Fortalt til Malene Fenger-Grøndahl, journalist
Jeg er født og opvokset på Hadsten Højskole, hvor begge mine forældre var lærere, og min barndom var præget af den mangfoldighed og alle de muligheder, som ligger åbne for et barn sådan et sted. En sal, hvor man kunne spille badminton, en scene, man kunne teste sig selv af på, et fyrrum at gå på opdagelse i. Jeg tog en masse indtryk og oplevelser med mig – ikke mindst højskolesangen. Min opvækst i det miljø gør, at jeg ned i grundrødderne har en klar fornemmelse af, hvad højskolebevægelsen er og kan og skal. Det gør også, at jeg ikke forholder mig sentimentalt til højskoletraditionen. Vi skal udvikle os.
Vores elever på Brande Højskole kommer ofte uden afgangseksamen fra folkeskolen. Nogle har ikke gået i skole siden 6. klasse, og mange tager herfra med 9. klasses eksamen i dansk og matematik og en praktikplads og kan komme videre med det, de drømmer om. De har lært at bruge e boks og nem-id og kan begyndeat se sig selv som en del af samfundet og forestille sig også at være med til at forme det samfund, de er en del af. De begynder at se sig selv som mennesker. Duelighed og dannelse går hånd i hånd, som Grundtvig sagde.
Min mor havde holdet med de ordblinde elever. Hun er 96 år nu og fortæller ofte om en pige på hendes hold, som hele tiden græd i hendes timer. Min mor spurgte hende, hvad der var galt, og det viste sig, at den opgave, de havde fået med at læse op, mindede pigen om hendes skoletid, hvor alle sad og ventede på, at det blev hendes tur til at læse op, så de rigtigt kunne buhe af hende, når hun hakkede i det.
Vores opgave som lærere er at få fat i hver enkelt elev og finde ud af, hvad deres læringsforudsætningsmæssige brist er. De er faldet igennem alle samfundets bærende konstruktioner – familie, uddannelsessystem, arbejdsmarked. De har kæmpet, og alle omkring dem har givet op, så de unge står tilbage med en følelse af, at det er dem, der har svigtet eller været for besværlige.
Jeg har dyb respekt for, at de overhovedet tør komme her, for alt, der hedder noget med skole, er skrækindjagende for dem. Så det er vores opgave at møde dem, så de oplever, at vi er interesseret i at finde ud af, hvem de er, hvad de kan, og hvorfor det er blevet så svært for dem. Alle har evnerne til og ønsket om at komme videre med deres liv og få en uddannelse, et job og en familie. Men de elever, der kommer her, er blevet strukturelt udelukket, og vi er nødt til at forstå deres baggrund, så vi ikke gentager, hvad skoler og sociale institutioner har gjort forud – nemlig at reagere på deres tit uhensigtsmæssige reaktioner på de undertrykkende mekanismer, de har været udsat for.
De unge, der er ofre for strukturel udelukkelse, er nutidens almue. Dem skal vi som højskolebevægelse gøre noget for.
Mogens Sommer Madsen, forstander
Da jeg blev ansat som forstander, var det i høj grad, fordi jeg gerne ville arbejde med lærerne. Lærerne skal lære sig selv og deres fortid og reaktionsmønstre at kende, for det nytter ikke noget, at de kører op i det røde felt sammen med de unge. Jeg opdagede på et tidspunkt, at vi simpelthen skældte for meget ud, og vreden kom fra os selv. Vi måtte arbejde med vores reaktionsmønstre og aflære det, vi har lært af et skolesystem, som indimellem ikke kan tackle, at det er mennesker, det har med at gøre.
Højskolebevægelsen opstod som en bevægelse for almuen. Man satte sig for at oplyse og uddanne bønderkarlene, der ikke anede deres levende råd, da samfundet udviklede sig. Grundtvig så, at man ved at uddanne dem og give dem værdighed kunne sikre, at de blev medskabende i samfundet i stedet for at skabe voldelig revolution. Vi står med en lignende udfordring. De unge, der er ofre for strukturel udelukkelse, er nutidens almue. Dem skal vi som højskolebevægelse gøre noget for.
Højskolerne skal ikke være så medgørlige. Vi skal ud og gøre noget, som kan sidestilles med det, Grundtvig og Kold og de øvrige pionerer gjorde – også selv om det i første omgang ikke er så populært på det politiske plan. Men det er nødvendigt.