Af Søren Møller, lærer på Idrætshøjskolen Aarhus
Jeg har arbejdet på Idrætshøjskolen Aarhus i over 40 år – og har som sådan været en del af vores unikke højskolebevægelse. Det, der har været vores store styrke i højskolebevægelsen, er, at vi har været ”enige om at være uenige”, og at vi i kraft af forskelligheden i skolernes profiler, faglighed, krav om undervisning for alle, det levede liv på skolerne m.m. – har inspireret til og forhåbentlig sikret opfyldelsen af hovedsigterne for folkehøjskolerne.
Teologen Hal Koch inspirerede til og insisterede efter 2. verdenskrigs ragnarok på, at demokrati ikke blot er en styreform, men en livsform, der bygger på samtalen. Demokratisk dannelse, livsoplysning og folkelig oplysning samt højskolernes forpligtende fællesskaber var byggestenene i denne demokratiudvikling og -forståelse.
Hal Kochs inspiration bevirkede, at vi på højskolerne kunne arbejde langsigtet og forskelligartet med dannelsesprojektet i samspil med vores unge elever.
LÆS OGSÅ: Økologi hitter på højskoler
Klimakrisen er et helt andet problem end vores demokratiforståelse, fordi den netop udfordrer demokratiet og det langsigtede dannelsesideal af de unge og os ældre.
Klimakrisen er absolut, og vi skal reagere på den her og nu. Den udfordrer i den grad højskolernes selvforståelse og måske vores primære fokus: Målsætningen om at have en fuld skole. Samtidig kommer klimakrisen med baggrund i en forbrugskultur – ulig tiden efter 2. verdenskrig, hvor baggrunden var en nøjsomhedskultur. I dag konkurrerer vi som højskoler med hinanden om at kunne tilbyde de unge højskoleelever det maksimale i forhold til oplevelser, rejser, tilbud osv.
Masser af udstyr og lidt tid
For at give et eksempel: På den idrætshøjskole, vi havde i Aarhus i 1990, bar skemaet præg af, at vi havde nogle haller og udendørs fodboldbaner samt naturen og byen at opholde os i. I løbet af et helt skoleår var vi på én fælles naturtur til Sletten ved Himmelbjerget og en skitur til Norge, mens friluftseleverne var på en cykeltur til Sverige og en snehuletur på langrendsski i Norge. Fuld skole var 122 elever, og vi havde, som vi udtrykte det: ”God tid og lidt udstyr.”
30 år senere har Idrætshøjskolen Aarhus bygget en aktivitetshal, en fitness- og dansehal, kunststofbaner, udendørs beachvolley-baner, ligesom skolen håber på snart at kunne bygge endnu en hal.
FFD bør opfordre alle højskoler til at forpligte sig til Folketingets mål om reduktion af CO2 på 70% i 2030.
Søren Møller
På rejsefronten er vi stadig på Sletten, og vi er to gange om året på fællestur til Club La Santa i Spanien, fælles skitur til Italien eller Frankrig, fire ugers skiture for skilinjen til Sydeuropa, diverse outdoor-ture samt en del andre småture.
På udstyrssiden har vi fået masser af fitness-udstyr, outdoor-udstyr (kajakker, MT-bikes, våddragter, klatreudstyr m.m.) og triatlon-udstyr (fx racercykler).
Fuld skole i dag er 150 elever. Og vi udtrykker det: ”Masser af udstyr og lidt tid”.
Solbadning på fjeldet
Så vi er fulgt med tidsånden og arbejder fortsat med dannelse af de unge. Pointen er, at vi på det område ligner vores konkurrenter og stort set hele højskolebevægelsen. Og det er her, vi står ved en skillevej i forhold til klimakrisen, som udfordrer vores eksistens og opfattelse af, at det er de unge, der skal dannes.
LÆS OGSÅ Højskolelærer: Vi har brug for at lave "en omvendt Grundtvig"
Vi ser konsekvenserne af klimaforandringer overalt. Jeg er fx helt sikker på, at gennemsnitstemperaturen i det vinterfjeld, jeg har gået på i Norge i 35 år med elever, er steget mindst 5 grader i uge 10/11. I starten var det, vi lagde mærke til, den megen sne, der knitrede, når vi gik på den. De seneste år har vi oplevet et bart fjeld, lidt sne og solbadende elever i bare overkroppe. Og sådan ser man det overalt …
I forlængelse af denne klimakrise er vores konkrete udfordring, at vores demokratiske folkestyre – Folketinget – har opstillet et mål for, at Danmark i 2030 skal have reduceret CO2-udslippet med 70 % i forhold til 1990.
Fem forandringer i højskolebevægelsen
Hvis vi tager fordringen for højskolebevægelsen om demokratiet og den demokratiske dannelse alvorligt, kan det pege på fem forandringer, som bygger på og kræver en afgørende forandring i forhold til klimaet:
1. Højskolerne bør som selvejende, men statsligt støttede institutioner, der skal fremme demokratisk dannelse i Danmark, leve op til Folketingets målsætning om at reducere hver enkelt højskoles CO2-forbrug med 70 % i forhold til 1990. Uagtet at vi måske mener, at vi er en anderledes skole, end vi var tidligere, har færre eller flere elever osv., må og skal vi kigge på vores institutions CO2-forbrug i 1990 sammenlignet med i dag. Her kan institutioner både vælge absolutte tal for hele institutionen eller bruge måltal med afsæt i FFD’s nye CO2-beregningsværktøj for den enkelte årselev.
Disse sammenligninger vil givetvis give anledning til mere demokratisk samtale på alle niveauer i højskolen: Elever, medarbejdere og bestyrelser. Hvorfor? Fordi det kræver en stor indsats at nå i mål.
I forhold til klimakrisen er det ikke de unge, der skal have livsoplysning og dannelse. Det er os – de 40-65-årige – der har et meget stort behov for at blive oplyst, dannet og dermed forpligte os.
Søren Møller
På vores egen skole i Aarhus har vi foretaget mange reduktioner via omfattende investeringer: Isolering af værelserne, hovedbygning og haller, lysinvesteringer, solpaneler, vandregulering i svømmehallen, kost osv. Det er dog primært kommet som følgevirkninger af andre behov, eksempelvis at vores vinduer var utrolig utætte – og til gene for vores elever/kursister. Ved at renovere og isolere fik vi en stor reduktion i vores energiforbrug. Men der er stadig lang vej til de 70%.
2. FFD bør opfordre alle højskoler til at forpligte sig til Folketingets mål om reduktion af CO2 på 70% i 2030. At være en fri skole indebærer jo ikke blot frihed fra, at andre skal bestemme over os, men også frihed til at forpligte os. Vi skal som højskoler gøre vores til at sikre, at målene nås og dermed sikre kommende generationer et klimamæssigt tåleligt og godt liv. Ingen af os kender hele vejen, men vi skal være klar til at tage på vandring mod det mål, vi har fastsat.
3. De forskellige højskolers bestyrelser bør vedtage, at højskolen skal nå målene, og her er det CO2-beregningsværktøj, som FFD har udviklet, væsentligt.
4. Personalet på den enkelte højskole skal ind og se på reduktionsmulighederne. Det praktiske personale skal eksempelvis se på, hvordan bygninger, forbrug af varme, lys og vand, hjælpemidler, brug af streaming-tjenester m.m. kan CO2-forbedres. Lærerne skal kigge på og udvikle fagligt indhold, der reducerer vores CO2-forbrug. Ligesom vores UBAK-krav kunne et bæredygtighedskrav være en fast bestanddel i fagudbud, indhold i fag og den faglige tilrettelæggelse.
LÆS OGSÅ Livets læring: Fra Grundtvig til Gaia
5. Højskolerne bør i fællesskab drøfte, hvorledes rejseparameteret, som er et væsentligt konkurrenceparameter, bliver koordineret med henblik på eventuelt bindende aftaler. Det kunne for eksempel ske mellem alle idrætshøjskoler – og tilsvarende for de øvrige højskoler. Eller vi kunne som bevægelse som minimum aftale en betaling af klimakompensationer (afhængig af rejseform). Dér må skolerne finde ud af, om det er eleverne eller skolerne, der skal betale dette. Dog skal man være opmærksom på mulige faldgruber: Flyrejser tæller ifølge Klimaministeriet kun med i Danmarks CO2-regnskab, hvis flyene tankes i Danmark – og det er der ikke så mange fly, der gør, fordi vi beskatter i relation til velfærdssamfundet (så vi kan jo bare ignorere flyrejseforbruget med henvisning til det nationale CO2-regnskab – og så se bort fra klimakonsekvenser).
De ældre har behov for at blive dannet
Her ender vi så ved den altafgørende forandring. I forhold til klimakrisen er det ikke de unge, der skal have livsoplysning og dannelse. Det er os – de 40-65-årige – der har et meget stort behov for at blive oplyst, dannet og dermed forpligte os. Det er os, der træffer beslutninger på elevernes vegne.
Hvis vi alene bruger FFD’s CO2-beregningsværktøj til at livsoplyse og informere eleverne om, at vores tilrettelagte højskoledagligdag er meget CO2-krævende, så er det nær omkostningsfrit på den enkelte skole. De unge kender til fulde klimakrisen, men når vi som skoler har tilrettelagt programmer, oplevelser, rejser og skemaer, der er meget CO2-krævende, så tænker de unge, at det har de voksne gennemtænkt. Vi inviterer de unge til forbrugsfesten og beder dem efterfølgende om at betale og rydde op, mens vi sikrer elevtal, arbejdspladser og skoleform.
Vi har en holdningsmæssig, generationsmæssig, naturmæssig m.m. forpligtelse til at nå målet. Og her er højskolerne meget udfordret, fordi de tænker sig selv som meget fremsynede, progressive, humane osv. Men i praksis er vi meget tunge i optrækket
Søren Møller
For at tage vores eget eksempel fra Idrætshøjskolen Aarhus, som jeg tror på er en mild udgave af det, der generelt sker på højskolerne: Alle mine kollegaer synes, det er gode oplæg og forslag, vi er kommet med igennem tre år, hvor jeg har siddet i bæredygtighedsudvalget. Men når oplæggene er færdigdebatteret, går der drift i dagligdagen – og så sker der meget lidt. Eksempelvis bliver ethvert forslag om mindre rejsevirksomhed afvist med henvisning til de unges ønsker og konkurrencen. Men ligesom vi har et fælles ansvar for drift og ønsket om fuld skole, må der vel for os alle ligge et fælles ansvar for at løse klimakrisen?
Højskolerne er en supertanker
Det er fint med alle mulige dannelsesinitiativer, men som min tidligere forstander Jørgen Gaarskjær ofte sagde: ”Når holdning bliver til handling, skaber det forvandling.”
Sagt på en anden måde er det min opfattelse, at vi i højskolerne – på vejen til at reducere vores CO2-forbrug – læner os op ad håbet om, at der sker teknologiske landvindinger om nogle år. Og så venter vi med handling her og nu.
Og ja – det er et problem, at højskolerne er en supertanker – ligesom landbrugene, de svære industrier, transportsektoren osv. osv. osv. Men vi har en holdningsmæssig, generationsmæssig, naturmæssig m.m. forpligtelse til at nå målet. Og her er højskolerne meget udfordret, fordi de tænker sig selv som meget fremsynede, progressive, humane osv. Men i praksis er vi meget tunge i optrækket – og nærmest mod al forandring, der ikke skaffer elever – idet vi er “frie” skoler. Det kunne man vel kalde ultraliberalt … og det får os til at fremstå som nogle aktører med et begrænset udsyn til det forpligtende fællesskab, som vores land, befolkning og folkestyret har brug for.
LÆS OGSÅ Connie Hedegaard: "Vi har behov for at komme tilbage til de åndelige værdier"
Så lad os igen være idealister: Lad os være realistiske – og forvente det (næsten) umulige af hinanden og fællesskabet i højskolen. Vi har som mennesker fået en samvittighed for at bruge den i forhold til de kommende generationer og livet på jorden.