Mit valg handler om, at jeg vil bruge mine kræfter på min højskole. To gange om året træder der en kæmpe flok mennesker ind, som jeg – sammen med mine kolleger – skal hjælpe med at skabe et fællesskab. Jeg skal lære dem at kende. De skal lære mig at kende. Jeg skal undervise kvalificeret i mine fag. Have mange og lange samtaler med elever om livskriser og identitet. Jeg skal udvikle, planlægge, rejse, koordinere, tale, feste, lytte. Og så – fem måneder efter – en ny flok. Og forfra igen.
Det kræver kræfter. Mange kræfter. Og et stort engagement. Så når der (til tider lettere hånligt) bliver efterlyst et synligt samfundsengagement fra os højskolemennesker, så mangler indsigten i, hvad det er, vi rent faktisk render rundt og laver.
Jeg tror, at mine kolleger (formentligt lidt trætte) kan bekræfte, at jeg mener noget. Mener meget. Og hele tiden. Men jeg har truffet et valg.
Louise Krage
Jeg tænker tit på en oplevelse, jeg havde som 18-årig. Der skulle være folketingsvalg. Det var første gang, jeg kunne stemme. Jeg engagerede mig frådende i valget, gik til vælgermøder, fulgte med i nyhederne, debatterede skråsikkert med alt og alle. Undtagen min mor. Hun gad ikke. Hun satte sit kryds og det var det.
Og jeg var dybt fortørnet. Hun forklarede mig, at hun brugte alle sine kræfter på sit arbejde som jordemoder i Mødrehjælpen for de allermest udsatte unge mødre. Det var dér, hun kæmpede sine kampe og lagde hele sit engagement. Hun havde besluttet sig for at gøre en forskel i det nære. Jeg forstod det ikke dengang. Men det gør jeg nu.
Vi er dybt engagerede i samfundet
Jeg tror, at det er en del af forklaringen på, hvorfor så relativt få højskolemennesker markerer sig i den offentlige debat. Vi knokler for at gøre en forskel i det nære. Vi er ikke meningsdannere. Men vi bruger al vores tid på at danne mennesker og udvide deres horisonter, så de kan danne deres egne verdensbilleder. Måske ligefrem blive meningsdannere.
Læs også: Endegyldigt farvel til fyrtårnene
Så svaret til Niels Kristian Tromborg og alle andre, der spørger, om højskolemennesker er oprigtigt engagerede i vores samfund, er et utvetydigt JA. Vi er dybt engagerede i, hvad der foregår i samfundet. Vi går på opdagelse i det dagligt.
Men hvis vi skal lykkes med det, der er vores egentlige projekt – at danne mennesker, skabe fællesskaber, udvide horisonter og være tilstede sammen med de mennesker, der træder ind på højskolen – så må vi noget så kedeligt som at prioritere. Det har jeg gjort. Samtidig med at jeg hepper på dem, der har overskuddet til at synliggøre højskolernes samfundsengagement. Det er vigtigt og sejt.
Vi er ikke meningsdannere. Men vi bruger al vores tid på at danne mennesker og udvide deres horisonter, så de kan danne deres egne verdensbilleder. Måske ligefrem blive meningsdannere.
Louise Krage
Men nu må I have mig undskyldt – jeg har ikke tid til at mene mere nu, for jeg har en samtale med en elev, der kæmper med depression. Derefter skal jeg undervise i radio, hvor vi er ved at lave en podcastserie, der handler om NGO'er, der arbejder med sport som middel til demokratiseringsprocesser i udviklingslande. Og så skal jeg have en samtale med en elev, der kæmper med en spiseforstyrrelse. Og derefter klæde om til aftenens koncert, hvor alle skal komme udklædt i en særlig farve. Lærerne kommer i hvidt og med UV-maling i hele hovedet.
Jeg elsker mit arbejde. Og jeg håber, at jeg gør det så godt, at jeg sætter spor i mine elever. Spor, de kan bære med sig videre ud i det samfund, de skal ud og være aktører i.