Af Malene Fenger-Grøndahl, freelancejournalist
”Vil du være med til at starte en revolution af det danske landbrug sammen med mig?” Omtrent sådan lød det spørgsmål, som Christopher Lundgren for et par år siden stillede Nanna Thomsen, og som hun siden med et glimt i øjet har kaldt en effektiv scorereplik. På det tidspunkt var de begge elever på Kalø Økologiske Landbrugsskole og var så småt begyndt at spekulere på, hvad de skulle bruge deres landbrugsuddannelse til. De var begge optaget af bæredygtighed og klimakrise. Christopher Lundgren havde egentlig aldrig forestillet sig at skulle være landmand, men efterhånden som det gik op for ham, hvor stor negativ indflydelse, konventionelt landbrug har på klima, miljø og natur, fik han en følelse af, at han selv måtte gøre noget.
”Og hvis jeg skulle gøre noget for at vende udviklingen, måtte jeg jo selv uddanne mig til landmand,” som han siger.
Nanna Thomsen læste Internationale studier og kultur- og sprogmødestudier på RUC, og da hun skrev bacheloropgave om landbrugsreformer i Colombia, blev hun opmærksom på landbrugets betydning for demokratisering og social bæredygtighed. Samtidig var hun i stigende grad træt af det travle liv i byen uden forbindelse til jorden og fødevareproduktionen. Hun begyndte at drømme om et liv på landet, og det førte hende til landbrugsskolen på Kalø, hvor hun mødte Christopher og blev tændt på hans vision om at være med til at ændre landbruget i en mere bæredygtig retning.
I dag, få år senere, er det unge par på 23 og 27 år blevet forpagtere af gården Lerbjerggaard i Melby i Nordsjælland, hvor de har fem hektar land at boltre sig på og eksperimentere med. De overtog gården i august sidste år – to måneder efter at de stod med deres eksamensbevis fra landbrugsskolen i hånden – og siden har de arbejdet hårdt på at realisere deres drøm om et klimavenligt, bæredygtigt landbrug med en mangfoldig produktion af grøntsager og frugt. De har plantet massevis af frugttræer og nøddebuske og har anlagt i alt 96 bede, som i løbet af de kommende uger og måneder skal tilplantes med grøntsager efter et sindrigt system, hvor alle grøntsagsfamilierne indgår i en otteårig cyklus og bliver rykket til nye bede hvert år. På den måde kan der dyrkes masser af forskellige afgrøder – salater, broccoli, gulerødder, spinat, løg osv. - med lavere risiko for sygdomme og skadedyr. ”Vores mål er at producere en masse forskellige slags grøntsager og frugt hen over året, så kunderne kan komme herud og vælge mellem mange forskellige produkter, som alle er dyrket økologisk og klimavenligt,” fortæller Christopher Lundgren. ”Vi dyrker jorden uden traktor og med billige håndredskaber, og vi pløjer ikke. Pløjningen er nemlig enormt voldsom for jorden, da mikrolivet vendes op og ned, og jordens organiske materiale blotlægges og udledes som CO2,” forklarer han. ”Det er vildt spændende, og vi lærer hele tiden nyt om jorden, planterne, og hvordan det hele hænger sammen. Det er fantastisk, at vi har fået adgang til noget jord, hvor vi kan afprøve vores ideer og være med til at gøre en forskel, og det er fantastisk, at vi har en masse menneskers opbakning, som støtter os både økonomisk og med arbejdskraft,” siger han.
Adgang til Jorden
At Christopher Lundgren og Nanna Thomsen som nyuddannede landmænd har fået adgang til jord, som de kan dyrke på den måde, de drømte om, da de mødtes på landbrugsuddannelsen, skyldes nemlig foreningen Andelsgaarde, som ejer den jord, som de unge forpagter. Foreningen blev stiftet i foråret 2018 og fik hurtigt derefter 300 medlemmer, som var vokset til 1200 ved den første ordinære generalforsamling i 2019. I marts 2020 har foreningen over 1400 medlemmer, der hver betaler 150 kroner om måneden. Det beløb er stort nok til, at foreningen har kunnet leje Lerbjerggaard med en forkøbsret og snart købe den - og er gået i gang med at omlægge driften fra konventionel til økologisk og klimavenlig drift, samtidig med, at den firlængede gård renoveres og bygges om, så der bl.a. bliver bygget et fælleshus omgivet af et drivhus, der fungerer som en klimaskærm. I fælleshuset skal der både være produktion af grøntsager, kontor og mødelokaler til foreningen samt et køkken og muligvis en cafe samt undervisningslokale til kursusaktiviteter.
Tanken er, at borgere over hele landet med tiden skal gå sammen om at opkøbe en masse jord, omlægge den og bruge den til fødevareproduktion samt plante skov og udlægge noget af jorden til vild natur. Gårdene, med Lerbjerggaard som den første, skal også udvikles til mødesteder for lokalsamfundet og som steder, hvor mennesker fra byen kan genetablere en relation til jorden og få viden om både naturen og den fødevareproduktion, som mange i dag slet ikke har nogen indsigt i.
”Vi har gentænkt andelstanken for at gøre landbrugsproduktionen økonomisk, klima- og miljømæssigt og socialt bæredygtig. Vi vil tage jorden tilbage og være med til at skabe reel forandring i produktions- og ejerformerne. Det er en måde at tage magt over udviklingen, så vi ikke bare sidder derhjemme og ser Søren Ryge og Bonderøven i tv, samtidig med at vi bliver mere og mere klimaangste og modløse. I stedet kan vi nu forbinde land og by, få kendskab til de basale processer i landbruget og naturen og være med til at løse klima- og biodiversitetskrisen,” forklarer foreningens medstifter og formand Rasmus Willig, der er uddannet sociologi og til daglig er forsker og underviser på RUC.
”Vi har valgt at sætte prisen for medlemskab forholdsvis lavt, så mange kan være med. Vores drøm er, at det udvikler sig til en folkebevægelse, der ejer gårde over hele landet i fællesskab. Når der er 1400 fitnesscentre i Danmark, hvor op mod 1 million medlemmer lægger flere hundrede kroner i medlemskab hver måned, kan man vel også se for sig, at foreningen kan komme til at eje 1400 gårde i fællesskab,” siger Rasmus Willig med et smil på læberne.
Man siger jo, at andelsbevægelsen blandt andet blev skabt af unge bønder, som kom syngende hjem fra Askov Højskole og etablerede andelsmejerier. De blev ikke bare sig selv bevidst under højskoleopholdet, men fik også mod og inspiration til at handle kollektivt.
Rasmus Meyer, forstander på Krogerup Højskole
Revitalisering af andelstanken
Når foreningens stiftere har valgt at revitalisere andelstanken, skyldes det bl.a., at de fleste unge landmænd har svært ved at etablere sig, fordi de fleste gårde er alt for dyre at overtage. Og Christopher Lundgren og Nanna Thomsen var da også tæt på at give op, da de havde undersøgt mulighederne for selv at købe et landbrug og var blevet afvist af flere banker.
”Men så gjorde nogle i vores netværk os opmærksomme på foreningen Andelsgaarde, som på det tidspunkt var på udkig efter nogle folk med landbrugskompetencer. Vi syntes, at deres ide om at skabe en ny andelsbevægelse, som kunne købe noget af al landbrugsjorden i Danmark tilbage for at dyrke den klimavenligt og bæredygtigt, var superfed. Så vi tilbød vores hjælp, og det blev så til, at vi fik chancen for at blive forpagtere på den første gård, foreningen købte, Lerbjerggaard,” fortæller Christopher Lundgren.
Han og Nanna Thomsen bor indtil videre i et hus i nærheden af Lerbjerggard, men så snart gården er renoveret, flytter de ind, og de glæder sig til, at gården kan blive et samlingssted for foreningen Andelsgaardes medlemmer. Foreningen har allerede arrangeret arbejdsweekender, hvor op til 75 mennesker har bidraget til arbejdet, og det er en enorm støtte for det unge forpagterpar, siger Christopher Lundgren.
”Da vi inviterede til arbejdsweekend for at plante frugttræer og nøddebuske, dukkede der 75 mennesker op, og det var helt utroligt at opleve den opbakning. Det var både en stor praktisk hjælp og et kæmpe rygstød. Det giver kæmpe energi at vide, at nogen støtter så meget op om os,” siger han og tilføjer, at der allerede har meldt sig 50 mennesker til at plante læhegn og sprede kompost omkring nogle af træerne i en kommende weekend arbejdsweekend.
”Med tiden håber vi også, at gården kan blive samlingssted for lokalsamfundet. Som jeg ser det, har landbruget et kæmpe potentiale for at skabe fællesskab lokalt. Jeg ser for mig, at hver by med tiden kan få sin egen lokale fødevareproduktion, som også bliver et vigtigt mødested. Der er jo altid mange aktiviteter på en gård, som man kan blive inviteret til at deltage i” siger Christopher Lundgren.
Højskolen som arnested
Allerede nu bliver elever fra Krogerup Højskoles nye hovedfag, Jorden Kalder, inviteret til at indgå i arbejdet på Lerbjerggaard. I løbet af april skulle de 16 elever havet været på fire dages praktik på gården, hvor Christopher Lundgren og Nanna Thomsen ville inddrage dem i at måle op til grøntsagsbede, klargøre markerne og udplante grøntsager. Praktikken er en del af en aftale mellem foreningen Andelsgaarde og Krogerup Højskole, hvor Nanna Thomsen tidligere har været elev. Aftalen går ud på, at forpagterparret tager elever i praktik og underviser i bl.a. klimavenlige dyrkningsmetoder, mens Krogerup Højskole forpligter sig til at aftage grøntsager og frugt fra gården til deres køkken. Det forløb satte Corona i første omgang dog en stopper for.
”Andelsgaarde inkarnerer det bedste i den danske klimabevægelse, fordi de viser, at ingen kan løse hele problemet, men alle kan gøre noget. De er med til at vise en vej ud af angst, frygt og mismod til aktiv handling, og deres måde at sammentænke demokratisering af økonomi og produktionsformer med bæredygtighed og klimavenlige dyrkningsmetoder er jo nærmest Hal Koch og Greta Thunberg i skøn forening,” siger Krogerup Højskoles forstander Rasmus Meyer.
Han tilføjer, at mange af højskolens elever søger et fællesskab, hvor de kan gå fra at være tilskuere til verdens gang til at være med til at handle og gøre noget, og samarbejdet med Andelsgaarde giver mulighed for at give eleverne både viden og konkret erfaring med at handle.
”Man siger jo, at andelsbevægelsen blandt andet blev skabt af unge bønder, som kom syngende hjem fra Askov Højskole og etablerede andelsmejerier. De blev ikke bare sig selv bevidst under højskoleopholdet, men fik også mod og inspiration til at handle kollektivt. Det samme kan ske nu, hvor vi står over for nye udfordringer, som kalder på eksperimenter og kollektive organiseringsformer,” siger Rasmus Meyer og tilføjer, at selv om det økonomisk set er dyrere for højskolen at købe grøntsager fra Lerbjerggaard end fra et konventionelt landbrug, er der opbakning til beslutningen fra både personale og elever: ”De efterspørger, at vi som højskole er med til at skabe og bakke op om løsninger på tidens store udfordringer, og de er mere optaget af at løse klimakrisen end af at få så mange frikadeller som muligt på tallerkenen. Så det er da helt oplagt, at højskolerne bliver aftagere af produktionen fra små bæredygtige fødevareproducenter rundt om i landet,” siger han.
Også Rasmus Willig og foreningen Andelsgaarde ser højskolerne som en oplagt samarbejds- og alliancepartner i en revolution af det danske landbrugs ejer- og dyrkningsformer.
”Højskolerne er et særligt sted for store paradigmeskifter, fordi der er tid og plads til den type af fordybelse, der skal til for at forstå udfordringerne og udvikle løsninger på dem. Vi vil meget gerne i kontakt med højskoler, der fx har jord tilovers, hvor vi kan etablere fremtidige andelsgårde, og som kan aftage grøntsager og frugt til deres storkøkkener udenom de fordyrende grossistled.”
Christopher Lundgren er enig. ”Højskolerne er en platform for at vise forskellige måder at leve og arbejde på, og hvis højskolerne går aktivt ind i det her, kan langt flere unge få øjnene op for, hvad livet på landet kan. Jeg håber virkelig, at vi med vores gård kan blive et eksempel på fremtidens klimavenlige landbrug og inspirere andre til at turde gøre noget lignende. Jeg vil gerne vise andre unge, at når jeg kan, kan de også. Jeg er vokset op i et parcelhus i Lyngby og havde aldrig sået så meget som en bønne, før jeg begyndte på landbrugsskolen,” siger han.
Da vi inviterede til arbejdsweekend for at plante frugttræer og nøddebuske, dukkede der 75 mennesker op.
Christoffer Lundgren, forpagter af gården Lerbjerggaard