Af Mads Brendes, foto: Ritsau Scanpix, Uffe Weng
På Den Rytmiske Højskole dyrkes musikken som en livsstil. Her udlever eleverne drømmen om et liv med musik. De er motiverede for at lære det musikalske håndværk, og de er optaget af at spille og komponere musik sammen med hinanden.
Jeg har selv været elev på Den Rytmiske Højskole. Jeg fortsatte med at dygtiggøre mig og kom til at leve af musikken. Nu har jeg som lærer fundet hjem på højskolen igen. Jeg møder drømmene om den instrumentale mestring igen. Denne gang i elevernes øjne. De vil være musikere. De vil igennem nåleøjet.
Som lærer støtter og vejleder jeg eleverne i deres musikalske udvikling. Men samtidig handler højskole om at flytte deres blik væk fra realiseringen af egne projekter og rette deres nysgerrighed mod skolens fællesskaber og ud mod verden. En vending, der kræver lige dele pædagogisk forstyrrelse og forførelse.
Forberedelserne
Således sad vi en gruppe lærere en sen aften på højskolen og planlagde et undervisningsforløb. Det skulle kulminere med, at alle 90 elever spillede en koncert på højskolen i forbindelse med ”Spil Dansk” – et årligt tilbagevendende arrangement, der med små og store koncerter over hele landet sætter fokus på dansk musik. Men hvad skulle vi fokusere på, når vi skulle lære eleverne at spille dansk musik? Hvordan kunne vi åbne et rum, hvor det, de realiserede, rakte ud over deres egen musikalske præstation?
Vi var godt klar over, at vi satte noget på spil, men vi var ikke helt klar over hvad.
Mads Brendes
Vi endte med at lade os inspirere af den danske sangskriverduo Anders Greis og Nana Schwartzlose. Deres projekt, ”De Uendelige Historier”, handler om at tage ud i landet og møde mennesker for at opdage, hvor historierne er, og skrive sange om dem. Vi skabte således et undervisningsforløb, der handlede om, at eleverne skulle skrive sange med inspiration i fremmede menneskers livshistorier. Vi planlagde at sende eleverne ud af undervisningslokalerne for at interviewe nogle mennesker, der boede i området omkring højskolen.
Vi lærere valgte nogle lokale folk, som vi tænkte havde en god historie at fortælle. Vi tog ud og indgik aftalerne med dem. De lokale skulle overbevises om, at det var en god idé, at de fik besøg af en gruppe højskoleelever. De skulle forsikres om, at deres historie var interessant nok til, at de unge mennesker gad skrive en sang om den.
Det var med lige dele overbevisning om idéen og usikkerhed om resultatet, at vi bad de lokale deltage. Vi anede jo ikke, hvad der ville komme ud af mødet. Opgaven var umiddelbart simpel: et besøg, et interview, en kop kaffe og en rundvisning. Men ville det blive akavet? Ville de lokale føle sig trygge i mødet med eleverne? Ville eleverne kunne se værdien i de fremmedes små og store hverdagshistorier?
Desuden var mødet forpligtende; når eleverne havde skrevet sangen færdig, skulle de nemlig igen besøge de personer, de havde interviewet, og spille sangen for dem.
Forløbet startede med, at eleverne hørte en minikoncert med duoen ”De Uendelige Historier”. Herefter blev eleverne klædt på med almindelig interviewteknik, og vi sendte dem så afsted med besked om at lytte, skrive ned og opdage, hvor den gode historie lå.
Samtalerne
Dagen for interviewene kom. Eleverne gik i grupper ud i verden på det samme tidspunkt i forskellige retninger. Med sig havde de en seddel med en adresse og et stikord, der afslørede lidt om, hvem de skulle møde: automekaniker, skoleleder, vinhandler, kloakrenser, præst, børn i fritidsordning, tankstationsindehaver, forfatter, frisør, ægtepar, klasselærer. Vi var godt klar over, at vi satte noget på spil, men vi var ikke helt klar over hvad.
"Vi gik ind i butikken, der med klassisk strømlinet interiør lignede enhver anden tankstationsbutik i en tilfældig provinsby. En mand stod bag disken og ekspederede en kunde med rutineret venlighed. Vi rykkede sammen i en lille klump foran disken."
Mads Brendes
Jeg gik selv med en gruppe ned til tankstationen i byen. Vi gik ind i butikken, der med klassisk strømlinet interiør lignede enhver anden tankstationsbutik i en tilfældig provinsby. En mand stod bag disken og ekspederede en kunde med rutineret venlighed. Vi rykkede sammen i en lille klump foran disken. En af eleverne meddelte, at vi kom fra højskolen, og at vi skulle tale med tankstationsindehaveren. Manden smilede serviceminded, men dog lidt genert til os, som vi stod der og gloede på ham i flok. ”Det er mig,” sagde han. ”Er det jer unge mennesker, der ville høre om min tankstation?” Det var det.
”Kom med,” sagde han, imens han skubbede en svingdør i disken til side. Vi kantede os om bag disken og herfra ind i det bagvedliggende kontorlokale. Vi kunne lige akkurat stå og sidde rundt om skrivebordet. Alle takkede ja til en kop kaffe. Michael, som han hed, lukkede døren ud til butikken og satte sig hjemmevant i den store skrivebordsstol. Vi slubrede lidt kaffe. Der var en tavs, men hyggelig forventningsfuldhed i lokalet. Med få skridt var vi trådt igennem en helt almindelig tankstation og ind bag ved kulissen. Ind på chefens kontor, og her fortalte Michael os hele historien om sit liv på godt og ondt og sin tankstation. Vi blev vist rundt. Der blev lyttet, og der blev noteret ivrigt.
Tilbage på skolen vendte sangskrivningsgrupperne en for en tilbage fra deres feltarbejde. Som børn, der vender hjem fra en tur i cirkus, begyndte de at fortælle om alle mulige facetter ved besøgene, og grupperne gik i gang med at skrive sange samme eftermiddag. Alle eleverne mente at have hørt eller set noget, som helt sikkert skulle med i sangene.
Sangskrivningen
I starten var eleverne meget selvkørende. Men når vi senere kom rundt i øvelokalerne for at høre, hvordan det gik med sangskrivningen, så var der i de fleste grupper opstået usikkerhed. Eleverne havde opdaget, at der var sætninger, der var svære at synge, og stemninger, der var svære at spille. For udtrykket i sangen skulle være tro mod den historie og det menneske, som sangen handlede om. Arbejdet med sangene skabte nye vinkler på historierne, og elevernes dilemma var, om udtrykket stadig passede med det billede, de ville tegne af de personer, de havde mødt. Eleverne ville så gerne vise det, som de opfattede som særligt godt og sandt. Det var ikke bare rim, der skulle i kassen. De var ved at genfortælle nogle menneskers livshistorier, og detaljerne blev finpudset, til sangene var klar.
Nu skulle eleverne afsted igen. Denne gang med akustiske instrumenter på ryggen. Sidst havde de fået en livshistorie med hjem. De havde hørt noget om et helt fremmed menneskes liv. Nu skulle de ud og give de mennesker deres historie tilbage i form af en sang. De skulle spille én sang hjemme i stuerne hos den person, de havde interviewet. Eleverne var nervøse for, om de nu havde ramt rigtigt. Men de var forventningsfulde, da de tog afsted.
Da de vendte hjem, var de igen helt høje. De folk, de havde spillet for, var dybt rørte over, at en gruppe unge mennesker trådte ind ad deres dør og havde skrevet en sang til dem – om dem og deres liv.
Koncerten
Så gjaldt det koncerten på højskolen. Lokalavisen havde lavet en foromtale – det var jo godt lokalt stof: ”Den rytmiske højskole spiller dansk - musikalske livshistorier”. Vi vidste ikke, hvor stort et publikum, vi kunne forvente, så vi havde kun stillet lidt øl og vin frem. Vi forventede egentlig blot, at eleverne skulle spille for hinanden. Der var dog lavet aftale med de lokale hovedpersoner i sangene, som ankom lidt inden koncerten. Eleverne mødte dem i døren. Denne gang blev der givet krammere.
Men snakken var gået i byen, hos frisøren, blandt forældrene på skolen, nede på autoværkstedet og alle de andre steder, som eleverne havde besøgt. Pludselig kom ægteparret med deres kortklub, vinhandleren med sine naboer, klasselæreren med sine kollegaer og mange andre. Der manglede både drikkevarer, stole og toiletfaciliteter. Lige inden koncertstart kørte en stationcar helt op til skolens hoveddør. Fire drenge fra skolefritidsordningen sprang ud. De ville også til koncert. Sms-kæderne var blevet sat i gang derhjemme, og en mor havde måttet køre afsted og samle sin søns kammerater op.
Det blev en skøn koncert. Musikken spillede, og historierne levede. Mødet mellem forskellige mennesker blev pludselig omfattende. Opmærksomheden i koncertsalen var rettet både mod scenen og mod publikum. Hovedpersonerne sad i salen og havde pludselig opmærksomhedsstatus som grammyvindere. Eleverne nød at have noget ekstra vigtigt at give.
Erkendelsen
Efter koncerten hang folk ud i caféen. Snakken gik om koncerten og forløbet op til. Gæsterne var interesseret i, hvilke arrangementer de ellers kunne komme til på højskolen. De fleste havde aldrig været på skolen før, og det på trods af, at de havde boet i området i mange år. Vi måtte spørge os selv, hvorfor alle disse mennesker ikke var kommet før nu. Vi mente jo selv, at vi lavede mange fede arrangementer med spændende musik og indhold, og vi sørgede altid for at reklamere og invitere vidt og bredt. Vi måtte erkende, at lokalbefolkningen kom. Ikke når vi bad dem interessere sig for os, men når vi interesserede os for dem.
Eleverne blev hængende som værter, og vi lærere havde følelsen af, at de kunne mærke, at der var sket noget specielt. De rejste ud og hjem. De bragte mennesker med sig hjem, og de musikalske historier blev rammen om mødet mellem forskellige mennesker, mellem skolen og verden, mellem fremmed og kendt. At åbne dørene mellem de rum er en af højskolens allerfineste opgaver. Men at det var dét, der skete – det så vi først bagefter, da koncerten var slut, og folk var gået.
Blå bog
Mads Brendes har spillet musik hele sit liv og været højskolelærer siden 2012. Han er uddannet musik- og bevægelseslærer fra Rytmisk Musikkonservatorium i København og har som trommeslager og sanger spillet, turneret og indspillet i alverdens sammenhænge i ind- og udland.
Om Den Rytmiske Højskole
En fagspecifik højskole med fokus på musik. Her bruges de musikalske fællesskaber som løftestang til at danne og oplyse. Højskolen er grundlagt i 1991 og ligger ved Vig – midt i Odsherreds bakkede landskab.
Uddrag
Artiklen er et uddrag fra bogen Fortæl historier, der udkommer på FFD’s Forlag med Hanne Kirk som hovedforfatter. Bogen er en del af serien Højskolens 10 bud – på en skole for livet, der består af 11 korte bøger. Hvert bind undersøger ét kendetegn ved højskolen, dets relevans i fortiden og for fremtiden, for Danmark og den omgivende verden, og hvordan det bringes i spil i højskolens praksis i dag.