Af Jesper Himmelstrup, højskolelærer.
I foråret 1992 - kun et par måneder før Danmark blev europamestre i fodbold - var den dengang 19-årige Kasper Hjulmand endelig klar. Han spillede på det tidspunkt fodbold i Randers Freja – men et knæ, der senere skulle vise sig at stå i vejen for en lovende spillerkarriere, voldte endnu en gang problemer og krævede mere tid med genoptræning end på fodboldbanen. Derfor besluttede Hjulmand sig for at tage ud at rejse og finde noget arbejde, så han kunne spare sammen til det, han længe havde vidst, han gerne ville; nemlig at tage på højskole.
Og valget faldt på Vejle Idrætshøjskole, hvor Kasper Hjulmand begyndte på anden del af et ophold, som langt de fleste var startet på fire måneder tidligere.
”Jeg tror faktisk, det er den bedste beslutning, jeg har truffet. Og der er ingen tvivl om, at en stor del af den måde, jeg tænker på nu - de frø, der blev sået allerede dengang - kan jeg mærke spire i dag,” fortæller Kasper Hjulmand.
På højskolen valgte han fagene volleyball, psykologi, træningslære og filosofi. Sidstnævnte inspirerede ham mange år senere, da han var færdig med idrætsstudiet, til at læse filosofi på Københavns Universitet
”På højskolen var der helt sikkert ting, man ikke umiddelbart kunne bruge – men det såede nogle frø, og jeg kan huske tilbage på samtaler, jeg havde med undervisere og timer, jeg havde med de andre elever osv. Når man så lige pludselig rent praktisk oplever nogle ting senere i sit liv, så kommer de der ting op. Så kan du sætte det sammen med noget af det, jeg kan huske fra dengang. På det her tidspunkt havde jeg jo ikke oplevet så meget som menneske, så derfor kommer det først lidt senere.”
Og på spørgsmålet om, hvorvidt højskolevennerne fra dengang stadig fylder noget i Kasper Hjulmands liv, har han svært ved at holde begejstringen tilbage: ”Ja, jeg er gift med en af dem,” siger Hjulmand og slår en høj latter op.
”Jeg mødte Vibeke – min kone – på højskolen i 1992, og vi er stadig lykkeligt gift – men ellers så har vi et fantastisk slæng af højskoledrenge, som startede med at mødes den første torsdag i hver måned. Nu er det lidt sjældnere, men vi mødes stadig to gange om året, og der er også lidt kortspil i løbet af året, så ja: Jeg har stadig mange gode kammerater fra højskolen - blandt andet håndboldspilleren Lars Christiansen. Vi er et slæng på 12-13 stykker, som følger hinandens liv, og det er rigtig godt,” understreger Hjulmand.
Højskolen med til fodbold
Et andet møde, der fik afgørende betydning for den unge Hjulmand, var mødet med højskolelæreren Hans Lauge. Den både faglige og menneskelige kemi mellem de to opstod i løbet af foråret, og da Hans Lauge senere kom til at beskæftige sig professionelt med fodbold i blandt andet Vejle Boldklub, og Kasper Hjulmand fik kickstartet sin karriere som fodboldtræner, lå det – for at blive i fodboldretorikken – lige til højrebenet, at Hjulmand begyndte at trække på råd og vejledning fra sin gamle mentor fra højskolen. Ikke bare om fodbold, men om livet, og med ”alle de grundlæggende fællesskaber, det der binder os sammen - og respekten for hinanden,” som Hjulmand selv formulerer det.
”Hans Lauge har været et ’samtaleanker’ siden 1992 og op til i dag. Hvis jeg er på Jyllandstur - han bor i Bredballe ved Vejle - så kører jeg bare forbi, og så sætter vi os og kigger ud over fjorden og snakker om alt muligt. Så kan det godt blive til mange timer. Andre gange er det bare kort over telefonen - men han er sådan et fantastisk samtaleanker, som jeg kalder det. En at spille bold op ad med mine tanker.”
At spille bold op ad er senere blevet Kasper Hjulmands altoverskyggende metier. Allerede som 33-årig blev han i 2006 cheftræner i Lyngby Boldklub, som han førte til oprykning til Superligaen. I 2011 kom karrierens foreløbige højdepunkt, da Hjulmand i sin første periode som cheftræner i F.C. Nordsjælland vandt sit – og klubbens – første danske mesterskab. Siden fulgte et kort ophold i Bundesligaen i tyske FSV Mainz 05, inden Hjulmand igen i 2015 vendte tilbage til Superligaen og Nordsjælland. Og fra 1. august i år og fire år frem kan han altså kalde sig dansk landstræner.
Og Kasper Hjulmand bliver af mange folk i fodboldverdenen beskrevet som lidt af et unikum - fordi han både forstår sig på fodbold og på mennesker. Og fordi han er sammensat af den rette blanding af ambition, perfektion, omsorg, dedikation og ikke mindst medmenneskelighed. Blandt andet har den tidligere landstræner Morten Olsen sagt, at ”det jo ikke har været nogen hemmelighed, at jeg synes, de to bedste trænere med dansk pas på markedet de sidste par år har været Michael Laudrup og Kasper Hjulmand”.
Og hovedpersonen selv er ikke i tvivl om, at han på mange måder har taget højskolen med ind i fodboldverdenen.
”Man tager sig selv med ind i fodboldverdenen, og når jeg både som spiller og især som træner står for det, jeg nu gør, så er det klart: Hvis der er højskole i mig, som jeg synes, der er, så tager jeg det ind med den personlighed, jeg nu engang har. Så helt klart ja."
Jeg har selv haft et problem med at finde ud af, om jeg overhovedet tilhører fodboldverdenen. På et tidspunkt var jeg så desillusioneret over den måde, den er sat sammen på. Der er jo kriminalitet og grådighed, og når man arbejder mod så store markedskræfter og så store penge, så uanset hvor du er, så er det en kamp.
Kasper Hjulmand, landstræner
Det fælles mål
Som bekendt sagde Grundtvig ”menneske først, kristen saa”. Kasper Hjulmand har lavet sin egen nyfortolkning af det gamle citat - om fodboldspillere: ”Jeg tror faktisk, at mennesket kommer før spilleren”.
Og han har altid haft en klar vision og filosofi om, hvad fodbold handler om. På den baggrund er det måske heller ikke så mærkeligt, at han er gået ind i projekt Common Goal, som handler om – i overensstemmelse med FNs verdensmål for bæredygtig udvikling – at bruge fodbolden til at hæve levestandarden over hele kloden og ganske enkelt gøre verden til et bedre sted at være.
Common Goal-organisationen er startet af den spanske Manchester United-stjerne Juan Mata og tæller i dag prominente navne som italienske Giorgio Chiellini, tyske Mats Hummels, Liverpool-træner Juergen Klopp, danske Kasper Schmeichel og anføreren for det amerikanske kvindelandshold, Megan Rapinoe. Alle medlemmer har forpligtet sig på at betale 1% af deres løn til velgørende formål i fodboldens tjeneste.
”Jeg har selv haft et problem med at finde ud af, om jeg overhovedet tilhører fodboldverdenen. På et tidspunkt var jeg så desillusioneret over den måde, den er sat sammen på. Der er jo kriminalitet og grådighed, og når man arbejder mod så store markedskræfter og så store penge, så uanset hvor du er, så er det en kamp. I Common Goal har jeg fundet jeg nogen, der har samme opfattelse som mig selv. Vi har sådan en sætning, der hedder: Moral disruption of the Football Industry. Enten kan man forlade den, fordi man synes, den er forfærdelig, eller også kan man blive og holde fast og prøve at modarbejde den,” siger Kasper Hjulmand.
Højskole til alle
Det seneste år har Kasper Hjulmand brugt på at forberede sig så godt som muligt på sit nye job. Ved – sammen med DBU - at arbejde strategisk om planer, drømme og visioner for fodboldlandsholdet. Og så har han brugt foråret til konkret at følge med i alle landsholdsspillerne og gøre sig nogle tanker om, hvordan han kan strukturere en kvalifikation op mod et VM og få samlet et slagkraftigt hold. Coronapandemien betød, at årets europamesterskaber i fodbold blev aflyst. Det betyder til gengæld, at det danske fodboldlandshold i det kommende år skal forberede sig på både Nations League, VM og så et EM igen til næste sommer.
På hjemmefronten er Hjulmands store børn ved at flyve fra reden. Den ældste søn skal til at starte på studie – og selv om faderen har prøvet at overtale sønnen til at prøve kræfter med højskolen, så er det ikke gået så godt. Endnu.
”Man tager sig selv med ind i fodboldverdenen, og når jeg både som spiller og især som træner står for det, jeg nu gør, så er det klart: Hvis der er højskole i mig, som jeg synes, der er, så tager jeg det ind med den personlighed, jeg nu engang har.”
Kasper Hjulmand, landstræner
”Det er ikke lykkes mig at overtale ham, så nu kæmper jeg med nummer to (der netop er blevet student, red.). Jeg har stadig et håb om, at han kommer i den retning. Problemet er, at der ikke er nogen i deres omgangskreds, der tager på højskole. Men jeg vil blive ved med at påvirke dem,” understreger Hjulmand.
”Højskolen har aldrig har været vigtigere, end den er lige nu. Fordi de tanker og den dannelse, der ligger bag, er vigtig. Og fordi jeg ikke bryder mig om hele sporet omkring præstation og bundlinje – om børn og unge, der bliver vurderet på, hvad de kan og ikke på, hvem de er. Hele dannelsesdelen mangler – hele den del, der handler om dig selv, hvem du er, og hvilke grundlæggende værdier, vi har,” siger Kasper Hjulmand.
For som han selv oplevede som højskoleelev, så er det på højskolen, man kan få lov til at være nysgerrig og stille de helt essentielle spørgsmål i tilværelsen – og måske få plantet de frø, som senere i livet får lov til at spire, gro og vokse op til noget meget større.
”Hvad er det, der binder os sammen? Hvordan er det at være borger i Danmark? Hvordan er det at være borger i verden? Det er sådan nogle helt grundlæggende ting, som – også selv om man er i præstationsverdenen, som jeg er – jeg synes er grundlæggende for, at man kan være stærk eller funderet på mere end én søjle. Der synes jeg, at folkeskolen har taget en anden retning. Og den måde, vi kigger på hinanden på, har taget en anden retning. Så jeg kunne godt ønske, at alle fik en tur omkring højskole på et tidspunkt.