Af Simon Finnerup, underviser på Den frie Lærerskole, tidligere lærer på Gymnastikhøjskolen i Ollerup
En højskole er en højskole er en højskole. Sådan har svaret lydt gang på gang, når udenforstående har dristet sig til at spørge ind til, hvad en højskole egentlig er for en størrelse, og hvad der berettiger dens eksistens. Højskolen kan ikke forklares, kun opleves, bedyrer den indviede, og således har mange polstret klostrets mure og skærmet sig fra den uforstående verden på den anden side af boblens, glinsende skjold. Til nød har nogle dristet sig til at definere højskolen og dens virke negativt: På højskolen aflægger man ikke eksamener, på højskolen får man ikke karakterer, på højskolen gennemfører man ikke en uddannelse.
Ramus Kolby Rahbek, nyslået ph.d. i højskolepædagogik og konsulent i Folkehøjskolernes Forening i Danmark, gør med bogen Stedets pædagogik – om højskolens opgave og praksis radikalt op med denne næringsfattige retorik. Det kan nok være, at højskolen ikke kan forklares, men til gengæld kan oplevelsen, deltagernes møde med skoleformen, behandles, analyseres og fortolkes. Henover 200 sider og på baggrund af feltarbejde på en række udvalgte højskoler, interview og samtaler med forstandere, lærere og elever formidler bogen et videnskabeligt blik på en verden, der forsøger at undsige sig videnskabens forklaringsmodeller.
"Denne bog præsenterer ikke en opskrift på den korrekte højskole, men vil kunne fungere som korrigerende inspiration for de skoler, der har besvær med at forsvare dannelsens komplekse natur og pædagogikkens afgørende paradokser."
Simon Finnerup
Igennem højskolernes 175 leveår er der løbende blevet udgivet litteratur om den særegne skoleform, men traditionelt set har disse undersøgelser kun fulgt to hovedspor: den historiske tilgang med fokus på højskolebevægelsens udvikling og historiske position (personificeret ved Ove Korsgaards arbejder) og den filosofisk-ideologiske tilgang baseret på studier af N.F.S. Grundtvigs skoletanker. Stedets pædagogik – om højskolens opgave og praksis indskriver sig i denne fortælling med et tredje spor ved at rette fokus på højskolernes praksis i et aktuelt perspektiv og italesættelsen af dette som ”højskolepædagogik”; et begreb som for bare få år siden blev udråbt som profant af nogle højskolefolk, men i dag, primært takket være Rahbeks arbejder, indgår i højskolernes selvforståelse, udadrettede begrundelse og refleksion over egen praksis.
Korrigerende inspiration
I en mangefacetteret, tværfaglig tilgang – fra filosofi til arkitektur – præsenteres og fortolkes en stor buket af højskolepædagogiske temaer, som set fra et deltagerperspektiv vurderes væsentlige. Dannelsesforestillinger kategoriseres som poetiske, politiske, kulturelle og faglige, den pædagogiske atmosfære fremhæves og behandles i mødet med højskolens stedmetaforer som hjem, fristed, kloster, forsamlingshus og værksted. Og stedets pædagogik finder dermed langsomt sin form som en væsentlig nøgle til forståelse af højskolens pædagogiske praksis. Læseren må dog væbne sig med tålmodighed.
Der er ikke langt mellem snapsene: Højskolepædagogikken danner den røde tråd, pointerne er velbegrundede, og de teoretiske redegørelser er overlegne. Men stedets pædagogik, bogens primære anliggende og særlige udgrænsning af skoleformens virke, lader vente på sig, udfolder sig sindigt undervejs og springer først ud i fuldt flor til sidst. Forfatteren er bevidst om bogens farefulde komposition og råder til, at de læsere, der er specifikt interesserede i stedets pædagogiske betydning, med fordel kan starte læsningen bagfra! Det virker som en lidt for smart undskyldning, besværliggør tilgængeligheden og afslører en disharmoni mellem bogens titel og opbygning. Stedet fremhæves i bogens begyndelse og sidste del som det meningsbærende, bestemmende og formgivende grundlag for den pædagogiske praksis og bidrager dermed i væsentlig grad til en forståelse af ikke bare aktuel højskolepædagogik, men den almene pædagogik i det hele taget. Ærgerligt, at bogens komposition ikke er med på den præmis.
Stedets pædagogik – om højskolens opgave og praksis sætter sig lykkeligvis på to stole, ikke imellem dem, og afsender sit budskab til læsere på begge sider af højskolens matrikel. Højskolefolket kan få glæde af en bog, der sætter ord på det, de gør, og dermed skaber grobund for en mere solid bevidstgørelse af skoleformens særlige position og opgave. Det går godt for bevægelsen i disse år, men det er ikke alle skoler, der holder dannelsesfanen højt og er i stand til at italesætte hovedsigtet. Denne bog præsenterer ikke en opskrift på den korrekte højskole, men vil kunne fungere som korrigerende inspiration for de skoler, der har besvær med at forsvare dannelsens komplekse natur og pædagogikkens afgørende paradokser.
Den uprofessionelle lærer
Folk uden for højskolens matrikel, med interesse for pædagogik og dannelse i et bredt perspektiv, kan med fordel kaste sig ind i bogens almene diskussioner. Bogen placerer sig i den nordiske dannelsestradition og vil indgå i den blodige, skolepolitiske kamp, som er kommet tydeligst til udtryk i slagsmålet om reformen af folkeskolen. Stedets pædagogik – om højskolens opgave og praksis tilbyder læseren en veldokumenteret indsigt og et fornyet sprog til genopbygning og -fortolkning af den kulturarv, radikale reformtilhængere med iver har forsøgt at aflive. Højskolen er et meningsfuldt sted, hævder Rahbek, fyldt med liv, hjemlighed og fortællinger, og dermed udgør den en kontrast til de åndsforladte, friktionsløse rum, institutioner og læringscentre, som over en bred kam er skudt op på denne side af årtusindskiftet. Lærer- og pædagogstuderende på landets professionshøjskoler kan med fordel ønske sig bogen i julegave og i ferien hengive sig til perlerækken af provokerende modsvar til deres pensum bestående af synlig læring, school effectiveness og læringsmålstyring.
Særligt opsigtsvækkende fremstår kapitlet om Den uprofessionelle lærer, hvor forfatteren undrer sig over, hvordan højskolelærere kan agere højskolelærere, når de er vidt forskelligt uddannede og ikke kan samles om en standardiseret professionsidentitet. Tvetydige, ironiske, manipulerende og forførende i deres tilgang til eleverne forvalter de en personlig, indirekte og uren pædagogik, som ingen uddannelse klæder dem på til. Pointen falder glasklart: Højskolen som sted evner at formgive de mennesker, også lærerne, som begiver sig inden for murene, på en måde, så de kan samle sig om det at lave skole. Ikke på trods af, men netop fordi de mangler en ensartet profession, formår lærerne at agere frit inden for stedets bindende rammer. I dette spændingsfelt opstår højskolepædagogikken i al sin paradoksale glans.
Således fastholdes højskolen og dens virke som et levende korrektiv til andre skole- og uddannelseskulturer i Danmark – en Rasmus-modsat-pædagogik – og sådan begrunder Rahbek traditionen tro dens berettigelse.
Den overbevisende identifikation af højskolens særlige karakter som bundet til stedet er dog ikke set før, og dette blik på højskolen udvider således forestillingen om skoleformen. Stedets pædagogik – om højskolens opgave og praksis indskriver sig i forskningshistorien som et pionerværk med en påmindelse om vigtigheden af stedets betydning og deltagernes perspektiv, og fortællingen om folkehøjskolerne er dermed blevet begavet med et nyt hovedspor – stemmer fra et tredje sted.
Rasmus Kolby Rahbek
Stedets pædagogik – om højskolens opgave og praksis
Forlaget Klim, 2019.
217 sider, kr. 299,- (vejl.)