Af Sofie Buch Hoyer, ansvarshavende redaktør
Tidens uvished er tærende.
Bedst som højskolerne har slået dørene op for historisk fyldte efterårshold, rykker coronavirussen tættere på og får smittetilfældene i samfundet til at sprede sig, som var det afplukkede fjer fra hønsene i et H.C. Andersen-eventyr.
Særligt Silkeborg Højskole har mærket, hvordan ét coronatilfælde pludselig blev til mange, og hvor hurtigt et sprudlende, nystartet fællesskab kan blive sat på pause af en lumsk pandemi. Det var en frygtelig historie! Det kom i aviserne alle vegne, og det er ganske uvist, om det vil ske igen andre steder.
I dette nummer af Højskolebladet sætter en flok fortsætterelever ord på, hvordan det er at være tilbage på højskole i efteråret. At de deler skæbnefællesskab ved ikke at vide, om deres ophold bliver mødt af yderligere restriktioner eller i værste fald lukninger.
I en anden artikel peger et nyt forskningsprojekt på, at mange højskoleelever har svært ved at holde afstand til hinanden. Især fordi der hersker stor uvished blandt de unge om, hvorfor der skal være specifikke retningslinjer for dem modsat mange andre steder i samfundet. Flere skoler har dog knækket koden ved at kommunikere coronareglerne på en kreativ og elevinddragende måde.
Læs også: Tak for kampen
Økonomien er endnu en uvis faktor på højskolerne. I et stort interview fortæller kulturminister Joy Mogensen (S), hvordan hun ser på balancen mellem højskolernes grundtilskud og puljemidler, mens fordelingen af coronastatsstøtten – hvor meget højskolerne bliver kompenseret, hvornår støtten kan gives, og på hvilket grundlag den bliver beregnet – stadig er, ja, uvis.
Trods uvisheden er der heldigvis visse ting, der ligger fast. Det er for eksempel ganske vist, at Højskolebladets nye redaktør er mig, og at dette nummer er det første fra min hånd.
Med det ene ben plantet skridsikkert i den danske højskolemuld (efter at have undervist på en håndfuld forskellige højskoler og selv været elev for ti år siden) – og den anden hvilende trofast på det journalistiske håndværk – går jeg til redaktøropgaven med lige dele engagement og ærbødighed.
Jeg glæder mig til fremover at bringe nærværende historier og debatskabende artikler om højskolernes udvikling. Det er samtidig mit håb, at bladet kan ægge nysgerrigheden blandt læsere både i og uden for højskolebevægelsen.