Af Lisbeth Trinskjær, formand for Folkehøjskolernes Forening
”For os amerikanere er det bare svært at forstå, hvordan et kompromisløst humanistisk velfærdssamfund som det danske med gratis uddannelse, stort sikkerhedsnet og høje skatter samtidig kan have en så liberal og fri skoleform som højskolerne. Og det endda med økonomisk støtte fra staten. Og uden at de vil bestemme, hvad I underviser i.”
Kaffen er lige skænket, og mælken på havregrynene er kold endnu. Men selvom dagen endnu er ung, er vi ikke i småtingsafdelingen over morgenmaden på International Folk High School Summit på Grundtvigs Højskole, hvor højskoleildsjæle fra hele kloden er samlet for at tale om nutidens og fremtidens samfundsudfordringer, og hvad højskoleidéen kan bidrage med. For tiden føles afgørende vigtig, og opgavens alvor tynger. Demokrati og folkestyre falder ikke ned fra himlen, og det er aldrig sikret én gang for alle.
Stemmer fra Filippinerne, Bangladesh og Sverige blander sig i debatten, og forundringen er stor. Forundringen over den danske stats grundlæggende tillid til, at højskolerne er investeringen værd, over den danske befolknings enorme opbakning til højskolernes eksistens. Over hvor enormt meget vores mange sange betyder for den måde, vi er sammen på. Over at det tilsyneladende ”unyttige” og abstrakte for mange netop styrker målrettethed. Og over det faktum at unge i en oplyst og præstationsorienteret tid vælger tre til seks måneder med livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse som omdrejningspunkt uden at kende udbyttet på forhånd.
Vi må aldrig tage vores eksistensberettigelse for givet. For intet af det, vores internationale venner satte fingeren på som enestående, er stadfæstet i Danmarks Riges Grundlov. Det er en tillidserklæring.
Lisbeth Trinskjær
Og det er på mange måder et under. Et under der har vist sig relevant og levedygtigt igennem 175 år. Et under vi, der bedriver højskole i dag, på ingen måde kan tage al æren for.
Et under vi kan lykønske hele Danmark med at have skabt, bevaret og troet på igennem 175 år.
I november inviterer højskolerne danskerne ind til jubilæumsfejring på de fleste af landets højskoler. For æres den, der æres bør.
Jeg er ikke bekymret for højskolernes fremtid. Jeg tror, det er klogt, at vi ikke længere taler om højskole som ”noget der ikke kan forklares, men som skal opleves.” Ikke fordi formidlingen af, hvad højskole er, nogensinde kan være dækkende, men fordi det er elitært ikke at ville prøve.
Vi må aldrig tage vores eksistensberettigelse for givet. For intet af det, vores internationale venner satte fingeren på som enestående, er stadfæstet i Danmarks Riges Grundlov. Det er en tillidserklæring. En tillidserklæring, vi skal leve op til hver eneste dag på alle landets højskoler. En tillid vi sammen forvalter.
Jeg er overbevist om, at det skaber ”robusthed” at agere i en skoleform, hvor vi ved, at ingen holder hånden under vores skoler, hvis vi ikke er relevante. Hvor vi ved, at vi ikke bare må have værdier, men skal have værdier at drive højskole på i en tid, hvor mange tilstræber neutralitet – og at de værdier skal være tydelige. Og i en skoleform hvor vi ved, at vores elever hver eneste dag vælger højskolen, samværet og undervisningen til – fordi ingen magt kan tvinge dem til det.
Det er ikke nemt, men det holder os relevante og sprællevende.
Gudskelov for det. Hjerteligt tillykke, Danmark.