Af Dagmar Winther, lærer på Rønde Højskole, Claus Staal, viceforstander på Den Internationale Højskole, Jasper Mortensen, forstander på Oure Højskole, og Jeppe Søe, journalist, foredragsholder, højskolemand mm. Tilsammen Højskolebladets redaktionsgruppe
Dagmar Winther: Jeg vil gerne kaste os lige ud i det og spørge dig, hvad du ser som højskolernes helt store udfordring lige nu. Og her jeg tænker ikke på Corona, men på højskolen som en institution i et samfund under forandring.
Elsebeth Gerner Nielsen: Det er at blive ægte relevant. At være med til at adressere nogle af de udfordringer, vi står over for. Og der er jeg nødt til at nævne bæredygtighed som det allerførste. Jeg håber meget, at vi kan være med til at favne og understøtte en ny vækkelse. I det 19. og 20. århundrede var det tyskerne og de nationale, der inspirerede højskolerne, og i det 21. århundrede må det være naturen og det globale. Der er en fare for, at hele diskussionen om klima ender som et spørgsmål om at udvikle den rigtige teknik, så vi slet ikke får logos-delen med. Højskolen kan bidrage til, at hele den kulturelle og identitetsmæssige dimension kommer med.
Hvis jeg kun har et bud, så vil jeg sige, at den største udfordring er at blive relevant på det 21. århundredes præmisser. Og der er bæredygtighed et væsentligt element.
Et andet væsentligt element drejer sig om, at vi skal være højskole for flere. Ikke kun for de 5000 årselever, vi heldigvis har. Men at vi bliver en højskole ud over højskolen. At vi kommer med nye bud på, hvordan vi skal leve med hinanden. At vi inkluderer mennesker i samfundets udvikling. Det er vi ikke gode nok til selv.
Vi skal ikke bare være en 4.g.-højskole. Vi skal være en højskole, som alle kommer på.
Og vi skal være en højskole ud over højskolen. Jeg håber, at højskolefolk blander sig meget mere i debatten om samfundet. At de er med til at sætte en dagsorden. Hal Koch sagde, at demokrati er en livsform, og det gælder fortsat. Hvem er det, der skal inspirere den, hvis det ikke er højskolerne?
Dagmar: Hvad får dig til at kaste dig ud i en opgave som den her? Hvad er det inde i dig, der vil ud og blomstre i sådan en stilling her?
Elsebeth: Mit drive har altid været fællesskabet. Hvad er det, der får mennesker til at blive en del af fællesskabet? Jeg er vokset op på landet og har set, hvordan individualismen udryddede en masse af de gamle fællesskaber. Og det var vældig godt, vil jeg sige, ligesom det også var udmærket, at der var en masse væsener, der tog over, der hvor naboskaber, ægteskaber, slægtskaber og alle de andre skabe slap. Altså sundhedsvæsen, vejvæsen, skattevæsen og alle de andre væsener. Men der er en bagside af den medalje, og det er ensomhed. Og den har jeg altid haft lyst til at være med til at adressere. I alt, hvad jeg har lavet, har det handlet om at finde en balance mellem individ og fællesskab. Og det er baggrunden for, at jeg sagde ja til den her stilling. Jeg kan næsten ikke se nogen, der spiller en større rolle, når vi taler udvikling af fællesskaber, end netop højskolerne.
Dagmar: Hvordan skal vi undgå, at højskolerne bliver 4.g.? Hvad kan vi gøre som bevægelse? Er det for dyrt? Har vi et PR-problem? Har vi et uddannelsessystem, der er skruet forkert sammen? Hvor ligger opgaven?
Elsebeth: Der er nogle strukturelle barrierer, som I kender. Betalingsloven og EGU og FGU-området er blevet skruet sådan sammen, at kommunerne ikke har tilstrækkeligt incitament til at bruge højskolerne. Det er FFD’s opgave at være med til at nedbryde dem. Men det handler også om, hvordan I tænker ude på den enkelte højskole. Jeg har hørt om højskoleelever, der var på et hold, hvor der var en 4-5 stykker, der kom med en helt anden baggrund. Elever, som kommunen havde sørget for kom ind. Og de blev ikke en del af fællesskabet. Der skal også ske noget på den enkelte højskole. Skal vi sætte en standard? Skal vi sige 10%? Det er ikke noget, vi kan klare fra sekretariatets side. Det skal være noget, vi alle sammen vil. Selv om vi har ventelister, og selv om det er nemt for os at få dem ind, der har gået på gymnasiet. Det vil være klogt, hvis vi gjorde det sammen. Der er 45.000, der ikke får en ungdomsuddannelse. Næsten alle unge har store personlige udfordringer. Hvis vi skal opretholde det høje statstilskud, vi får, og den fine placering, vi har i samfundet, så skal vi yde noget. Vi skal give noget tilbage. Ikke fordi det er dårligt, det vi gør. Men vi må stille os selv spørgsmålet: Kan vi gøre mere?
Højskolen og erhvervslivet
Dagmar: Hvad har du selv af erfaringer med højskolen? Har du været på højskole? Bare et bridgekursus?
Elsebeth: Jeg vidste, at det spørgsmål ville komme. Det korte svar er nej. Jeg arbejdede i Udviklingscenter for Folkeoplysning og Voksenundervisning i en del år. Og jeg var leder af et kulturhus, hvor vi forsøgte at lave en daghøjskole. Så jeg er flasket op med folkeoplysning, og jeg har arbejdet omkring højskolen det meste af mit liv.
Dagmar: Hvor ser du højskolens rolle i det etablerede uddannelsessystem?
Elsebeth: Vi skal blive ved med at være noget helt særligt. Men vi skal ikke dyrke det ud i det ekstreme. Vi skal række mere ud til at de andre uddannelser, end vi gør nu. For at hjælpe dem med de udfordringer, de har. Universiteterne står tilbage med unge, der er udbrændte, når de har været der et par år. Hele systemet er jo klemt. Og vi er så stærke. Højskolerne kan enormt meget på det område. Derfor sige jeg: Del ud af det. Vær generøse.
Jasper Mortensen: Det samme kan man vel sige om virksomheder og erhvervslivet. Kunne højskolerne have fordel af et mere formaliseret samarbejde med den sektor?
Elsebeth: Ja, det kan de. Højskolerne har været og er en stærk del af det civile samfund. Men skal vi have virkelig indflydelse, så skal vi også arbejde sammen med erhvervslivet. Det har vi tidligere haft en tradition for at gøre. De første 125 år havde mange højskoler landbrugsfaglige uddannelser, og andre havde håndværksfaglige linjer. Man så på det tidspunkt sig selv som en del af et erhvervsliv. Man skulle både have noget at leve for og af. Målet var at få foden under eget bord, at blive et myndigt menneske. Det handlede ikke bare om ånd. Det handlede også om at kunne noget, man kunne leve af. Man kan - som inspiration også pege på den fase, hvor mange højskoler arbejde med vedvarende energi. Det var højskoler, der sammen med nogle gode smede i Vestjylland og nogle dygtige meteorologer skabte grundlaget for vindmølleeventyret. Det er da et fremragende eksempel på, at højskolerne har været et enzym, der har fået en kæmpe økonomisk betydning og stor indflydelse på udvikling af erhvervslivet.
Højskolerne er vokset ud af den kreativitet, som opstod oven på tabet af det halve kongerige i 1864. Overalt i det Danmark, der var tilbage, blev der bygget højskoler, som i de sidste 175 år har været med til at nære fællesskab og demokrati. Har været med til at støtte folk i at få tro og tillid til egne kræfter. Vi har de seneste par måneder sat os for at samle så mange som muligt af de nye idéer og tiltag, som blevet til under Corona- krisen. For at vise, at ud af krisen skabes der noget nyt og inspirerende. Noget der er værd at dele. Noget der er værd at være fælles om. Så endnu flere bliver opmærksomme på og lader sig inspirere af skabertrangen.
Jeg vil ikke sige, at vi skal arbejde for noget nationalt, men vi skal være patrioter og elske vores land. Vi skal gøre vores fællesskab stærkere. Men vi skal ikke gøre det på bekostning af andre. Tværtimod. Der er behov for, at vi tænker os som borgere i et globalt samfund.
Elsebeth Gerner Nielsen, Generalsekretær i FFD
Jeppe Søe: Man kunne udfordre det perspektiv ved at sige: Der er så mange, der arbejder for erhvervslivet. Har højskolerne ikke netop en forpligtelse til også at være noget andet? Til at være en pause fra det helvede, man har været i siden 0. klasse. Risikerer man ikke at blive for meget en erhvervsskole, hvis man går for langt ud ad den tangent. Er der ikke noget andet, der er mere unikt?
Elsbeth: Hvis jeg kunne forbyde et ord i højskoleverdenen, så skulle det være ”pause”.
Jeppe: Jeg bruger det bevidst, fordi det andet er en motorvej. Men man har også brug for en rasteplads, hvor man kan stoppe ind, se på kortet og finde ud af, hvor man er på vej hen. Det må der også godt være plads til. Det er som om, alt i dag skal have retning. Nogle gange kunne det være godt med en rasteplads. Det er der også værdi i.
Elsebeth: Det tror jeg godt, erhvervslivet kan se. Når jeg taler med virksomhedsledere, så er deres største problem udbrændte medarbejdere. Og hvorfor er de udbrændte? Det handler i høj grad om, at de mangler tid til at tænke sig om, tid til at blive inspireret i forhold til det, der giver livet mening. De mangler en rasteplads, som du siger Jeppe. Hvis vi kunne forklare Dansk Industri det. Hvis vi kunne være med til at adressere den udfordring, at deres medarbejdere ikke har det godt. Og at det kunne være til stor glæde for dem at komme på højskole. Hold da op, hvor ville vi så nå langt.
I 1917 var der 300.000 unge, der havde været på højskole. De tog tilbage i deres lokalsamfund, og fordi de havde lært om den nordiske mytologi og læst litteratur, og lært lidt om sædskifte og at sko en hest, endte de ofte som ledere, når de kom hjem. På højskolen havde de fået modet til at gå foran. Og det var dem, der skabte grundlaget for andelsbevægelsen og lurmærket. Alt det, der har gjort, at vi sidder her – og kan få vores statstilskud. De skabte det finansielle udgangspunkt for velfærdsstaten.
Jasper: Mener du, at højskolerne skal åbne mere op – i en kombination af det, Jeppe lidt provokerende beskriver som en pause, og en udviklings- og dannelsesplatform for på den måde at virke som inspiration for erhvervslivet?
Elsbeth: Ja, og de efterspørger det også. Prøv at lægge mærke til det. De virksom-hedsledere, der virkelig har noget at skulle have sagt, arbejder med sig selv på helt nye måder. Ingen af dem vover længere kun at tale om overskud og bundlinje. For dem handler det om, hvad grundlaget er for deres bundlinje.
Jeg er ikke enig i, at vi har glemt det historiske. Det lever i bedste velgående.
Elsebeth Gerner Nielsen, Generalsekretær i FFD
Claus Staal: Når vi taler om grupper – du nævner sårbare unge. Det er et kolossalt arbejde i at have med den gruppe at gøre. Og jeg tror, at langt de fleste højskoler vil mene, at det stikker i to forskellige retninger. Enten er det noget med personlig udvikling, eller også er det noget med at være forandringsagenter. Enten er det dem, der kan alt muligt. Eller også er det dem, som af forskellige årsager næste ingenting kan. Bare at få dem igennem et højskoleophold er en kamp. Hvordan forestiller du dig, at en højskole skal kunne begge dele. Både være arnested for forandringsagenter og samtidig kunne hjælpe de sårbare grupper?
Elsbeth: Hvis jeg kunne svare på det, så skulle jeg være blevet højskoleforstander. Men er det ikke sådan, at det kendetegner højskolepædagogikken, at den tager udgangspunkt i det, folk kan, og ikke i det, de ikke kan? Uanset om man er såkaldt sårbar eller ej. Måske har vi i for høj grad fokuseret på personlig udvikling. På dig og det personlige i stedet for at tage det udgangspunkt, at det er igennem fællesskabet og ved at bidrage til det, at man finder mening. Det kan være på forskellige måder, men bare det at gøre noget, som har betydning for andre. Det kan være ganske lidt – at bage et brød til nogen. Det handler om at opleve, at det, du kan, det kan bruges til noget. Det er ikke kun for mig og for min egen skyld. Er det ikke der, forandringsagenten og den sårbare mødes? De sårbare er også nødt til at være forandringsagenter, for de skal ud og ændre på deres relation til omverdenen, hvis de skal blive hele mennesker.
Claus: Højskolerne er meget forskellige. Hvis man ser på dem udefra, kan man få på fornemmelsen, at der er højskoler, der bedre forvalter og repræsenterer en højskoletradition, og så nogen, der i mindre udstrækning gør det. Du kommer udefra ind i cirklen. Har vi brug for et opgør med, hvad højskole er?
Elsbeth: Nej. Nu har vi diskuteret det de sidste 175 år. Højskolerne har altid været udspændt mellem det værende og det vordende. Mellem historien og utopien. Jeg synes virkelig, at vi har brug for utopien og det vordende som afsæt for højskolen i de kommende år. Vi skal ikke glemme traditionen, men det er der heller ingen fare for. Samfundet tørster efter svar på, hvordan vi skal leve med hinanden i fremtiden. Det kan højskolerne være med til at give bud på. Ved at vove at have fødderne plantet solidt i den blå luft.
Claus: Kan der være en fare for, at højskolerne – i spændet mellem det værende og det vordende – kan være hvad som helst inden for lovgivningen?
Elsbeth: Der er en kerne, der handler om dannelse. Højskoler understøtter mennesker i at forholde sig til omverdenen. I at blive dygtige til at være mennesker.
Jasper: Når man ser på højskolernes hovedsigte, livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse, er det jo en tydelig grundtvigsk tradition. Mangler der ikke et eller andet her? Er vi for nationale?
Elsebeth: Nej. Jeg vil ikke sige, at vi skal arbejde for noget nationalt, men vi skal være patrioter og elske vores land. Vi skal gøre vores fællesskab stærkere. Men vi skal ikke gøre det på bekostning af andre. Tværtimod. Der er behov for, at vi tænker os som borgere i en global verden.
Som bevægelse har vi bidraget til, at der findes højskoler overalt i verden. Og vi har inviteret elever ind udefra. Det er guld værd. Jeg kunne også godt tænke, at vi fik øje på, at den internationale dimension også findes lige om hjørnet. Kunne alle højskoler ikke hente inspiration i for eksempel de såkaldte ghettoer? Eller: Vi uddanner mange udlændinge på de danske universiteter. Kunne vi ikke hjælpe dem med at komme ind på det danske arbejdsmarked – ved at give dem de menneskelige og kulturelle kompetencer, som et højskoleophold kan give?
Højskolens 10 bud
Jeppe: Det kunne være sjovt at spørge dig: Hvad er en højskole?
Elsebeth: En højskole er en højskole er en højskole. Ordet højskole refererer til den fysiske bygning. Til stedet. Men derudover er det en forestilling, som er med til at præge hele samfundets selvforståelse. Kernen i det er, at den hjælper os til at finde ud af, hvad det vil sige at være menneske. Den hjælper os til at kunne begå os i forhold til vores omgivelser.
Jeppe: Det er fantastisk, at du kan svare på det uden at have været på højskole. Det siger noget om højskolens kraft ud i samfundet. Højskolen har altid været med til at definere samfundet. Som meningsdanner. Der står højskolen måske ikke så stærkt i dag. Hvad vil du gøre for at styrke den dimension?
Elsebeth: Man skal passe på med ikke bare at være administrator som højskoleforstander. Jeg ved godt, at der er meget at administrere. Og jeg ved, hvad der fylder i hovederne på forstanderne. Og det er ikke at skrive læserbreve. Det ville være godt at kanalisere noget af energien over i at tænke over. Hvordan er jeg og vi med til at præge den offentlige debat? At sikre, at der er en god politisk samtale i samfundet. Og her taler jeg ikke om Christiansborg, men med Hal Koch om, hvordan vi vil leve med hinanden. Den samtale er et bål, vi som højskolefolk skal bære ved til hele tiden.
Corona-krisen har afsløret, hvor afhængig højskolerne er af staten og bankerne. Det er ikke helt sundt.”
Elsebeth Gerner Nielsen, Generalsekretær i FFD
Jeppe: Hvordan vil du selv arbejde for, at højskole fylder mere?
Elsebeth: Jeg håber også, at jeg kan komme til at være med til at blande mig. Men min rolle er nok snarere at skabe nogle rammer, så I alle har lyst til det og føler jer kaldet til det. Forhåbentlig også ved, at vi kunne fjerne noget administration fra jer og skabe fora, hvor I kan inspirere hinanden.
Jeppe: Jeg hører det 21. århundrede, bæredygtighed og erhvervsliv – det vordende. Men jeg synes jo, at det er traditionen, der i højere grad mangler. Hvordan kan vi fylde mere med den?
Elsebeth: Vi er virkelig godt i gang. Noget, jeg glæder mig til, er, når den nye Højskolesangbog kommer. Jeg kan ikke forestille mig et bedre fundament for en diskussion af, hvad vi kommer af. Jeg er ikke enig i, at vi har glemt det historiske. Det lever i bedste velgående.
Jasper: Jeg mener sådan set også, at historien fylder rigtig meget. Jeg savner mere modet til fornyelse. Eller er det bare mig?
Jeppe: Ja, det er i hvert fald ikke mig …
Elsebeth: Jeg har måske ikke været her længe nok til rigtig at kunne vurdere det. Men spørger du, om det værende eller det vordende fylder mest, ville min mavefornemmelse være, at det vordende ikke har så god plads som det værende.
Dagmar: Er der noget, du gerne vil spørges om?
Elsebeth: Jeg ville gerne spørges om: Har du 10 bud på, hvor højskolen skal hen?
Dagmar: Har du 10 bud på, hvor højskolen skal hen?
Elsebeth: Okay. De kommer her. 10 bud på nytænkning af højskolen som bevægelse og institution: 1. Omfavn de ufødte. Bliv en bærende kraft for den fjerde vækkelse siden 1844. En vækkelse, som har sit udspring i det spirende globale ungdomsoprør. 2. Mere fællesskab. Corona-krisen ser ud til at befordre et nyt fokus på fællesskab. Det er godt nyt for højskolen. Hvordan kan højskolen bidrage til nye former for fællesskab og blive endnu bedre til at støtte op om det enkelte menneskes adgang til fællesskabet? 3. Mere hånd. 4. Mere erhverv. Det har vi talt om. 5. Højskole ud over højskolen. Det har vi også været inde på. 6. Mere lys til alle. Lyset er fortsat ikke bare for de lærde. Mangfoldigheden skal være større i elevgruppen. Der er 45.000, der ikke får en ungdomsuddannelse. Det skal vi være med til at gøre noget ved. 7. Mere bevægelse. Idrætshøjskolerne har meget stor indflydelse på vores opfattelse af det sunde liv. Sundhed er ikke et mål, men et middel til et liv med dybde. Det kunne idrætshøjskolerne hjælpe med at italesætte. 8. Vi skal være mere internationale. 9. Mindre pause, mere opiltning. 10. Større økonomisk uafhængighed. Corona-krisen har afsløret, hvor afhængig højskolerne er af staten og bankerne. Det er ikke helt sundt. Egenkapitalen på den enkelte højskole skal op. Og skal vi ikke til at tænke i nye muligheder for indtægter?
Man skal passe på med ikke bare at være administratorer som højskoleforstander. Jeg ved godt, at der er meget at administrere. Og jeg ved, hvad der fylder i hovederne på forstanderne. Og det er ikke at skrive læserbreve. Det ville være godt at kanalisere noget af energien over i at tænke over. Hvordan er jeg med til at præge den offentlige debat?
Elsebeth Gerner Nielsen, Generalsekretær i FFD