Vi har lært af fortidens kriser men også glemt en masse

Publiceret 09-06-2020

TENDENS Har vi lært noget af fortidens kriser, som vi bruger under Corona-krisen? Og lærer vi noget af den nuværende krise, som kan komme os til gode i fremtiden? Arkæolog Jeanette Varberg mener, at vi har masser af læring fra fortiden med os, mens historiker Henrik Jensen er mere skeptisk.

Udsnit af "Høstvognen" malet af Hieronymus Bosch i 1400-tallet.

Af Malene Fenger-Grøndahl, journalist

I 1348 ramte pesten det nordlige Italien med voldsom kraft, og Giovanni Boccaccio (1313-1375), der var søn af en rig handelsmand, mistede sine forældre og mange af sine venner til epidemien. Pestens rasen og de menneskelige overlevelsesstrategier, den fremkaldte, inspirerede Boccacio til at skrive værket Dekameron, som udkom i 1351. Dekameron har i disse måneder fået en revival, for Boccacios beskrivelse af det pestramte Italien vækker genklang under nutidens Corona-pandemi. I Dekameron lader Boccacio ti unge mænd og kvinder, der er flygtet fra det pestramte Firenze, samles i ti dage på et landsted, hvor de i idylliske omgivelser fortæller hinanden historier. Historierne viser, hvordan pestens hærgen vender op og ned på værdier og moral og ryster tiltroen til kirke og magthavere.

Men hvor meget har vi lært af pestens hærgen og andre epidemierog kriser? Hvor gode er vi til at inddrage fortidens erfaringer i nutidens håndtering af Corona-pandemien?

Arkæolog og museumsinspektør ved Nationalmuseet Jeanette Varberg siger: ”Boccacios og andres forfatteres beskrivelse af pestens følgevirkninger under sygdommens første fremstød i Norditalien er på den ene side genkendelig. Nogle lukker sig inde i deres huse og håber, at smitten ikke når dem. Andre fester i store, tomme paladser og drikker og har sex og gør alt det, de ikke må. Skal de dø, vil de have noget ud af deres sidste dage. Andre igen mener, at pesten er Guds straf, og flagellanter, der pisker sig selv i håb om på den måde at afværge Guds vrede, har kronede dage. Disse reaktionsmønstre kan vi genkende i lidt andre former i dag. Men forskellen er, at vi i dag ved meget mere om epidemier, og hvordan de spredes, og vi har en stærk stat og et stort socialt sikkerhedsnet. Vi er ikke overladt til os selv, men får udstukket nogle strategier ovenfra.”

Vi har haft en opfattelse af, at vi er verdens herrer, og har man den opfattelse, så går det galt, når klimaet eller naturen slår med halen, og man står uforvarende tilbage.

Arkæolog Jeanette Varberg

Og strategierne, der udstikkes ovenfra, baserer sig i høj grad på opsamlet erfaring fra fortidens store epidemier, påpeger Jeanette Varberg: ”Karantæne brugte man allerede under det andet pestudbrud, hvor man lavede regler om, at skibe, der kom fra fremmede havne, skulle være i karantæne i 40 dage. Allerede i 1500-tallet observerer man, at sygdommene springer fra menneske til menneske og spreder sig på den måde, og selv om man til at begynde med favner i blinde, udvikler man flere og flere redskaber baseret på erfaringer. Begrænsningerne i den sociale mobilitet og den røde og grønne kurve for smitteudviklingen er udviklet under den spanske syge, der dræbte omkring 50 millioner mennesker på verdensplan omkring 1918-19.”

Jeanette Varberg understreger dog samtidig, at de forskellige pandemier opfører sig forskelligt, og derfor står vi også i dag famlende over for den nye Corona-virus.

”Epidemier opfører sig forskelligt, afhængigt af hvilken strategi mikroberne har, og lige nu oplever vi et kapløb mellem videnskaben og Corona-virusset, hvor Corona ser ud til at have et vist forspring. Selv om sygdommen slet ikke er så dødelig som pesten, der slog op mod 60% af alle smittede ihjel, er det stadig svært at forudsige, hvor alvorligt Corona kommer til at ramme. Man kan sagtens forestille sig, at den muterer og kommer i en anden bølge, der bliver voldsommere end den første, sådan som det skete med Den Spanske Syge,” siger arkæologen.

En forkælet generation

Sammen med historiker Poul Duedahl er Jeanette Varberg i gang med at færdiggøre manuskriptet til en bog om 10.000 års epidemihistorie, og en af pointerne i bogen vil være, at selv om vi lærer af historien, har vi også en tendens til at glemme alvoren i fortidens kriser, når de kommer på et par generationers afstand.

”Vi er en generation, der er vokset op efter Murens fald, og som ikke har oplevet de store katastrofer. 9/11 nævnes af og til som en stor katastrofe, men den havde mere symbolsk betydning, end den havde stor indflydelse målt på antallet af døde. Så vi er lidt en forkælet og tryg generation, som med Corona-pandemien erfarer, at verden kan slå fra sig,” siger hun og tilføjer, at hun som arkæolog – med det lange historiske perspektiv i baghovedet – ikke blev overrasket, da den nye Corona-virus begyndte at sprede sig.


”Jeg – og mange af mine kolleger – har længe sagt, at det kun var et spørgsmål om tid, før vi ville få en ny pandemi. Der kommer som regel en hvert 100. år, så statistisk set burde den have ramt nu. Men vi har haft en opfattelse af, at vi er verdens herrer, og har man den opfattelse, så går det galt, når klimaet eller naturen slår med halen, og man står uforvarende tilbage. Det har vi også set eksempler på under den nuværende krise. Vi har ganske vist en epidemilovgivning, men vi så også, hvordan man i Aarhus havde skippet hele sit værnemiddellager og ikke købt nyt ind. Når man ikke har en oplevelse tæt på af, hvad en epidemi indebærer, tager glemslen og overmodet over.”

Historien viser, at det i samfundenes liv ikke er meget anderles end i det enkelte menneskes. Man går og prøver at samle erfaringer op og lære af dem, men så sker der alligevel ting, man ikke havde forudset, og så må man tage fat der.

Historiker Henrik Jensen

Vi er ikke blevet en anden størrelse

Historiker og forfatter Henrik Jensen, der netop har udgivet bogen Efter Gud – det 20. århundredes fortabte generationer og menighedsløsheden, har ikke den store tiltro til, at vi som civilisation lærer af fortiden.

”Når vi læser Boccaccios beskrivelse af pestens Firenze, kan vi se både ligheder og forskelle. Vi kan se, hvordan nogle af de unge mennesker stak af fra byen og lod deres familie sejle deres egen sø. Under Corona-krisen kan man sige, at vi næsten har foretaget den modsatte bevægelse; vi er blevet kastet ind i familien og har været tvunget til at være mere sammen, end de fleste er vant til, og man kan håbe, at det kan give os større opmærksomhed på den samfundsinstitutionelle opgave, som familien har – at den ikke bare er en ramme for fri leg, men er med til at danne individet, så det opvoksende barn bedre kan blive i stand til at indgå i et samfund med andre. Man kan håbe, at vi på den anden side af krisen kan finde andre måder at organisere os på, hvor vi kan arbejde mere hjemmefra og have mere hjemmeliv i løbet af dagen, hvor kvarteret kan blive levende igen, og børn kan finde legekammerater i lokalområdet,” siger han.

Jeg hører ikke til dem, der tror, at mennesket pludselig er blevet en anden størrelse, når vi kommer på den anden side af det her.

Historiker Henrik Jensen

Det er dog mere en forhåbning end en prognose, understreger han, for ”jeg hører ikke til dem, der tror, at mennesket pludselig er blevet en anden størrelse, når vi kommer på den anden side af det her. Men historisk set er der kommet noget godt ud af, at vi med vores forstand og fornuft er i stand til at skabe nogle værdier og institutioner, som er med til at sikre, at vi kan få det bedste ud af vores vilkår. Derfor er det også bemærkelsesværdigt, at visse fællesskaber, som man havde en fornemmelse af var ved at gå lidt i stykker, nu viser deres værd. Familien er et eksempel, nationalstaten er et andet. De overstatslige institutioner har glimret ved deres fravær under håndteringen af Corona-pandemien, mens nationalstaten, som har været dømt død rigtig mange gange i det 20. århundrede, især efter 2. verdenskrig, har vist sig at kunne agere og være den institution, vi føler os trygge ved. Der er kommet en vis skepsis over for hele globaliseringsprojektet, og det kan vise sig at have en varig effekt.”


Jeanette Varberg forudser, at nogle af restriktionerne og opmærksomheden på afstand og hygiejne vil vare ved, også efter at den umiddelbare trussel fra Corona-virusset er drevet over. Men bliver vi ikke ramt af noget tilsvarende inden for de næste 50 år, vil vores påpasselighed formodentlig igen blive mindre, vurderer hun.

Arkæologen mener dog, at vi bør bestræbe os på at lære mere af historien, også ved at se på de tendenser, som viser sig over meget lange stræk.

”For eksempel er der ofte et sammenfald mellem markante ændringer og store epidemier. Det bør vi tage alvorligt og kigge nærmere på,” siger hun og tilføjer: ”Vi har levet i en boble af tryghed, men sygdommen har bragt et usikkerhedsmoment ind i vores liv. Vi er blevet klar over, at noget kan ramme os og disrupte vores hverdag. Den bevidsthed er ny for mange, men som arkæolog har jeg længe kigget ud over den lille boble og har fx været bange for, at supervulkaner går i udbrud og sender os tilbage til stenalderen. Risikoen er lille, men den er der.”

Henrik Jensen er dog mere skeptisk over for rationalet i at kigge på fortiden for at forsøge at forudsige og forberede sig på fremtiden.

”Historien viser, at det i samfundenes liv ikke er meget anderles end i det enkelte menneskes. Man går og prøver at samle erfaringer op og lære af dem, men så sker der alligevel ting, man ikke havde forudset, og så må man tage fat dér. Der er en uforudsigelighed, som også har sine fordele, for det er nok meget godt, at det hele ikke er så rationelt og til at lægge fast på forhånd,” siger han.

Corona-krisen kommer på museum og i arkiv

COVID-19-pandemiens konsekvenser for vores samfund, og hvordan vi håndterede krisen i Danmark, bliver ikke uden videre glemt. Det vil Rigsarkivet og landets øvrige arkiver, Det Kgl.Bibliotek og Nationalmuseet gøre en fælles indsats for ved at indsamle forskellige former for dokumentation for Corona-pandemien i det danske samfund – både tiltagene for at begrænse smitten og konsekvenserne for virksomheder, organisationer og borgere.

Materialet skal bevares som vidnesbyrd og for at sikre, at fremtidige generationer af forskere, historikere og andre kan få adgang til vigtige informationer om perioden. Arkiverne indsamler bl.a. øjenvidneskildringer, fotos, videoer og tekster om livet under nedlukningen af Danmark, og Nationalmuseet har søsat projektet "Dage med Corona", hvor man indsamler fortællinger, billeder og små film, der giver indblik i danskernes oplevelse af pandemien.