Af Ove Korsgaard, professor emeritus
Hvad er en klassiker? Det klassiske (!) svar er, at det er et litterært værk, der – på tværs af tiden og hen over landegrænser – formidler en erfaringsdannende kunstnerisk oplevelse. Selv om skønlitteratur næsten har fået monopol på begrebet klassiker, bruges det også inden for andre genrer som for eksempel musik, dans og malerkunst; og ligeledes inden for genren: højskolen til debat.
Bogen Højskolen til debat fra 1961 er en klassiker skrevet af ni mænd under redaktion af Johannes Rosendahl. Den udgør et højdepunkt i højskolens lange tradition for refleksion over begrebet højskole. Bogen udspringer af de såkaldte Asperup-møder, der i 1950’erne blev holdt i Laura og Kaj Thanings præstegård i Asperup på Vestfyn.
LÆS OGSÅ: De korsgaardske historiebriller
Kernegruppen bestod af tre daværende og tidligere præster på egnen, nemlig Knud Hansen, der blev forstander på Askov Højskole i 1953, K.E. Løgstrup, der blev professor på Aarhus Universitet i 1943 og senere medlem af bestyrelsen på Askov Højskole, og Kaj Thaning, der i 1963 forsvarede en banebrydende doktordisputats om Grundtvig med titlen Menneske først.
Bogen afspejler en vigtig strid, som har tråde langt tilbage i højskolens historie, nemlig striden mellem ”oplysning” og ”vækkelse”. De to stridsmænd var Kaj Thaning og Jørgen Bukdahl, og stridens æble var Christen Kold og dennes forhold til Grundtvig.
Bukdahls synspunkt var, at højskolen var en frugt af Grundtvigs idé om oplysning og Kolds idé om vækkelse. Thaning havde det synspunkt, at Grundtvig og Kold aldrig rigtig havde forstået hinanden. Han ville selvfølgelig ikke fraskrive Kold indflydelse på højskoletraditionen.
Men den havde ikke været heldig! Bedst havde det været, om man straks fra starten havde holdt sig til Grundtvigs nye livssyn fra 1832, som Kold ikke havde forstået meget af. Højskolen fik derfor en anden form og et andet indhold, end Grundtvig havde tænkt sig. Det måtte der gøres op med. For Grundtvig har ifølge Thaning ”mere at sige os i dag end Kold, uanset hvilken indflydelse han fik på højskoletraditionen.”
Idéen til debat – ikke praksis
Redaktionens stilling til striden kommer til udtryk i det forhold, at Thaning skriver to artikler, så han kan svare Bukdahl i samme bog. Bukdahl blev rasende, da det kom for dagen. Hans gode ven og kampfælle Poul Engberg kom ham til undsætning i Højskolebladet, hvor kampen længe bølgede frem og tilbage.
Diskussion om Kold er karakteristisk for højskolefolks måde at debattere på. Højskolesynet debatteres og fremlægges gennem en forholden sig til højskolens fædre og deres indbyrdes relationer. I bogen er der så godt som ingen debat om højskolens praksis, ingen omtale af konkrete højskoler, af eleverne, lærerne, økonomien og lovgivningen. Ej heller er der mange henvisninger til tidens sociale, økonomiske, politiske og samfundsmæssige problemstillinger. Det er synet og idéen, der debatteres.
Hvorfor så ikke beklage sammenbruddet af den klassiske højskole? Fordi livet har lært mig, at alt har sin tid. Højskolen er ikke hævet over tiden, men hele tiden truet eller udfordret af tidens tand.
Ove Korsgaard
Kaj Thaning lagde imidlertid ikke kun hus til Asperup-møderne. Han fik også rejst en højskole i 1959, nemlig Båring Højskole, hvis idégrundlag spidsformuleres med Grundtvigs udsagn: ”Menneske først – kristen så!”, og hvis centrale fag blev skønlitteratur.
Ole Wivel, som på et tidspunkt også deltog i Asperup-møderne, formulerede grundlaget for alliancen mellem litteratur og højskole. I hans artikel i Højskolen til debat hedder det: ”Litteraturen er højskolens naturlige medsammensvorne, hvor det gælder om at holde vågerne åbne. Litteraturen er da også i dag et hovedfag på de fleste skoler for voksen ungdom, fordi den skildrer mennesket nu og her, sat i skak af en overmægtig samfundsorden og berøvet arvede forestillinger om livets mening”.
Litteraturhøjskolen
Ole Wivel pointerer, at digtning har erstattet kirkens prædikestol og universitetets kateder som stedet, hvor nutidsmennesket søger tilflugt i dets kamp for at genfinde sit livs mening. Det medfører på sin vis en indsnævring – men en nødvendig indsnævring ”for den, som drømmer om en fremtid for menneskeheden”. For poesien rummer et varsel om en ny tid.
”Derfor højskolens fornyede, helt nødvendige optagethed af litteraturen. Et bedre udtryk for den snævring, som også højskolen har måttet igennem end den moderne digtning, gives ikke – for den er så hensynsløs oprigtig,” skriver Ole Wivel.
Alliancen mellem litteratur og højskole blev allerede markeret ved indvielsen af Båring Højskole, idet to af tidens toneangivende litterater skrev hver sin sang: Ole Wivel bidrog med Der truer os i tiden, og Thorkild Bjørnvig med Mørk er november.
LÆS OGSÅ: PISA eller skumfidustesten
Det er ikke for meget at sige, at Ole Wivels dystre sang blev en af Højskolesangbogens mest populære i 1960’erne og 1970’erne. Båring Højskole inkarnerede den form for litteraturhøjskole, der blev dominerende i de første årtier efter Anden Verdenskrig.
Da jeg var elev på Askov Højskole i 1963-64 og 1964-65, var undervisning i litteratur højskolens hovedfag. Efter velkomsten blev vi alle – 320 elever – fordelt på hold, der alle skulle have litteratur. Her blev der ofte talt om kunst og litteratur som modmagt i en verden truet af kulde og fremmedgørelse.
Litteraturundervisningen var båret af samme moralske og eksistentielle engagement, som prægede kredsen omkring tidsskriftet Heretica. Et engagement, som ikke mindst kom til udtryk hos en moralsk bevidst skribent som Martin A. Hansen, hvis roman Løgneren blev et kanonisk skrift i den første efterkrigstid.
Sammenbruddet af den klassiske skole
Men få år senere stødte litteraturhøjskolen på grund. Det symbolske årstal er selvfølgelig 1968. På Askov kom det til en hårdhændet konflikt, som resulterede i, at en del af lærerne forlod stedet i 1971 og gik i gang med at bygge Kolding Højskole på et socialistisk idégrundlag. Og i begyndelsen af 1970’erne blev Båring Højskoles position som frontløberskole svækket. Den litterære højskole måtte abdicere og overgive stafetten til den politiske og samfundskritiske højskole.
Det er der mange, der siden har beklaget og begrædt. Jeg kan også overvældes af den følelse, at noget værdifuldt dermed gik tabt, men mest når jeg er i det nostalgiske hjørne. Og dét selv om jeg befandt mig som fisk i vandet på højskolernes flagskib, som Askov Højskole blev kaldt, og som i midten af 1960’erne var en klassisk udgave af den form for højskole, der blev diskuteret og skrevet om i klassikeren fra 1961.
Da jeg var elev på Askov Højskole i 1963-64 og 1964-65, var undervisning i litteratur højskolens hovedfag. Efter velkomsten blev vi alle – 320 elever – fordelt på hold, der alle skulle have litteratur. Her blev der ofte talt om kunst og litteratur som modmagt i en verden truet af kulde og fremmedgørelse.
Ove Korsgaard
Hvorfor så ikke beklage sammenbruddet af den klassiske højskole? Fordi livet har lært mig, at alt har sin tid. Højskolen er ikke hævet over tiden, men hele tiden truet eller udfordret af tidens tand. For eksempel fik det fatale konsekvenser, da tidens tand gnavede det grundlag væk, der eksisterede, da Båring Højskole blev etableret som en litteraturhøjskole. Det var en medvirkende årsag til, at højskolen måtte lukke og give plads til en efterskole, et år før den kunne fejre 50-års jubilæum.
En af dem, der i Højskolen til debat pegede på tidens og kontekstens betydning for højskolernes idémæssige orientering, var K.E. Løgstrup, der gav sin artikel den sigende titel ”Højskolens nye fronter”. I den påpegede han, at ”fronterne er ikke de samme som i forrige århundrede”. Højskolen stod over for helt andre udfordringer omkring 1960 end 100 år tidligere.
Den historisk-poetiske skole
Gennem højskolernes historie er der fra tid til anden sket frontforskydninger, som har haft gennemgribende betydning for højskolernes idégrundlag. Løgstrup brød sig bestemt ikke om den frontforskydning, der for alvor begyndte i 1968, og som han blev konfronteret med som professor på Aarhus Universitet og ligeledes som medlem af bestyrelsen på Askov Højskole.
Men hans artikel om højskolens nye fronter er særdeles vigtig og aktuel, fordi han her søger at indkredse, hvad det er, der kendetegner højskolen på tværs af tiden og hen over de forskellige frontforskydninger, der har gjort sig gældende. Han peger så at sige på højskoleidéens røde tråd.
Ifølge Løgstrup bidrog højskolen fra starten til rejsning af den danske bondestand og til forankring af det nye demokrati, men den grundtvigske højskole gjorde det, ved at den ”mobiliserede en forståelse af den menneskelige tilværelse, der rakte til mere end til løsningen af de dengang aktuelle opgaver.” Med Løgstrups ord kaldte den sig selv, ”og kalder stadig sig selv en historisk-poetisk skole. Det er højskolens væsen. Dermed står og falder den.”
LÆS OGSÅ: Et oplysende strejftog ad velkendte spor
Den historisk-poetisk skole afviser ikke, at videnskabelige undersøgelser er vigtige for vores liv og for vores forståelse af verden, men den afviser, at vi kan ”leve af at konstatere og formulere, systematisere og teoretisere.” Vi er nu engang først og fremmest følelsesbestemte og foretagsomme væsner, siger Løgstrup, ”og derfor lever vi i tolkning og målsætning.” Dette behov for fortolkning kan imidlertid vanskeligt imødekommes uden digtningens og kunstens hjælp.
Højskolen til debat udgør et højdepunkt, når det gælder refleksioner over, hvad højskolen er for en skole. Men samtidig er den præget af en bestemt tidsepoke, hvilket gør det nødvendigt for efterfølgende generationer at fortsætte disse refleksioner ved at identificere højskolens nye fronter og samtidig fastholde højskolen som en historisk-poetisk skole.
Den debat kan heldigvis hente stor inspiration i klassikeren fra 1961. Den har sat en standard, man ikke skal lade sig kue af – men lade sig inspirere og udfordre af i bestræbelserne på at holde højskole på et oplyst grundlag. For som Grundtvig skrev i konfirmationssangen til sine to sønner:
Sønner, der er stort i gære
gennem en kaotisk tid
der er meget nu at lære
mest dog at forstå sin tid