Af Sofie Buch Hoyer
Et afsprittet eksemplar af den nittende og nyeste udgave af Højskolesangbogen ligger i en boblekuvert i min taske, da pladeselskabet Sony ringer for at fortælle, at interviewet med Anne Linnet samme eftermiddag ikke kan lade sig gøre rent fysisk.
Jeg var ellers i gang med at at trække i fuldt visir og mundbind, men vender i stedet snuden mod hjemmekontoret.
“Jeg skulle lige have mine musikere ud af klappen,” forklarer Anne Linnet lidt senere over en FaceTime-forbindelse, mens hun sætter sig på en bænk foran sit hjem og studie på Holmen i København.
Anne Linnets nye jule-EP Vi synger julen ind er netop udkommet, og hun og hendes musikere klør på med prøverne til den forstående turné. De blev alle sammen corona-testet samme morgen, så Anne Linnet tør ikke tage nogen chancer.
“Jeg er glad for, at du kunne gøre det på den her måde,” siger hun gennem skærmen.
Jeg griber boblekuverten med den blå sangbog i min taske – spændt på at vise det nytrykte eksemplar frem til én af landets største sangere og komponister. En musiklegende, der har et halvt århundrede på bagen som udøvende kunstner, og som har høstet et utal af hyldester og hæderspriser for sine kompositioner, men som ikke har været repræsenteret i Danmarks bedst sælgende sangbog. Indtil nu.
LÆS OGSÅ: Tider skifter, og sæder mildnes: Anne Linnet i Højskolesangbogen
“Stort tillykke med at du er kommet med i Højskolesangbogen,” begynder jeg interviewet og bladrer lidt nervøst rundt i bogen.
“Hvis vi havde mødtes, havde jeg givet dig den i hånden som det første, så du selv kunne slå op og se dine sange trykt i den,” forklarer jeg.
“Hvilke sange er det nu, der er kommet med?” spørger Anne Linnet og tænder en cigaret.
“Jamen, du har fået fire sange med. Det drejer sig om ‘Smuk og dejlig’, ‘Barndommens gade, ‘Forårsdag’ og ‘Lille Messias’,” siger jeg.
“Og hvad med ‘Tusind stykker’ – den er der ikke?” spørger Anne Linnet.
“Ikke i denne udgave,” siger jeg og lægger sangbogen fra mig.
“Nå, okay,” lyder det fra Anne Linnet.
“Det er i hvert fald en af de sange, som folk synger rundt omkring til forskellige begivenheder. Mange af de sange, du nævner, er også nogle, folk har kendt gennem mange år, og som bliver sunget til højtidelige begivenheder – begravelser, bryllupper eller fødselsdage for eksempel. Så de er blevet brugt meget til fællessang allerede. Det er dejligt, at de nu endelig kommer i Højskolesangbogen,” siger hun.
Tidligere kandidat til Højskolesangbogen
Anne Linnet er 67 år gammel og folkekær som de færreste herhjemme. Siden hun slog igennem med Shit & Chanel i 1970’erne, har hun været et af hovednavnene i de danske stuer. Hvad enten hun har fortolket Tove Ditlevsens Kvindesind, skrevet melodier til Johannes Møllehaves ord om lille Messias, turneret med Anne Linnet Band, fremført sine egne ballader eller råbt sig igennem rå sadomasochisme med Marquis de Sade – så har Anne Linnet sat spor i flere generationer af danskerne.
Skabelsesøjeblikket er det største for mig. Og så er jeg selvfølgelig glad for, at en sang kommer i Højskolesangbogen. Men det hører ligesom dens eget liv til, og det er rigtig fint
Anne Linnet
Da den seneste udgave af Højskolesangbogen skulle opdateres i 2004, blev Anne Linnet nævnt som en oplagt kunstner at have med. Særligt “Forårsdag” blev fremhævet for dens melodiske følsomhed og lyrikken om det usagte i et kærlighedsforhold. Men sangbogsudvalget dengang valgte anderledes.
Så er det ikke skønt at være kommet med denne gang, spørger jeg Anne Linnet?
“Jeg går ikke så meget op i det der. Jeg har mine sange med i rigtig mange andre sangbøger, også i mange svenske sangbøger. Der er ‘Tusind stykker’ for eksempel stærkt repræsenteret, det er klart, fordi Björn Afzelius lavede en rigtig god svensk version af den,” forklarer hun.
At have fået fire så forskellige numre med i den nye danske højskolesangbog tager Anne Linnet som et udtryk for, at hendes sange er folkelige. Hun synes dog, det er svært at sige, om danskerne får et mere nært forhold til hendes musik, nu hvor en lille håndfuld sange er blevet optaget i Højskolesangbogen og eksplicit skal begå sig som fællessange.
“‘Smuk og dejlig’ er jo allerede med i Kulturkanonen. Men det kan da godt være, at sangene vil blive brugt mere af, at de kommer med i Højskolesangbogen. De bliver brugt i forvejen, i hvert fald,” siger Anne Linnet.
Sangenes eget liv
Som vi skal vende tilbage til, er det ikke, fordi Anne Linnet ikke kender til Højskolesangbogen eller Grundtvig, at hendes begejstring over at være kommet med i “den lille blå” kan synes beskeden.
Det handler snarere om, at man aldrig kan styre, hvordan en sang kommer til at begå sig, efter den er blevet skrevet.
“Jeg synes, det er super, at sangene får deres eget liv, når først de er blevet udgivet,” siger Anne Linnet, der er trukket indenfor i privaten.
“Men jeg får helt klart mit kick, når jeg sidder og komponerer, og når en sang kommer til mig. Når jeg ligesom ikke skal lede nogen steder. Jeg skal bare være et bestemt sted i mit hoved, så jeg kan fange nogle ting. Noget, der føles, som om det er derinde i forvejen, og som mine antenner skal lytte sig ind på,” fortæller Anne Linnet.
LÆS OGSÅ: ”Der skal være ballade om Højskolesangbogen”
Når sangen ellers er blevet indspillet i et studie og udgivet på en plade, ønsker hun den et godt og glædeligt liv bagefter.
“Skabelsesøjeblikket er det største for mig. Og så er jeg selvfølgelig glad for, at en sang kommer i Højskolesangbogen. Men det hører ligesom dens eget liv til, og det er rigtig fint,” forklarer hun.
Mormors gamle flygel
Mens Anne Linnet skrev sine nyeste julesange i Dublin sidste år på nogle keyboards, hun havde med, er mange af hendes største sange, herunder “Lille Messias” og “Barndommens gade”, blevet til ved et gammelt Andreas Christensen-flygel, som hun har arvet fra sin mormor. Det var dog lidt svært at bugsere over Nordsøen til Irland, fortæller hun.
“Skal du lige se det? Det er blevet repareret for nylig,” siger Anne Linnet og går gennem stuen.
“Det står her i kulissen. Kan du se det?” spørger hun og lader sit mobilkamera hvile på det store klaver.
“Faktisk fik min mormor det forærende af sin far, da hun var helt ung. Og så fik jeg det forærende, da jeg var helt ung,” fortæller Anne Linnet.
Dengang var flyglet lige blevet sat i stand hos klaverværkstedet Juhl-Sørensen i Aarhus. Siden da er der ikke blevet rørt ved det, så nu trængte det til en ordentlig omgang, syntes hun.
I Sønderjylland, hvor min familie stammer fra, er der en meget stærk fællessangstradition. I min barndom sang man, når der var kaffebord om eftermiddagen. Så tog man lige et par fællessange, nogle gange også fra Højskolesangbogen
Anne Linnet
Da folkene fra Juhl-Sørensen kom og kiggede på det, spurgte de, hvorfor hun ikke bare købte et nyt. I stedet for at skifte alle delene ud – nye strenge, nye filtpuder, nyt alting.
“Så sagde jeg: Jamen, det er jo min mormors gamle flygel, og mange af de store sange er skrevet på det flygel. Så selvfølgelig skal det repareres – jeg skal ikke have et nyt!” siger Anne Linnet.
Flere familiemedlemmer på højskole
Som datter af en lægefar og en tandlægemor voksede Anne Linnet op i Aarhus sammen med sine tre brødre. Der stod et klaver derhjemme, som egentlig var brunt, men som moren på et tidspunkt farvede lyseblåt for at peppe det lidt op. Allerede som 5-6-årig begyndte Anne Linnet at skrive sange på klaveret.
I perioder, når nogle af hendes brødre blev lidt for vilde, boede hun hos sin mormor i Tønder.
“I Sønderjylland, hvor min familie stammer fra, er der en meget stærk fællessangstradition. I min barndom sang man, når der var kaffebord om eftermiddagen. Så tog man lige et par fællessange, nogle gange også fra Højskolesangbogen,” forklarer hun.
Og så hev mormoren ofte Anne Linnet med i kirke.
“Når vi så kom hjem, spillede hun salmerne igen på klaver og forklarede mig, hvad teksterne handlede om, for jeg forstod ikke rigtig de der gamle ord,” fortæller Anne Linnet.
Mange i hendes slægt gik også på højskole. Moren, mosteren og flere af Anne Linnets familiemedlemmer havde været af sted i halve eller hele år og talte nogle gange vidt og bredt om deres højskoleophold, husker hun. Særligt Askov og Rødding Højskole blev nævnt som steder, man i familien var knyttet til.
“Som barn hører man jo bare, at de voksne sidder og snakker om, hvor sjovt det var – så gjorde de sådan og sådan, og så tog de til det stævne, og så sang de det og det,” siger Anne Linnet.
LÆS OGSÅ: Anne Linnet hædret med Den Folkelige Sangs Pris
“Så jeg er vokset op med den der Grundtvig-tanke om, at alle skal have lige adgang til kultur, og mange i min familie erfarede, hvordan viden, dygtiggørelse og udfoldelse blev dyrket på en højskole. Men jeg kom alt for tidligt i gang med musikken, så jeg nåede aldrig selv af sted på højskole,” siger Anne Linnet, der har en diplomeksamen i komposition fra Det Jyske Musikkonservatorium.
Åndelig rummelighed i kirken
Uden rigtig at have tænkt så meget over det har den sønderjyske fællessangstradition, besøgene i kirken og mormorens klaverspil været dannende for den måde, Anne Linnet har komponeret sange og værker på gennem tiden, siger hun.
Således også på hendes nye juleudgivelse, hvor sangene med deres versstrukturer og harmoniseringer i højere grad minder om højskolesange og salmer frem for klassiske popsange.
“Hvis man analyserer mit musikalske univers, er det jo meget nordisk, klart og enkelt. I de seneste 15-20 år har jeg arbejdet på en stor samling af 50 salmer, der skal udkomme i efteråret 2021,” siger Anne Linnet.
Og så har hun gjort det til en fast tradition at optræde i landets kirker. Også i år trods de åbenlyse restriktioner. Fordi – som hun siger – kirkerummet kan noget.
“Det er dér, vi er vant til at samles, når der sker noget glædeligt eller sørgeligt i familien. Vi søger rummet til at fortætte følelsen af fællesskab. Det synes jeg, jeg kan mærke i mange af kirkerne, jeg kommer i,” siger Anne Linnet og fortsætter:
“Kirken er et rum, hvor man tænker lidt anderledes, end hvis man står i køkkenet og laver en kop kaffe. Der er en åndelig rummelighed i kirken. Og når man synger og spiller der, giver det en intimitet, jeg godt kan lide."
Normalt plejer Anne Linnet at få trykt nogle hæfter med teksterne til nogle af sine sange, så publikum kan synge med. Det kan de jo ikke i år.
Men for at insistere på værdien i, at mennesker synger sammen, og at stemmer blandes, har Anne Linnet blandt andet haft inviteret Sankt Annæ Pigekor med under indspilningerne af sin jule-EP. Og nu skal Anne Linnet og hendes musikere på turné med den – corona eller ej.
Kirken er et rum, hvor man tænker lidt anderledes, end hvis man står i køkkenet og laver en kop kaffe. Der er en åndelig rummelighed i kirken. Og når man synger og spiller der, giver det en intimitet, jeg godt kan lide
Anne Linnet
“Jeg synes, det er vigtigt, at vi er nogle, der stadig synger, når vi ikke alle sammen kan mødes og gøre det. Så kan publikum forhåbentlig få lov til at synge med til næste år,” siger hun.
Inden vi afbryder FaceTime-forbindelsen, taler vi om, at det samme forhåbentlig kommer til at gøre sig gældende med Højskolesangbogen. Når verden vil, at vi må mødes rigtigt igen.
“I mellemtiden kan man jo studere bogen og lære sig sangene derhjemme – og så kan de formodentlig få lidt mere luft under vingerne, når alt det her corona er overstået,” siger Anne Linnet, inden jeg ønsker hende held og lykke med juleturnéen.
Den nye højskolesangbog ligger stadig i min taske. Lille og fin – indeholdende 601 sange inklusive fire numre fra Anne Linnet. Måske er det lige meget, om hun får den?
test med links