Af Malene Fenger-Grøndahl, journalist
Kan vi lære noget af krisen og komme styrkede ud på den anden side? Når man er midt i store omvæltninger i samfundet, har man ikke overblik over, hvad konsekvenserne bliver. Men i kriser sker det ofte, at vi opdager værdien af det, vi mister, og når vi får det igen, værdsætter vi det i højere grad end før.
”Vi er blevet indpodet, at ethvert andet menneske er en potentiel smittebærer snarere end et medmenneske. Derfor skal vi som højskole være med til at revitalisere ’den anden’ som samtalepartner og medborger.”
Simon Axø, forstander på Testrup Højskole
Hvad har vi mistet under denne krise, som vi formodentlig vil sætte større pris på, når eller hvis vi får det igen?
Simon Axø, forstander på Testrup Højskole:
Vi er blevet berøvet det, filosoffen Hannah Arendt kalder vores "fælles fremtrædelsesrum", og sådan et rum er højskolen. Et rum, hvor elever og lærere i fællesskab træder frem eller op på en scene. Vi deler og diskuterer fortolkninger af verden – hvad enten det tager form af kropslige fortolkninger, kunstneriske fremstillinger eller filosofiske og litterære frembringelser. Vi udveksler fortolkninger af verden, og på den måde bliver vi klogere og bidrager til den demokratiske samtale, og samtidig får vi justeret og kalibreret vores selvbillede gennem respons fra andre.
Efter andre kriser er højskolen blevet styrket. Tror du også, at det vil ske denne gang?
Mennesket har en metafysisk længsel efter samhørighed, som bliver særlig tydelig, når vi står i en krise, hvor vi fx trues på økonomien, og mange mister deres arbejde. Det så vi efter finanskrisen, hvor højskolerne oplevede øget tilslutning. Det samme vil muligvis ske nu, hvis folk tør gå på højskole igen, hvilket det heldigvis tyder på, da mange skoler melder om god søgning til efterårskurserne. Højskolen kan være med til at afbøde noget af den distance og akavethed, som nok desværre kommer i kølvandet på denne her krise. Vi er blevet indpodet, at ethvert andet menneske er en potentiel smittebærer snarere end et medmenneske. Derfor skal vi som højskole være med til at revitalisere "den anden" som samtalepartner og medborger. En forudsætning for et vellykket demokrati er, at vi tør opholde os i det offentlige rum, så højskolerne skal være med til at gendanne fortroligheden, tilliden og umiddelbarheden i mødet med den anden. Filosoffen og teologen K.E. Løgstrup mente, at i en samtale må billedet af den anden – de forestillinger, man har gjort sig på forhånd – vige for nærværet. Det er det, der sker på højskolen. Når man synger, spiser, diskuterer og lever sammen, må maskerne og de fastlåste billeder af den anden vige for nærværet.
”Jeg undrer mig over, at højskolerne samlet set har fyldt så lidt i den offentlige debat under Corona-krisen. Vi skal sige højt, at vores værdier matcher præcist det, folk længes efter.”
Tania Dethlefsen, forstander på Gerlev Idrætshøjskole
Kan du se muligheder for, at Corona-krisen kan styrke fællesskabet og højskolernes rolle i det?
Tania Dethlefsen, forstander på Gerlev Idrætshøjskole:
Ja. Der er et momentum nu, som vi skal udnytte. Under krisen er langt flere end normalt blevet opmærksomme på, hvad fællesskabet betyder. Højskolesangbogen ligger øverst på bestsellerlisterne, og savnet af ikke kun de nære, men også de store fællesskaber, har skabt en ny bevidsthed om fællesskabernes betydning, som det er vores opgave at omsætte til en ny praksis.
Hvordan kan højskolerne gøre det, så det hænger ved, når krisen klinger af?
Vi skal kippe med flaget på en måde, højskolerne måske ikke har gjort i en del år, fordi vores egen overlevelse – med svindende elevtal, faldende statstilskud osv. – har fyldt meget. Vi skal fortælle meget tydeligere, at vi kan tilbyde tid og plads til en type af eftertænksomhed, som vores tid og samfund har brug for. Vi skal pudse begreber som livsoplysning og dannelse af og give vores bud på tidens store spørgsmål – ikke kun over for vores elever og kursister, men også i den offentlige debat. Jeg undrer mig over, at højskolerne samlet set har fyldt så lidt i den offentlige debat under Corona-krisen. Vi skal sige højt, at vores værdier matcher præcist det, folk længes efter. At vi er det sted, hvor man sammen kan søge svar på, hvad det gode liv er.
Men risikerer vi ikke, at der lige om lidt kommer mere fokus på at få økonomien i gang end på at styrke fællesskaberne og den fælles samtale om det gode liv?
Jo, og derfor skal vi ud og sige meget tydeligt, hvilken samfundsmæssig rolle, vi har og gerne vil have. Allerede inden krisen havde vi en ungegeneration, som trivedes mindre end alle forudgående generationer, og der var en stigning i ensomhed og diagnoser på tværs af generationer. Under krisen er det blot blevet tydeligere, hvor meget mistrivsel det skaber, når fællesskaberne ikke er der. Så vi skal ud på en markant måde og sige, at de ungefællesskaber, vi skaber, og den type af fællesskabsmuskler, der styrkes i de dybe, forpligtende rum på en højskole, er der mere brug for end nogensinde. Og vi skal som bevægelse skabe nye typer af partnerskaber, sådan som nogle højskoler allerede er gode til, og blive endnu mere forankrede lokalt og på tværs af landkortet.
Jeg undrer mig over, at højskolerne samlet set har fyldt så lidt i den offentlige debat under Corona-krisen. Vi skal sige højt, at vores værdier matcher præcist det, folk længes efter.
Bjørn Bredal, forstandet på Johan Borups Højskole
Er der håb for, at Corona-krisen vil styrke højskolernes rolle i samfundet?
Bjørn Bredal, forstandet på Johan Borups Højskole:
Det er der helt bestemt. Højskolerne har altid været med i de store vigtige debatter. Den allerførste store debat, der begrundede, at man overhovedet hittede på højskoler, var jo spørgsmålet om, hvordan man uddanner os alle sammen til demokratiet. Demokratiet er altid i fare for at være den styreform, hvor det er de dummeste, der bestemmer. Den problemstilling har højskolen været et svar på – og skal fortsat være det. Højskolen skal prøve at gøre os alle sammen til lidt mindre dumme demokrater – og derigennem få kvalificeret samtalen. Det helt store spørgsmål, som allerede var aktuelt før Corona-krisen, men bliver accentueret af den, er, hvordan vi skaber en ny form for globalisering i stedet for den fuldstændig destruktive globalisering, vi har gang i - i forhold til både natur, kulturer og det enkelte menneske. Det er kæmpestore alvorlige problemstillinger, som alle samfund, også det danske, skal tage fat på, og selvfølgelig skal højskolebevægelsen gå ind i den samtale. Jeg er selv mest optaget af rejsenormer. Næsten alle vores elever er rygsækrejsende eller drømmer om at blive det, mens nogle få har valgt det fra af hensyn til klimaet. Det er en gruppe meget bevidste unge, vi får ind på højskolerne, som gør sig tanker om nye måder at rejse på, og lige nu, hvor alle flyene står på jorden over hele verden, har vi en unik mulighed for at tænke over, hvordan vi kan transformere al turisteriet til rejseri – ved fx at rejse langsommere og over længere tid. Højskolerne har en fantastisk mulighed – og et ansvar – for at gøre de unge til kvalificerede rejsende - nysgerrige og respektfulde over for de kulturer, de møder, og over for naturen. Spørgsmålet om globalisering og rejseform er meget påtrængende for de unge, for de er jo rejselystne flåder, der også er meget optaget af at diskutere og finde nye veje.
Kan Corona krisen styrke højskolebevægelsen?
Bestemt. Men det kræver, at højskolebevægelsen forsøger at finde ud af, hvad det centrale for den er. Denne krise har vist os, at når højskoleforeningen møder op i ministeriet og skal forsøge at forklare, hvad en højskole er, så er der temmelig mange forskellige ting, man skal forsøge at favne. Jeg mener, at højskolens core business er at arbejde med den opvoksende slægt og danne og uddanne de unge til bevidste verdensborgere.
Hele guddommeliggørelsen af det abstrakt globale som ideologi er forbi, og vi skal tænke mere enkelt og lokalt. Det er en ny tidsånd, hvor man opdager, at man kan leve på en anden måde.
Thue Kjærhus, forstander på Rønshoved Højskole
Hvad kan vi lære af krisen?
Thue Kjærhus, forstander på Rønshoved Højskole:
Krisen har afsløret, at flertallet af det senmoderne samfunds storbymennesker ikke har nogen metafysik. De taler om, at vi går glip af oplevelser. Vi går glip af sølvbryllupper og rejser, og vi ved ikke, hvad vi skal stille op med vores sommerferie, fordi vi ikke kan planlægge ret langt frem. Det er meget tidstypisk og afspejler, at vores liv er blevet ydre; vi tænker ikke på det indre. Min mor på 93 år synes, at det er mærkeligt og forkælet, for hun har oplevet 2. verdenskrig, og i sammenligning synes hun, at det, vi oplever nu, er peanuts. Hun kan ikke forstå, at de fleste taler om ensomhed og isolation uden at relatere det til krisen, kun til sig selv. Forskellen er, at min mor har en metafysik, en kristendom, at falde tilbage på. Det har hverken de unge eller vores generation – jeg er 65 år. Derfor kommer alt til at handle om cost benefit-analyser. Krisen tydeliggør manglen på metafysik.
Hvordan kan denne afsløring og erkendelse bane vejen for noget nyt og bedre?
Det kan ske på mange måder. Jeg så et indslag i tv-avisen om et plejehjem, hvor de ansatte ikke længere brugte tid på at holde møder, fordi de ikke måtte samles. I stedet brugte de tid med beboerne og blev meget mere nærværende i de ældres liv. Folk er begyndt at købe sommerhuse og genopdage nærværet og det lokale. Det kan blive en indledning til at handle i forhold til miljø og klima. Hele guddommeliggørelsen af det abstrakt globale som ideologi er forbi, og vi skal tænke mere enkelt og lokalt. Det er en ny tidsånd, hvor man opdager, at man kan leve på en anden måde.
Hvilken rolle kan højskolerne spille i denne forandring?
Højskolerne skal også tænke sig om. Vi har også kørt med udlandsrejser og fokuseret på at tilbyde oplevelser. Vi har ikke bare selv svaret, men vi kan danne ramme om en samtale mellem mennesker og generationer, hvor vi kan finde frem til nogle mulige svar. Eleverne skal ikke være kunder, der køber en vare, men partnere, som bringer noget ind i samtalen. Mange af de unge har på nogle måder mere tilfælles med min mors generation end vi andre. De tænker i nærvær. Det skal vi gribe og bruge til at gøre højskolerne mere eksistentielle. Vi skal tage de svære diskussioner, for der er masser af dilemmaer. Vi bor tæt på grænsen og oplever paradokset i, at nationalstaten lykkedes med at lukke ned, mens genåbningen kræver en synkronisering i Europa. Synkroniserer vi ikke med tyskerne, kan vi fx ikke gennemføre kurser, hvor vi tager til Sydslesvig.
Selv om vi til en vis grad vil vende tilbage til vores almindelige liv og igen blive fanget i hamsterhjulet, så tror jeg, at krisen kommer til at pirke til den længsel efter en ny balance i livet.
Vibeke Lundbo, forstander på Højskolen Skærgården
Ser du nogle muligheder for samfundet og højskolerne i den nuværende krise?
Vibeke Lundbo, forstander på Højskolen Skærgården:
Ja, jeg ser i den grad en mulighed for, at begrebet livsoplysning vil få nyt liv og indhold i efterdønningerne af denne her krise. Der bliver en ny forståelse af – og et nyt behov for – livsoplysning, fordi vi kommer til at forholde os til vores liv og hinanden og vores prioriteringer på en ny måde. Det gælder helt konkret - hvordan kan vi være nærværende over for hinanden, hvis vi ikke må røre ved hinanden og kramme? Men det handler også mere overordnet om, hvordan vi skal indrette os. Skal vi udvikle nye samværs-, bo- og arbejdsformer? På Højskolen Skærgården, hvor eleverne har en gennemsnitsalder på omkring 50 år, har vi længe mærket, at mange oplever en ubalance i deres liv. Nogle er en del af vækstsamfundet og har alt for travlt, mens andre reelt er bundet derhjemme og ikke har noget, de skal nå – og begge dele er lige stressende. Derfor er der en længsel efter og nysgerrighed på nye måder at leve livet på, og den længsel og nysgerrighed vil vokse. For selv om vi til en vis grad vil vende tilbage til vores almindelige liv og igen blive fanget i hamsterhjulet, så tror jeg, at krisen kommer til at pirke til den længsel efter en ny balance i livet.
Hvordan kan netop højskolerne spille en rolle i at imødekomme den længsel?
På højskolen får man tid til at finde sine prioriteringer og værdier og blive tro over for sig selv. Der er selvfølgelig også andre steder, man finder tilbud om fx meditation og retræter, men mange af de tilbud er drevet frem af markedet, og der vil jeg – med inspiration fra den tyske sociolog Hartmut Rosa – sige, at vi som højskoler netop skal være et eksempel på, at disse muligheder for at finde sig selv skal forankres i institutionerne. Rosa skriver om begrebet resonans, som handler om, hvordan vi kommer i sync med verden omkring os, og argumenterer for, at det skal tænkes ind i institutionerne. Med Corona-krisen kan højskolerne i endnu højere grad blive et sted, hvor man søger hen for at trække sig ud af højhastighedssamfundet og få finjusteret sit system og sanseapparat, ligesom man i gamle dage havde en vekselvirkning mellem landbrugsarbejde og højskoleoplysning.