om, hvis politik det egentlig var, der skabte efterkrigstidens boom og velfærdssamfundet før alle kriserne. Men det, der langsomt sniger sig ind i knoglerne hos Lykkeberg, mens han analyserer tidens populærkulturelle værker, er, at det måske slet ikke var det etablerede politiske system, der stod bag forandringerne. Guldalderens økonomiske lighed skyldes muligvis ikke den førte velfærdspolitik, men det faktum, at de fleste formuer var forsvundet under den store krig.
Lykkeberg blander som sædvanlig sociologi, politologi og økonomisk teori med populærkultur, hvilket er det, der gør ham så læseværdig. Der er for så vidt intet originalt i fremstillingen af nutidens halvkaotiske tilstand, hvilket han også fra begyndelsen gør opmærksom på. Alligevel får det hele et originalt skær gennem de kulturhistoriske læsninger. Dem er der så mange af i bogen, at jeg end ikke har plads til at nævne halvdelen, hvorfor jeg nå nøjes med at fremhæve et par stykker, der synes afgørende for bogens konklusion.
Gennemgangen af Rocky Balboas meritter og fiaskoer er kostelig læsning. Sylvester Stallones Rocky lever på bunden i USA, mens han drømmer den amerikanske drøm, men den eneste grund til, at han i det mindste én gang sejrer, er hans masochisme. Ingen kan tage imod så mange tæsk som Rocky, og derfor holder han omgang efter omgang i ringen. Men det er på gaden, at han har lært at tage imod. Guldalderen er ovre, drømmen falmer, og det er tid for reaktionen. Politikken har spillet fallit, hvilket især viser sig, da Rocky efter sin succes mod den russiske maskine i midtfirserne (Rocky IV) forsøger at få sig en plads i samfundet uden for ringen. Ingen har brug for en falleret, hjerneskadet bokser. Og her hjælper ingen politik.
Punk og sult
Hippierne og munkemarxisterne så det vel og forsøgte sig med henholdsvis anti-materiel kærlighed og revolutionær terror. Men måske var det punken, der så klarest. Problemet er blot, at ”no future” er uden de store fremtidsperspektiver. Og mens de gode tilbud i stormagasinet render med opmærksomheden, begynder naturgrundlaget hurtigt at smuldre for os.
Her står vi så med vores børn i hænderne, og spørger os selv, hvad der skete, og hvor vi er på vej hen. Og på dette sted – midt i krisen – synes jeg faktisk, Lykkeberg bliver original, sådan for alvor. Han er ikke ganske alene med idéen, men det er som om, han ikke tør følge den helt til dørs – at vi kan skabe fremgang uden politikken – men hele tiden titter den frem. Han nævner oplysningsoptimisten Steven Pinker, som med tal kan underbygge verdens positive tendenser på trods at vestens politiske krise. Hans Rosling, den svenske superoptimist, findes også nævnt i registeret (uden sideangivelse) og kunne have bakket Lykkebergs idé op, men han nævnes blot for sin Ted Talk med den magiske vaskemaskine.
Lykkeberg skriver først og fremmest til de unge – dem der endnu ikke er forældre eller på anden måde har direkte ansvar for børn og unge mennesker. Med hans læsninger af ”young adult” litteratur, såsom ”Harry Potter”, ”Divergent” og ”Hunger Games”, tager han de unge læsende alvorligt og giver dem en vej ind i vores fælles historie med netop disse værker.
Vi kunne med nogenlunde velforvaret samvittighed rejse verden tyndt i vores ungdom. De unge ved med sikkerhed, at hvis de gør det samme, vil de blot være med til at forvitre naturgrundlaget yderligere. Vi har, om man så må sige, forbrugt deres fremtid.
Lars Andreassen
Ikke mindst læsningen af ”Hunger Games” bør vække os halv- og helgamle af slummeren. Her falder revolutionsromantikken tung og død til jorden; noget, der burde være sket for længe siden – også forfatterens. Katness Everdeen ender med at dræbe revolutionens leder, hvor hun ellers skulle have henrettet det gamle regimes tyran. Desillusionen er så dyb, at Katness end ikke kan forestille sig, at et nyt politiske regime vil føre noget afgørende godt med sig. Politikken er død. Det er de unges erfaring.
Og det er den erfaring, der gang på gang stikker sit hoved frem i Vesten mod Vesten. Vi kunne med nogenlunde velforvaret samvittighed rejse verden tynd i vores ungdom. De unge ved med sikkerhed, at hvis de gør det samme, vil de blot være med til at forvitre naturgrundlaget yderligere. Vi har, om man så må sige, forbrugt deres fremtid.
Uforbederlig, charmerende optimist
Men Rune er jo charmerende optimist. Den politiske krise har sin rod i det Lykkeberg omtaler som demokratisk overtro. Først og fremmest den socialistiske drøm om ”at løse virkelighedens problemer i ideernes verden.” En liberalist som Grundtvig advarede tidligt imod at staten forpligtede sig overdrevent, men den slags tale fanger ikke øren i Danmark. Men på trods af den politiske krise må Lykkeberg jo indrømme, at det ikke står helt skidt til over hele kloden. Nok er hans drengedrøm og tro på guldalderens idealer falmet, og så alligevel ikke. Her fornemmer man anlægget til en mere personlig krise hos forfatteren. Lykkeberg kan ikke lægge sin forestilling om at være progressivt venstreorienteret på hylden: ”man må have et samlet bud på forandring, selvom det måske er mere produktivt at være højreorienteret”, sagde han til Weekendavisen.
Men Lykkeberg har ikke et samlet bud. Tværtom, så er hans konklusion den, ”at vi ikke behøver nye forfatninger eller ideologier for at skabe retfærdige, frie og sikre samfund.” Det behøver vi ikke, fordi vi ”principielt kan realisere det bedste fra socialismen inden for det borgerlige samfunds principper om frihed, lighed og broderskab”. Og her var det, at Lykkeberg kunne have benyttet Hans Rosling, som i ”Factfulness” spørger om verdens politiske ledere nu også er så vigtige for retfærdig fremgang. Roslings svar er nej og således helt i overensstemmelse med Lykkebergs forhåbninger til den fremtidige udvikling.
Rune Lykkeberg
Vesten mod Vesten
Informations Forlag
495 sider. 349,- kr.