Hurra for lærkereden

For 100 år siden udkom Harald Bergstedts digt Jeg ved en lærkerede, som komponisten Carl Nielsen satte melodi til tre år senere. Sangen, der er særligt populær blandt de mindste, er efter sigende den sang, som flest danskere kan udenad.

Hvad end man måtte mene om Harald Bergstedt, der var åbenlys nazist under krigen og bl.a. skrev en hyldestkronik til Hitler, burde det være tydeligt for enhver, at det ikke er denne børnelitterære klassiker, der er problemet.

I sangen finder man ingen af voksenlivets destruktive skyggesider. Den rummer omtrent det modsatte: Et barn, der med tilbageholdt åndedræt står som iagttager af noget fint og skrøbeligt, foruden de dunede unger i lærkereden med forældrene, der flyver tæt omkring.

Vi har i digtet at gøre med et betænksomt barn, der værner om situationen: Det, der kan ødelægge uskylden, holdes væk, hvilket både beskytter ungerne og giver barnet mulighed for at holde oplevelsen for sig selv. Ikke kun som beskuer, men også som en del af naturoplevelsen gennem sin samhørighed med de gamle lærker.

Det var eksforstander Jørgen Carlsen, der for 15 år siden foreslog, at den populære børnesang skulle optages i Højskolesangbogen.

“Vi bærer alle sammen rundt på vores egen lille lærkerede, som jeg læser som et symbol på en skrøbelighed eller sårbarhed, man vil værne om,” har han udtalt til Kristeligt Dagblad.

I den 19. og nyeste udgave af Højskolesangbogen er en anden af Harald Bergstedts sange også kommet med – nemlig Solen er så rød, mor.

SBH & hojskolesangbogen.dk