Af Lauritz Korfix Schultz
Sørine Gotfredsen, præst og forfatter
Hvad er højskolens største fortjeneste historisk set og i dag?
”På mange højskoler lærer man, hvad dansk historie er. Man lærer højskolesangbogen at kende, det er næsten så banalt, at jeg ikke behøver at sige det. Højskolen er en vigtig grundpille i vores erkendelse af, hvad Danmark er, for i vores uddannelsesdebat generelt har det handlet meget om, at folkeskolen nedprioriterer historisk viden. Jo mere dannelsestabet foregår i vores nutid, des mere oplagt er det, at højskolerne tager den plads. Jeg oplever en stor nysgerrighed efter at få sat ord på vores fælles nationale identitet på højskolerne. Meget af indholdet på højskoler handler om fortiden, snarere end hvem vi er nu, eller hvor er Danmark lige nu. Det giver sammenhængskraft.
På højskoler eksisterer lighedstanken, som også ses i det meget flade hierarki, vi har i Danmark. Her har man mulighed for at lære nyt i samarbejde med andre mennesker. De højskoler, jeg har været på, er dejligt usmarte og uprætentiøse både i indretning, stemning og omgangsform. De er revet ud af deres samtid, og det er paradoksalt, når det er samtiden, de skal blive kloge på. Det skal forstås som en meget stor ros. De står i kontrast til den glatte bykultur, jeg ser mange farer ved.”
Hvad er højskolernes største udfordring i dag?
”Nogle højskoler bevæger sig væk fra klassisk dannelse og historiebevidsthed. Man forsøger i for høj grad at tiltrække mennesker ud fra en individuel oplevelsespræmis, som er en del af den moderne selvopfattelse i stedet for at blive klogere på sine omgivelser og sit lands historie. Det er et knæfald for individets adspredelsesbehov. Det er svært at holde fast i et livssyn, hvor den enkelte også skal underlægge sig. Den problemstilling har vi også i folkekirken. Hvor meget skal man risikere at kræve eller komme til at kede folk? Man er for bange for at holde fast i det svære og det krævende. Man skal i en eller anden grad også møde folk der, hvor de er, men det bliver hurtigt et knæfald, når man hele tiden skærer en lille bid af det, man står på.”
I hvilken retning skal højskolerne bevæge sig?
”Det er ikke nok at opfatte højskolen som et sted, hvor den enkelte kan koble af. Så kan man ligeså godt tage på ferie. Der er ikke noget galt i at tilbyde folk et åndehul. Det kan være en god ide at koble af præstationsræset, men højskolerne skal være et ambitiøst åndehul. Et åndehul er også et sted, hvor man er bevidst om, at man er ånd.
Dannelse er at forsyne den enkelte med så meget udsyn og tryghed ved at være at være sat i verden, så man ikke er så nem at slå omkuld. Man bliver opbygget af noget, der er svært, hvor man er dybere forankret, og det kræver en indsats. Vi er ved at genopdage, at faglig viden og historisk indsigt giver mere selvtillid. Stress og angst kan også bunde i den udefinerbare følelse af, at man ikke ved, hvad man står på.
Så synes jeg også, at muslimer og personer med anden etnisk baggrund end dansk i højere grad skal på højskole. Det vil have positive konsekvenser for integrationen at blive oplyst i folkelig forstand. Hvis man som muslim kan få en snas af det, når man kommer udefra og møder en verden uden hierarki og forskelsbehandling af køn, vil man få et indblik i, hvad folkelighed er i Danmark. Højskolerne skal selv gøre sig interessante i de kredse. Vores integrationsminister kunne sagtens slå på det i højere grad. Man skal ikke lovgive om eller lokke med økonomiske incitamenter, men man skal understrege det i integrationsprojekter ude i kommunerne.”
Christian Jensen: ”Vores politikere burde se det progressive potentiale i højskolerne.”
Stefan Hermann: ”Nu er højskoler muligvis blevet til reservater for en pause."