Af Christian Hjortkjær, højskolelærer
Til ungdommen
Ved I hvad, man siger om jer? Hvad man siger om jeres generation? Man siger, at I er dovne. At I er egoister. At I gør det, I har lyst til. At I kun tænker på jer selv. At I ikke har nogen sans for pligt. At I er historieløse. At I er afhængige af jeres mobiltelefoner. At I mangler dannelse og anstændighed. At I drikker for meget. At I er skamløse. Kort sagt, at ungdommen ikke er, hvad den har været. Og I ved nok, hvad det betyder.
Men det kunne ikke være mere forkert. Ser man statistisk på det, så viser det sig, at de unge drikker mindre, de ryger mindre og er mindre kriminelle, samtidig med at de faktisk er langt sundere og langt mere pligtopfyldende end generationen før dem, og generationen før dem igen. De unge er, som nordmændene konkluderer i deres rapport, “en sykt seriøs ungdomsgenerasjon”. De er udtryk for et nyt paradoks. De er så pligtopfyldende, at de bliver syge af det.
Læs også Interview med Christian Hjortkjærs "Gid jeg var en smule selvglad"
Og det er det samme i Danmark. Antallet af kriminelle unge fortsætter med at falde. Halvdelen af de unge mellem 16 og 20 synes, der bliver drukket for meget til fester på ungdomsuddannelserne. Over en tredjedel ønsker strammere regler for alkohol. Danske unge ligger i en global top fire, når det angår gennemførselsprocenten for længere videregående uddannelser. Ikke alle, selvfølgelig ikke, men et stadig stigende antal af de unge, er mere socialt engageret, mere pligtopfyldende og langt mere optaget af at leve sundt og af at leve op til samfundets idealer. Så når man siger, at ungdommen ikke er, hvad den har været, så er det for en sjælden gang i historien faktisk sandt. Men i en underlig omvendt udgave af, hvad den sætning traditionelt har betydet. Problemet er ikke, at I mangler dannelse og sans for pligt, og det er slet ikke, at I mangler skam i livet, men at I faktisk har for meget af den. En skam der fører til psykiske lidelser og diagnoser. 5
"Lad mig sige det, som I alt for sjældent hører, og som vi i den voksne generation alt for sjældent har mod til at fortælle jer: I er en generation, der er utrolig hårdt ramt."
Christian Hjortkjær, højskolelærer
Linie 1
linie 2
Jeg lever til daglig på en højskole. Hvert halve år kommer der ca. 130 nye unge mennesker ind ad hoveddøren. Og så ved jeg – uden at kende nogen af dem – at der iblandt dem er flere, der lider af spiseforstyrrelser. Det kan være anoreksi eller ortoreksi. Derudover vil der være en hel del, der har angstlidelser. Det er ofte generaliseret angst, social fobi eller OCD. Den første gruppe vil typisk være piger, mens den sidste typisk vil være drenge, men også her er der desværre ved at være ligestilling. Anoreksi og OCD har det til fælles, at de er måder, hvorpå man kan kontrollere ét aspekt af tilværelsen til perfektion. Når alt synes uvist, så er der noget uhyre beroligende og angstdæmpende i at vide, at det her, det kan jeg. Og endelig, i gruppen af 130, vil der sandsynligvis også være én eller to, der har selvskadende adfærd. Som skærer i sig selv og har selvmordstanker. Det her er ren statistik.
Lad mig sige det, som I alt for sjældent hører, og som vi i den voksne generation alt for sjældent har mod til at fortælle jer: I er en generation, der er utrolig hårdt ramt. I mangler ikke skam i livet. En meget stor del af jer er pligtopfyldende og forsøger virkelig bare at gøre det godt, og gøre det gode. Men mange af jer har et liv, der er fyldt med både skam og angst. Og der bliver flere og flere af jer.
”Det er ikke fordi, det er hverken lettere eller sværere at være et psykisk sundt menneske i dag, men det er anderledes svært.”
Christian Hjortkjær, højskolelærer
Utilstrækkelighedsfølelsen
Min påstand er ikke, at det er hverken sværere eller lettere at være ung i dag, men at det er anderledes svært. Der er nogle ting, der forbliver det samme. Det er altid svært at være søn af sin far. Og datter af sin mor. Det er ikke fordi, forældrene er bagstræberiske, og de unge er skamløse. Det er fordi, den relation per definition er problematisk. Men det kan være svært for den ældre generation at forstå, hvorfor det er svært at være ung i dag. Og det er det, fordi den grundfølelse, vi bakser med i dag, simpelthen er en anden. Det er ikke skyldfølelsen, men utilstrækkelighedsfølelsen. Det er derfor, det er anderledes svært. Du kan eventuelt spørge dig selv: “Kender du det, at du føler dig forkert, selvom du altid forsøger at gøre alting rigtigt?” … Jeg kan afsløre, at det er der rigtig mange unge, der kender. Med andre ord: Du er (desværre) ikke alene.
Læs også Skammens 4 grundregler
Det er ikke følelsen af, at du er forkert, fordi du har gjort noget forkert (det er skyldfølelsen), men den paradoksale følelse, at du føler dig forkert, netop når du forsøger at gøre alting rigtigt. Det er ikke følelsen af, at du gjorde noget, du ikke måtte, men bare følelsen af, at du aldrig gør nok. Denne utilstrækkelighedsfølelse er en ualmindelig nederdrægtig og selvdestruktiv følelse. En følelse, der bliver ved med at gnave i samvittigheden, og som aldrig synes at blive mæt. Faktisk er det, som om utilstrækkelighedsfølelsen bliver større, jo mere samvittighed, du har. Derfor er utilstrækkelighedsfølelsen særligt fremtrædende og særligt grænseløs for den pligtopfyldende. […]
Æstetikerens diagnose
Lad mig begynde med en samtidsdiagnose, skrevet for længe siden. I Enten – Eller fra 1842 lader filosoffen Søren Kierkegaard en bestemt persontype, nemlig æstetikeren, komme med en utrolig præcis kritik: “Lad Andre klage over, at Tiden er ond; jeg klager over, at den er ussel; thi den er uden Lidenskab”.
Ved første øjekast synes det præcis modsatte at være tilfældet i dag. Hvis der er noget, der kendetegner vor tid, så er det netop kravet om at være lidenskabeligt engageret i stort set alt. I vores studie, vores arbejde, vores parforhold, vores børn, i nyhederne, i klimaet og i kampen mod uretfærdighed. Vores tid er ikke uden lidenskab, men derimod udmattet, som sociologen Alain Ehrenberg skriver. Det moderne selv er et udmattet selv, netop fordi tiden konstant afkræver selvet at være lidenskabeligt. 7
Alligevel er der noget ved æstetikerens diagnose, som er værd at lytte nærmere til. For når æstetikeren angriber tiden for at være ussel, fordi den er uden lidenskab, så er det netop et problem, der kendetegner æstetikeren selv. Æstetikeren er nemlig en tungsindig type, og han har de største problemer med at leve op til sit eget krav. Hans samtidsdiagnose er samtidig hans selvdiagnose. Det er ikke tiden, der er ussel i æstetikerens øjne, men æstetikeren selv. Vi kunne derfor vende argumentet om og sige, at situationen er præcis den samme i dag. Æstetikeren er på mange måder modernitetens første utilstrækkelige selv. Han er et selvbebrejdende selv, der meget vel forstår, at han selv er skyld i sin usle mangel på lidenskab. Æstetikeren er træt af sig selv og træt af at være sig selv, fordi han mangler initiativ. Æstetikeren gider ikke: “Jeg gider slet ikke. Jeg gider ikke ride, det er for stærk en Bevægelse; jeg gider ikke gaae, det er for anstrængende; jeg gider ikke lægge mig ned; thi enten skulde jeg blive liggende, og det gider jeg ikke, eller jeg skulde reise mig op igjen, og det gider jeg heller ikke. Summa Summarum jeg gider slet ikke".
Men der findes en type mere i Kierkegaards univers, nemlig etikeren. Kort sagt er æstetikeren den, der gør det, han har lyst til, mens etikeren er den, der gør det, han har pligt til. Æstetikeren er optaget af hele tiden at opleve noget, mens etikeren derimod forsøger at leve op til noget. Derfor er det også oplagt at komme med den kritik, at de unge i dag er æstetikere hele bundtet, mens de voksne er de ansvarlige etikere. Men det er igen meget langt fra tilfældet. Der er langt mere ordentlighed og social forpligtelse i ungdommen i dag, end for bare 10-15 år siden. Det bemærkelsesværdige er, at de unge i dag kan siges at være en sær blanding af de to typer. De unge er etiske æstetikere: De er fast besluttet på at leve op til noget, men det, de skal leve op til, det er kravet om at have lyst. Hvor ofte siger vi ikke til de unge: “Du skal gøre det, du har lyst til”. Det er ikke et tilbud, det er en ordre. Du har en etisk forpligtigelse til at mærke efter, lige præcis hvad du inderst inde har lyst til. For de voksne er rædselsslagne for at fremstå autoritære og moralske. Resultatet er, at man bilder de unge ind, at de har total frihed, mens realiteterne er, at kravene bliver stadig større. Du må gøre lige, hvad du vil – så længe du har lyst til det, du vil. Ellers skal du lade være. Og på den måde har man gjort de unge 100% ansvarlige for deres egne skæbner. Hvis du vælger forkert, så har du kun dig selv at skyde skylden på.
500 år efter reformationen er vi på tragisk vis tilbage, hvor Luther startede. I klostercellen. I selvtugtens, præstationens og angstens tidsalder. Vi maksimerer som munke. Og lever i fremtiden. Når 12 er muligt, er 10 ikke godt nok. Når selvdisciplinering er mulig, er selvrealisering ikke godt nok.
Christian Hjortkjær, højskolelærer
Hvis bedre er muligt
Lad mig illustrere denne lille kierkegaardske diagnose med et eksempel fra dokumentaren De perfekte piger, som blev sendt på DR i 2015. 10 Her følger man 3.g’eren Line, som fortæller, at det er et princip for hende, at hun gerne vil gøre tingene så ordentligt som muligt, fordi hun bliver sur på sig selv, hvis hun ved, at hun kan gøre tingene bedre end det, hun har gjort. Hun siger også meget ærligt, at hun gerne vil derop, hvor den hedder 10 eller 12 hver gang. Gerne 12, faktisk. På det her tidspunkt sidder Line inde på sit værelse, som i øvrigt er indrettet som et studerekammer, næsten som en klostercelle. Hun er ikke ude at drikke sig fuld og opføre sig skamløst. Hun har indrettet sit liv efter den karakter-etiske fordring. Og så er det, at kameraets øje fanger et papir, der hænger over Lines computer. Et helt almindeligt stykke A4, hvor der står “Hvis bedre er muligt, så er godt ikke godt nok”. Og det er i al sin enkelhed det mest præcise billede på, hvordan det er at være ung i dag.
Selv siger Line: “Jeg synes, det er et meget motiverende citat.” Og det har Line utvetydigt ret i. Problemet er bare, at citatet er uopfyldeligt. Det er udtryk for en logik, der aldrig går op. For bedre er jo altid muligt. Du kan altid bruge en time mere på den danske stil. Du kan altid arbejde lidt mere på den SRP-opgave. Og på samme måde med alle andre facetter af livet. Du kan altid være en lidt bedre kæreste, en lidt bedre medarbejder, en lidt bedre rollemodel. Du kan altid være lidt mere social, lidt mere original, lidt bedre opdateret og lidt mere engageret.
Resultatet er, at man efterlades med en massiv følelse af utilstrækkelighed. Det er egentlig ikke fordi, Line har gjort noget forkert, det er bare fordi hun ikke har gjort nok. Og dette lille ord "nok" er på mange måder den unge generations akilleshæl. Det svage punkt på den seriøst pligtopfyldende ungdomsgeneration. Som ung har man ofte en underlig følelse af at være bagud på point – uden at det nogensinde bliver klart, hvor mange point, der egentlig skal til for at nå i mål. Men ét er sikkert: Det er min egen skyld. Hvis bedre er muligt, så er godt ikke godt nok.
Her har vi diagnosen. Vi har tabt tiden og indrettet os efter klokken. Døgnet inddeles i klokketimer, så præstationen kan presses til det maksimale. Vi både frygter verdens straf og straffer os selv. 500 år efter reformationen er vi på tragisk vis tilbage, hvor Luther startede. I klostercellen. I selvtugtens, præstationens og angstens tidsalder. Vi maksimerer som munke. Og lever i fremtiden. Når 12 er muligt, er 10 ikke godt nok. Når selvdisciplinering er mulig, er selvrealisering ikke godt nok.
Utilstrækkelighedens lovtavler
“Men så må I jo gøre oprør!” Det undlader vi aldrig at fortælle de unge. Ligesom vi gjorde i ’68. Og det er da også helt rigtigt. Det kræver bare, at Line finder ophavsmanden til det citat, der hænger som en konstant motiverende trussel og påmindelse om hendes egen utilstrækkelighed. For så kunne hun jo fortælle ham, at det citat er en skandale, som er med til at føre hende ud over en psykisk afgrund. Og derfor er spørgsmålet selvfølgelig: Hvem har sagt “Hvis bedre er muligt, så er godt ikke godt nok”? Er det noget, der kommer fra en kendt filosof? Kommer det fra en neoliberal tænketank eller fra en af landets tusinde HR-afdelinger? Er det noget, Ulrik Wilbek har sagt? Det ville passe godt til sportens verden. Eller måske Mærsk. Hvem i alverden har formuleret det citat? … Det bliver aldrig afsløret i dokumentaren. Men det nedslående svar, som faktisk er det værst tænkelige, er, at det tilsyneladende kommer fra Line selv. Det er Line selv, der har skrevet det ind på sin computer. Det er Line selv, der har printet det ud. Og det er Line selv, der har sat det op. Men nu hænger det der. Som var det de lovtavler, Moses kom ned med fra bjerget, de lovregler som menneskene herefter skulle efterleve: Hvis bedre er muligt, så er godt ikke godt nok. Det er det ideal, Line og alle vi andre i dag skal leve op til. Men som vi ikke kan leve op til.
Så når vi siger: “Men så må du jo gøre oprør”, hvem er det så, du skal gøre oprør imod? Dig selv … Med andre ord ender vi igen i den selvbebrejdelse, der er så kendetegnende for utilstrækkelighedsfølelsen. “Det må være mig, der er noget galt med”. Det er ikke fordi, det er hverken lettere eller sværere at være et psykisk sundt menneske i dag, men det er anderledes svært.
Hvorfor drikker Jeppe ikke?
Når det så åbenlyst ikke hjælper at presse en i forvejen presset og selvbebrejdende ungdomsgeneration, bliver det presserende spørgsmål derfor: Hvordan hjælper vi så Line? Hvordan hjælper man et utilstrækkeligt selv?
Heldigvis er vi i Danmark lykkeligt beriget med en kritisk oplysningstradition, der kan hjælpe os, så vi kan bruge fortiden til at blive klogere på nutiden: I Holbergs komedie Jeppe på Bjerget møder vi Jeppe. Og for at sige det med en nutidig sprogbrug, så forvalter Jeppe ikke sit liv optimalt ud fra et folkesundhedsfagligt perspektiv. Jeppe drikker nemlig, og det er det, der er problemet. Alle Jeppes problemer ville forsvinde, hvis han bare holdt op med at drikke. Og havde Jeppe levet i dag, så havde det været helt oplagt at påpege over for Jeppe, at hans adfærd er uhensigtsmæssig for hans egen sundhed. Og man kunne da iværksætte en oplysningskampagne, der oplyste om konsekvenserne af alkoholmisbrug.
På samme måde ville det være oplagt at sige til Line (og til ethvert utilstrækkeligt selv), at hendes adfærd er uhensigtsmæssig for hendes egen sundhed. At hun handler rationelt forkert. At hun selvfølgelig skal lade være med at opføre sig på en måde, hvor hun forsøger at leve op til et uopfyldeligt ideal. Så lad være med det, og så vil problemet forsvinde.
Men hvis det er sådan, vi har tænkt os at hjælpe, så ender vi i både Jeppes og Lines tilfælde med at se os blinde på adfærden og dermed overse årsagen. Derfor bør vi i dag stille det samme kritiske spørgsmål, som Holberg stillede: Hvorfor drikker Jeppe? Hvorfor har Line indrettet sit liv som et selvoptimeringsprojekt og sit værelse som en munkecelle? Hvorfor har Line sat en seddel op, hvor der står “Hvis bedre er muligt, så er godt ikke godt nok”. Hvorfor drikker Line ikke?
Det er det afgørende spørgsmål, som vi aldrig må tabe af syne, hvis vi vil undgå at tabe ungdommen på jorden. Hvis vi vil undgå, at ungdommen mister sig selv. Og på den måde er det forhåbentlig også klart, at anklagen ikke skal rettes mod Line. Line ville med al sandsynlighed sige: “Jeg kunne jo bare lade være … Det er min egen skyld.”
Men det er ikke Lines egen skyld. Alt for ofte stiller vi det skjult nedladende spørgsmål: “Hvor får de unge dog den tanke fra?”, netop med det underforståede svar, at det må være noget, de selv finder på. Havde vi bare mod til at stille spørgsmålet åbent og ærligt, ligesom Holberg: “Hvor får de unge dog den tanke fra?”, så kunne vi også svare: “Måske fra os, de voksne.” Vi hjælper ikke Line ved alene at kritisere hende, men ved at vove en smule selvkritik. På den måde sørger vi også for, at den kommende generation ikke bilder sig selv ind, at vi er det fejlfri ideal, som de aldrig selv vil kunne leve op til.
Lad andre klage over, at ungdommen er ussel, jeg klager over, at den er presset. Line er ikke et uskyldigt offer. Men det er ikke Line selv, der har valgt det samfund, hun vokser op i. Lige så lidt som det er Line selv, der frit vælger at leve op til et uopfyldeligt ideal. Line forsøger blot at leve op til et ideal, som vores tid er så gennemsyret af, at det er næsten umuligt ikke at internalisere det på et eller andet tidspunkt. Men det er Line, der skal leve med konsekvenserne af de samfundsstrukturer, som tidligere generationer har opbygget. Derfor er denne bog også først og fremmest en samtidsdiagnose og en anklage rettet mod en ganske bestemt tendens i samfundet. Spørgsmålene, som jeg forsøger at besvare, er altså: Hvorfor er det netop utilstrækkelighedsfølelsen, der er dominerende i vores tid? Hvorfor føler mange sig i dag forkerte, selvom de forsøger at gøre alting rigtigt? Svarene kommer i fire kapitler, der som sagt ikke er løsninger, men dog forklaringer. Det er fortolkninger, som anvender hver sit perspektiv på det ene og samme problem. Som fire sider af den samme mælkekarton.