Af redaktionen
I dag er det 175 år siden, den første højskole i Danmark kunne åbne dørene i Rødding. Men det er ikke den eneste grund til fejring. Også elevtilstrømningen giver grund til glæde på højskolerne.
Her har dannelse og uddannelse siden 1844 gået hånd i hånd og medvirket til at oplive og oplyse, så vi i dag har et af de mest sammenhængende og oplyste samfund i verden. N.F.S. Grundtvigs banebrydende tanker om Højskolen og livsoplysning har bredt sig verden over, og højskolen har det godt. Der er i dag 73 højskoler på i Danmark, og der strømmer flere og flere unge til.
Omtrent 10.700 elever var der i skoleåret 2018/19 på lange kurser på landets højskoler. Det viser nye tal fra Kulturministeriet og Folkehøjskolernes Forening i Danmark. Det er en fremgang på godt 35 % i forhold til tilsvarende tal for skoleåret 2008/09. Den procentvise stigning sammenlignet med sidste år er 5 % på de lange kurser.
Udviklingen betyder fyldte højskoler mange steder i landet. Størrelsen på ungdomsårgangene har en del af forklaringen på at stadig flere unge vælger at bruge omtrent 4 måneder et højskoleophold. Men kan langt fra forklare det hele.
Hos Folkehøjskolernes Forening i Danmark (FFD) er man ikke overrasket over udviklingen.
”De seneste års udvikling viser, at et højskoleophold blandt de unge bliver betragtet som et godt valg, både i forhold til en faglig udvikling og i forhold til det at blive afklaret med sit uddannelsesvalg. Men i lige så høj grad handler det om behovet for at kunne engagere sig i fællesskabet, både det nære og det store fællesskab,” lyder vurderingen fra FFD.
Flere nye højskoler
Det er ikke kun elevtallet, der er stigende. Også antallet af højskoler er i vækst efter en årrække med faldende antal. I dag er der 73 højskoler i Danmark, i 2016 var der 66.