Fem dage med Jørgen Carlsen: "Ingen har lovet at skyde mig ved daggry, så det går nok"

Publiceret 07-12-2020

DAGBOG Trusselsbreve, krav om afgang og lige så mange roser har præget Jørgen Carlsens uge lige efter udgivelsen af den nye sangbog den 12. november. Højskolebladet har fulgt formanden for sangbogsudvalget i fem døgn.

Fortalt til Mona Samir Sørensen

11. NOVEMBER: DAGEN FØR DAGEN

Klokken 14.30 møder sangbogsudvalget op i Højskolernes Hus til et glædeligt gensyn. Først medvirker vi i en video-optagelse, der skal indlede morgendagens store sangarrangement på Facebook. Jeg holder en kort tale, vi synger "Er lyset for de lærde blot" med Mathias Hammer ved klaveret. Siden står den på champagne og taler sammen med Lisbeth Trinskjær, Elsebeth Gerner Nielsen, Rasmus Skov Borring og andre fra Højskolernes Hus.

Sidst på eftermiddagen går udvalget ud og spiser på restaurant Pluto i Borgergade. Vi får en 10-retters menu, men vi bryder tidligt op, for folk skal videre. Det er med vemod, at vi tager afsked, for vi er kommet ind under huden på hinanden.

Er i TV-avisen i aften. De kom hjem til mig i formiddags, og jeg udbredte mig om det ene og det andet i en halv time. Resultatet er et indslag på 40 sekunder. Det føles som et lettere overgreb at udsætte sig selv for æterbårne medier. Man bliver klippet synder og sammen.

Læs også: Anne Linnet har fået fire sange med i Højskolesangbogen: “Hvad med ‘Tusind stykker’ – den er der ikke?”

Jeg har også talt med Radio 4, Kristeligt Dagblad, Zetland, Jyllands-Posten og Radio Nova. Deres spørgsmål centrerer sig meget om inkluderingen af Ramadan-sangen og ekskluderingen af Shu-bi-duas Danmarkssang. Dy Plambeck, Mathias Hammer og jeg har desuden deltaget i en Zoom-rundbordssamtale med Dagbladet Information.

Noterer mig, at de to sange allerede inden udgivelsen har skabt meget debat, blandt andet hård kritik fra Morten Messerschmidt (DF) og Naser Khader (K).

Jeg går tidligt i seng, for jeg ved, at i morgen bliver en hård dag. Jeg er lidt spændt – det tror jeg, vi alle har været – på pressens modtagelse af sangbogen.

12. NOVEMBER: RØDGLØDENDE TELEFON

Jeg har sat vækkeuret til 6.30, men de ringer allerede 6.06 fra TV-avisen. De er klar med kameraet og kimer mig ned for at lave et interview med mig ved søerne, som skal nå med i TV-avisen kl. 8.00. Det er lidt hektisk. Mens de står og venter, er jeg direkte igennem på Radio4. Telefonen er rødglødende. Journalisterne stiller de sædvanlige spørgsmål om Ramadan-sangen og Danmark-sangen. Det kommer lidt bag på mig, at alle spørger om det.

Jeg tror godt, at vi i udvalget vidste, at det ville falde nogle for brystet, at Shu-bi-duas sang ikke er med, men det har jo fået et ekstra boost af Michael Bundesens død tre dage før. At folk er vrede over, at Ramadan-sangen er kommet med, kommer ikke bag på os, for vi så jo allerede sidste år, at bølgerne gik højt.

De sociale medier gløder af debat om sangbogen. På Twitter opfordrer Pia Kjærsgaard (DF) ”det letbenede sangudvalg” til at gå af. Og da kan jeg glæde hende med at sige, at det gør vi skam også. Vi er sådan set gået af, for vores udvalg har udelukkende haft til opgave at redigere den nuværende sangbog.

Jeg modtager mange vrede mails. En ikke særlig venlig dame belærer mig om, at vi åbenbart går ind for stening, for det gør muslimer. 

Jørgen Carlsen

Radio4 ringer. Nu drejer det sig om Shu-bi-dua-sangen og “Mormors kolonihavehus”. Efter interviewet med TV-avisen lægger jeg mig et par timer uden telefonen.

Politikens anmelder er begejstret og giver sangbogen fem hjerter. Avisen fremhæver sangen “Velfærdsdødedansen” af Ursula Andkjær Olsen. Jeg selv har en kronik i avisen, og flere debatindlæg hylder sangbogen som et gennembrud for et mangfoldigt Danmark. Men det er ikke lutter lagkage. Jeg modtager mange vrede mails. En ikke særlig venlig dame belærer mig om, at vi åbenbart går ind for stening, for det gør muslimer. En anden skriver, at jeg skulle skamme mig noget så grusomt, og han er flov over at tilhøre den samme race som mig. Jeg tager det stille og roligt.

Efter mit hvil om formiddagen er jeg igennem i Radioavisen kl. 12. Meget kort. Jeg nåede kun lige at sige, at vi med åben pande har fravalgt Shu-bi-duas Danmarkssang, og så var der ikke mere tid.

Jeg taler med Højskolebladet og senere også Berlingske.

Klokken 14 tager jeg til DR-byen for at være med i Kulturen på P1 med Karen Secher og Jesper Degn. Det går rigtig fint. Det er især Karen Secher, som fører ordet, og hun har beskæftiget sig meget med højskolesang og er meget velinformeret. De spiller bl.a. Lisbeth Smedegaard Andersens ”For vist vil de komme” med Jens Lysdahls melodi, og vi taler forbavsende lidt om Ramadan-sangen.

Jeg kører hjem i bil. P4 ringer, og jeg er igennem i cirka tre minutter. Det er det sædvanlige om, hvordan man udvælger sange.

Derhjemme bruger jeg et par timer på at øve mig på klaveret til aftenens live-arrangement i Solrød Strandkirke, hvor jeg skal tale om bogen. På grund af corona kan publikum desværre ikke synge med, så en kirkesanger synger udvalgte sange, og jeg akkompagnerer. Det går rigtig godt. Der er en udtalt begejstring og ingen sure miner. Det slutter kl. 21, og på vej hjem handler jeg i et supermarked, så min kone og jeg kan få et glas vin.

Læs også: Den største blåstempling

En leder i Jyllands-Posten overrasker mig og glæder mig. Den fremhæver Christian Dorphs og Thorbjørn Krogshedes dystre sang om angst, “Natskygge”, som fremragende poesi.

Jeg går i seng ved 23.30-tiden. Jeg er træt, men er også i en form for alarmeret tilstand efter en dag med så mange telefoner, interviews og vrede mennesker. Ingen har lovet at skyde mig ved daggry, så det går nok.

13. NOVEMBER: DEBAT I DEADLINE

Jeg står op til direktørtid kl. 9.30, spiser morgenmad og går en tur med vores hund Cosmo. Er ærgerlig over, at aviserne er forsinket. Jeg er passioneret avislæser. I dag får jeg Weekendavisen, Politiken, Information, Kristeligt Dagblad og Berlingske som e-avis.

Jeg modtager en mail med ordlyden: ”I skal eddermeme skamme jer, føj, kan I have en lortedag”. Det er i den milde ende.

TV2 ringer for at have en forsnak om Mathias Hammers og min medvirken i Go’morgen Danmark på mandag.

Jeg modtager en mail med ordlyden: ”I skal eddermeme skamme jer, føj, kan I have en lortedag”. Det er i den milde ende.

Jørgen Carlsen

Vi skal til middag hos vores yngste datter i aften og have confiteret and som forsinket Mortensaften.

Jeg forlader selskabet ved 21-tiden for at køre til DR Byen og medvirke i Deadline. Jacob Rosenkrands er studievært, og jeg er blevet bedt om at diskutere bogen med Søren Hviid Pedersen, som er lærer på Rønshoved Højskole. Det er nok den mest reaktionære højskole, du kan opstøve i kongeriget Danmark. Deres syn på bogen er, at den lefler for det populære i nutiden. Det er jeg jo ikke helt enig i.

Vi har 14 minutter og diskuterer folk og folkelighed, og programmet er sikkert underholdende for dem, som sidder fredag aften og har fået tre glas rødvin og gerne vil have noget ramasjang.

Senere henter jeg min kone hos vores datter og svigersøn. Hjemme nyder vi et glas vin og går i seng ved halv et-tiden.

14. NOVEMBER: HADEBREVET

Jeg skal medvirke i P1-programmet “Den gode tone”. Igen skal jeg snakke om Ramadan-sangen og Danmark-sangen. Det er jo det store nummer. Jeg bliver spurgt, om jeg har fået hadebreve. Det har jeg. Men ikke nogen, som får det til at risle ned ad ryggen på mig. Jo, måske et: Afsenderen skælder ud og skriver så ”undskyld stakkels mig, jeg er blevet angrebet af en virus, der kunne få mig til at bruge Anders Breivik som forbillede”.

15. NOVEMBER: STILLE SØNDAG

Jeg begraver mig i søndagsaviserne. Det er en stille og fredelig dag. Ikke et eneste opkald om bogen. Det er sådan set rart. Jeg tror, det er løjet af nu. I Berlingske fra i går bliver jeg gjort til grin af Eva Selsing, som kalder mig et overklasseløg. Vi bor i en treværelses på Nørrebro og kører i en Skoda Fabia, så det fatter jeg ikke. Men det rører mig ærlig talt ikke. Jeg ved godt, at det ikke drejer sig om mig, men om en aggression over sangene. Det er sådan set glædeligt, at så mange går op i bogen.

Dagens leder i Politiken er meget imødekommende. Jeg ser ”The Vow” på HBO, går tur med Cosmo og tilbringer så ellers en fredelig aften hjemme.