Af Jeppe Graugaard, Ry Højskole, Theis Scherfig, Uldum Højskole og Kåre Birk, Den Skandinaviske Designhøjskole
Det er nok gået op for de fleste, at klimaforskernes advarsler igennem de sidste tre årtier har vist sig at være uhyggeligt præcise. Det står klart, at vi i de industrielle samfund har forbigået chancen for at holde den globale opvarmning under 1,5 °C, hvis ikke vi handler omgående og drastisk. Og det er nu forventeligt, at vi i dette århundrede står over for en forandring af Jordens klimatiske systemer med uforudsigelige konsekvenser.
Den samfundsmæssige omstilling, der er nødvendig for at holde Jordens temperaturstigning inden for “tålelige” rammer, har få, hvis overhovedet nogen, paralleller i klodens historie. Vi har at gøre med en systemkrise, der ikke bare kan løses med mere innovation, og teknologi – vi bliver nødt til at omlægge vores forbrugsmønstre, hvis vi skal minimere risikoen for, at klimaforandringerne bliver katastrofale. Derfor er krisen også en kulturel udfordring, der når ind i hjertet af de samfund, der er blevet afhængige af fossile brændstoffer, økonomisk vækst og udnyttelse af naturen.
Vi kan ikke længere med god samvittighed socialisere unge mennesker til at opretholde et samfund, der undergraver vores allesammens levegrundlag.
Jeppe Graugaard, Ry Højskole, Theis Scherfig, Uldum Højskole og Kåre Birk, Den Skandinaviske Designhøjskole
Dette stiller spørgsmålstegn ved de dannelsesidealer, vi som industrisamfund er præget af. For når samfundet, som danner rammerne for menneskers udvikling, tilskynder en levevis, der beviseligt undergraver nutidige og fremtidige generationers levevilkår, rejser det tvivl om det værdisæt, de grundantagelser og de handleformer, en kultur bygger på. Vi bør altså overveje, hvorvidt de idealer, der har formet vores moderne selvforståelse og natursyn, er en del af problemet.
Spørgsmålene er mange. Hvordan er det gået så galt? Hvordan kan det være, at vi ikke har forstået, forudset eller handlet på vores miljømæssige fodaftryk i tide? Har de værdier, den viden og de handlemønstre, vi som forældre, foresatte eller lærere fremmer, bidraget til naturens sammenbrud? Og, hvis det er tilfældet, hvordan er denne utilsigtede konsekvens opstået? Tør vi stole på, at de samme dannelsesidealer, der ligger til grund for forbrugssamfundet, kan hjælpe os med at finde de rigtige svar på fremtidens miljøproblematikker?
Dannelse bør fordre bæredygtig levevis
Vi mener, det er på tide, at vi i højskolebevægelsen tager alvorligt, at dannelse bør fordre bæredygtig levevis. Bæredygtig dannelse er en dannelse, der tager afsæt i det 21. århundredes virkelighed og udfordringer. Det er et dannelsesprojekt, som ikke kun kan handle om at bevare eller opbygge, men som tager udgangspunkt i, at dette århundredes store udfordring er omstilling. Det er først og fremmest en dannelse, der ser mennesket som en del af naturen og ikke som adskilt fra den. Dette indebærer både undersøgelser af den begrebsverden, der har normaliseret forestillingen om mennesket som forbruger af naturen og forsøg med at genopdage og fremme nye relationer med naturen. Kun derigennem kan vi skabe holdbare økologiske, sociale og økonomiske systemer.
En dannelse, der tager udgangspunkt i det 21. århundredes globale systemkrise, bør sigte imod at styrke forbundetheden mellem alle levende systemer på jorden. Det betyder styrkelse af global empati, verdensborgerskab og samhørighed med naturen og omverdenen. Men det betyder også en styrkelse af før-faglige færdigheder som opmærksomhed, nærvær, empati og relation. Der er en klar indre dimension af bæredygtig dannelse. Det er en dannelse, der skal klæde unge mennesker på til en verden i forandring. Det vil sige, at den må acceptere uvished som et grundvilkår, vi skal lære at navigere i og leve med i de næste årtier – også som undervisere. Vi har ikke alle løsningerne, og vejen til et bæredygtigt samfund er brolagt med dilemmaer. Derfor bør en bæredygtig dannelse være eksperimenterende og åben i erkendelse af, at det videns- og eksistensgrundlag vi, som undervisere er skolet i, er i skred.
Skab et etisk og eksistentielt kompas
Som lærere, der på den ene eller anden måde underviser i bæredygtighed, står det klart for os, at vores elever ikke bare har brug for oplysninger og færdigheder, men i høj grad også at opleve den tilfredsstillelse, der ligger i at være nærværende og til stede uden at skulle forbruge. Derudover må en dannelse, der vil være bæredygtig, beskæftige sig med praktiske undersøgelser af alternativerne til forbrugssamfundet. Enhver undersøgelse af vores forbrugsmønstre, samfundsidealer og selvforståelse må komplementeres af muligheden for at få indsigt i og erfaringer med bæredygtige alternativer til smid-væk-kultur. Der findes heldigvis masser af gør-det-selv løsninger og eksperimenter over hele landet, også på højskoler, som mindsker afhængigheden af forbrugssamfundet.
Bæredygtig dannelse handler kort sagt om at skabe et begrebsmæssigt, etisk og eksistentielt kompas, der kan pege frem mod et bæredygtigt samfund. Hvad bæredygtig dannelse betyder for undervisningen på højskolerne skal være noget, vi som bevægelse finder frem til. Men at vi som bevægelse bør betragte bæredygtighed som et centralt element af den dannelse, vi søger at fremme, ser vi som en nødvendighed. Vi mener derfor, at bæredygtig dannelse bør indskrives i højskolernes hovedsigte på lige fod med demokratisk dannelse, folkelig oplysning og livsoplysning. Selvom nogle af de elementer af det, vi har skitseret som bæredygtig dannelse, knytter an til demokratisk dannelse, folkelig oplysning og livsoplysning, er der i hovedsigtet ikke indlejret en dannelsestanke, der har en bæredygtig samfundsmæssig omstilling som formål. Det, mener vi, er nødvendigt for at vi som bevægelse bliver ved med at være pædagogisk væsentlige, tidssvarende og ansvarlige.
Vi ønsker en fælles højskolepædagogik, der tager Jorden og klimaet seriøst. Én der kan håndtere det faktum, at vi er fremmedgjorte fra naturens kredsløb og har skabt en verden, hvor vi presser naturen til det yderste.
Jeppe Graugaard, Ry Højskole, Theis Scherfig, Uldum Højskole og Kåre Birk, Den Skandinaviske Designhøjskole
Vi ønsker en fælles højskolepædagogik, der tager Jorden og klimaet seriøst. Én der kan håndtere det faktum, at vi er fremmedgjorte fra naturens kredsløb og har skabt en verden, hvor vi presser naturen til det yderste. Vi kan ikke længere med god samvittighed socialisere unge mennesker til at opretholde et samfund, der undergraver vores allesammens levegrundlag.
Vi oplever for hvert elevhold en stadig større bekymring for klimaet og Jordens økosystemer. Eleverne stiller spørgsmål og undrer sig over, hvorfor vi ikke sorterer alt vores affald. De ønsker flere kødfri dage, de tænker sig om en ekstra gang, før de går ud og køber pynt til temafesten. Vi bør ikke bare være reaktive og beskæftige os med bæredygtighed, fordi eleverne eller tidsånden kræver det. Vi bør gå forrest og gøre bæredygtig dannelse til en del af vores eksistensgrundlag, fordi det er det pædagogisk nødvendige.
Der er brug for et paradigmeskifte
Højskolerne har siden Grundtvig stået som fyrtårne for dannelsen af mennesker. Skoleformen har været nytænkende, vist vejen, inspireret og skabt forandringer langt ud i samfundet og andre undervisningsinstitutioner. Ove Korsgaard slutter sin bog Strejftog i højskolernes idéhistorie (2019) med spørgsmålet om, hvorvidt en ny vækkelse, der kan få gennemgribende betydning for højskolerne, er under opsejling – en frontforskydning der muligvis får betydning for selve højskolernes idégrundlag. Vi mener bestemt, at der lige nu er en opvågning i gang med den stigende bevidsthed om klimaforandringernes konsekvenser. Lad os som bevægelse gøre alvor af det og være dem, der sætter bæredygtig dannelse på dagsordenen. I en tid hvor dannelsesbegrebet er klemt af instrumentalisering og effektivisering på mange af landets uddannelsesinstitutioner, er det så meget desto vigtigere, at vi i højskolebevægelsen går forrest for at udforme en bæredygtig dannelse.
Som samfund har vi brug for en dannelse, der bringer os en erkendelse af vores afhængighed og sammenhæng med naturen. Der er brug for en grundlæggende holdningsændring og et paradigmeskifte fra en dannelse, der har mennesket i centrum, til en dannelse der har alle levende væsner, naturen og Jorden i centrum. Hvorfor inspirerer vi ikke som en selvfølgelig del af vores virke de unge til at tage affære og ansvar for en fælles bæredygtig fremtid? Hvorfor er bæredygtig dannelse ikke det vigtigste i højskolen anno 2020? Vi mener, det er på tide at revurdere hovedsigtet og gøre bæredygtig dannelse til en del af vores DNA.