Af Kaj Smedemark, biolog, forfatter og tidligere højskoleforstander
DIGTET ER ...
– en sonetkrans med 15 sonetter. En sonet er et rimet digt på 14 linjer, der er sammensat af to strofer på fire linjer og to strofer på tre linjer. Sonetterne er indbyrdes forbundne i en krans, idet hver sonets afsluttende linje er åbningslinjen i den næste sonet – bortset fra den 15. sonet, ”mestersonetten”, der er komponeret af de 14 forudgående førstelinjer. Inger Christensen har fx brugt sonetkransen i digtet Sommerfugledalen.
I
Min krop bliver delt ud som aske og støv
og blandes med pusten fra ildorkaner
berøvet bevidsthed forblindet og døv
henvist til de dybmørke oceaner.
Forventer den sorteste nat dukker op
som styrt fra det fødende skabende net
som frygt i min flygtige prisgivne krop
der fældes engang i et endeligt slæt.
På Jorden er bjerge og skove og sne
og væsner som jeg ønsker helliggjorte
nu aner jeg mørket og det, der vil ske:
det lukkede øje, alt liv fravristet,
jeg mister nu glimtet fra lysår borte
når kærlighedskraften for mig er bristet.
II
Når kærlighedskraften for mig er bristet
fra urhavets ubrudte kæder af led
og pulsen er stille og hjertesvigtet
forsvinder min verden og tæppet går ned.
Mit liv faldt på marken som tøsne i går
nu flygtig fordampet til sky og væde
der driver i luften med duften af vår
forsytia-farvernes lyse glæde.
En skønhed, balance og helhed så øm
et tegnhav gudbilledligt gennemskuet
forankrer mit liv i en fredhellig strøm.
Forgængeligt åndløst og tomt men af støv
fremtrylles et liv der gror frem i nuet
mit liv bliver genfødt og springer i løv.
III
Mit liv bliver genfødt og springer i løv
med blomster og fugle og dyreunger
for ingen henfalder, forstenet og sløv,
når grønkorn gør ilt fri til væv og lunger
til traner på himlen til puls og til dans
med livsmod og kærlighedsbånd der tændes
i medvæsners samspil i klar resonans.
Den livsglade tydning blir uklar, blændes
snehvidt i mit sind mod et skæbneforløb
med bristede tråde og natmørk tristhed
når livet blir levet med savnet i svøb.
Min glæde er dyb og med fryd dog bristet
af frygten for savnet. Jeg søger skønhed
trods modløs og tynget af sorg, alt mistet.
IV
Trods modløs og tynget af sorg, alt mistet,
oplives de lysklare dage, glæden
i skræppen fra flyvende gæs, forpligtet
af forårets bejlen i elskovskæden.
Fra blomsternes dybmørke honningesvælg
ta’r blåfugl af sollysets kraft der vælder
som nektar i vikke og segl-sneglebælg
fra rodknolde skabt af mikrobeceller.
Når solsorten fløjter i morgenens kor
og æggene ruges i lune reder
indsnuser jeg dufte fra urternes spor.
Et nærvær med drømme, forløsende tegn
velsigner de urørte vilde steder
på Jorden med næring i dråber af regn.
V
På Jorden med næring i dråber af regn
er selvreplikerende molekyler
fra celle til sprog i et netværk af tegn
indvævet i alt liv fra rur til ryler.
Det kribler og krabler med tusinde dyr
i netværk med hjem for pirol og frøer
og lysning med bison og duften af fyr
og ugler med hvæssede krammekløer.
At værne er binde forstandige bånd
til urskovens urørte kvaliteter,
forsage den grådige dødningehånd.
En kraft har bragt stjernernes støv ind i os
med klange fra Big Bang og vandkometer
er lyset og støvet forvandlet til os.
VI
Er lyset og støvet forvandlet til os
fra intet og koder det vise øje
som maner en verden til live i os
af stjerner, chimpanser og græsrandøje?
Når håbet bevares af nærende ilt
i drømme i suset iblandt synapser
så skræmt og så angstfyldt og svimlende vildt
er faldet når netværk og tegn kollapser.
For livet justeres, er altid på vej,
og nemesis sletter uagtet værdi
blandt frugter som findes i verden for mig.
Jeg ånder ømfindtligt og delta’r i legn
hvor sprog og bevidsthed og ånden er fri
med hjerne og sanser til tydning af tegn.
VII
Med hjerne og sanser til tydning af tegn
er indfølingsevne og kløgt dog bristet
og smeltende is på den arktiske egn
udflyder med trusler, en grund er mistet.
Når semiosfæren forpestes af gift
fortrænges chimpanser og sommerfugle
af vilkår der ændres med skift efter skift
og døver for fløjten af skovhornugle.
Vi blev til det skamløse rovdyr i top
det grådige liv fik os til at glemme
vi mistede sansen for helende stop.
En ægte og skrøbelig magt forlod os
da sygeligt magtspil blev stridens stemme
vor blindhed har livet nu vendt imod os.
VIII
Vor blindhed har livet nu vendt imod os
som rovdrift af luften og Jordens skove
trods varsler mod bedreværd gjaldt netop os
for tankeløst brud på naturens love.
Vi lærte at sætte et blad på et siv
foragten for grænser blev syndefaldet
mod alt som er til og det evige liv
vi tændte selv gløden til nødopkaldet.
Så mærk dog naturen i vand og i luft:
se ællinger poppe i bølgegangen
snus aftenpragtstjernernes natlige duft
kend uglen der snapper en brunflagermus
hør spætternes trommen og mejsesangen
nyd solen i bækkenes perlende brus.
IX
Nyd solen i bækkenes perlende brus
med isfugl og stimer af fiske yngel
følg åen find spor efter bæver og -hus
forfulgt og udslettet og dømt som slyngel.
De tegner en line med liv gennem tid
til tydning af livstegn fra jord og himlen
så yngel og unger og kalve og kid
kan ånde og leve i dyrevrimlen.
Aurora, randøje, blåfugl lyser op
i zigzag i blomsternes vilde mildhed
af duft og signaler til hjerne og krop.
Se skønheden elsk dine muldvarpeskud
en summende bi og organisk stilhed
lad skærmen alene og kom dog herud.
X
Lad skærmen alene og kom dog herud
i planternes magiske fangst af karbon
til ilt og til mad uden misgreb og brud
til legende frihed som skovens gibbon.
Jeg oplever verden velsignet og blidt
som fuldkommen lykke i virkefeltet
når morgen og aften er tonet i hvidt
og skønhed og visdom er sammensmeltet.
I blæsten og ternernes skrig netop der
langs kysten i ruskvejret må du lære
at holde af verden som verden nu er.
Erindring om nærhed er vild og diffus
som glæde og fryd i mit sind og sfære
hør vågerne skrige og skovenes sus.
XI
Hør vågerne skrige og skovenes sus
jeg mærker en lykke forløst til stede
med liner til hjort og til mår og til mus
en sammenhængskraft og en stille glæde.
I livsviljens rum er et tegnmættet net
fra svævet af jodlende hedelærker
til blomster og dyr på hver eneste plet
og graner med råbukkens fejemærker.
Fra urhavets ubrudte kæder af led
er mennesket skabt som kun en af mange
indfældet naturens uendelighed
og Jorden er menneskets eneste sted
vi styrter mod soten som livstidsfanger
og nu er jeg angstfyldt ulykken er med.
XII
Og nu er jeg angstfyldt ulykken er med
når giften forpester al kildevandet
for pagten er brudt og naturen i skred
når bierne svigter i lykkelandet.
Som lande der hygger sig vældigt i smug
er omtanken fjern, fundamentet mugner
vi tærer på Jorden med luksusforbrug
der kvæler i røg eller flod der drukner.
At virkeliggøre det helende spor
som rensende duft fra en tordenbyge
vil vise os Næsten velsignet som bror.
Det evige liv i bestandigt nedbrud
er prisen for uhæmmet herskesyge
når tankeløst grådigt begær går forud.
XIII
Når tankeløst grådigt begær går forud
for planter og dyr og mangfoldigheden
da står vi afmægtige ved en afgud
der sender en regning til ungereden.
I legende dansende hjerteslagstakt
der stemmer og oplader sind og sanser
fornemmes en lighed i mildhed og magt
med nærmeste slægtninge som chimpanser.
Naturen erkender langt mere end vi
med gener og sanser til åbenbaring
når arter forsvinder er koden forbi.
Lad livet bestå som et blomstrende bed
fredhelligt til stede som livserfaring
for varsomt at lade det vilde i fred.
XIIII
For varsomt at lade det vilde i fred
er glemt og udvisket af egennytte
og afslører al vor uduelighed:
foragt for det sarte, at understøtte.
Føj samspil til liv, en naturlig bestand
af elsdyr, visenter og vilde heste
og blåfugl der snabler på kællingetand
ja trivsel og rum for de aller fleste.
Vi planter et træ og vi søger en sti
med cirkulær genbrug og fyldt med visdom
fra giftfrie marker og grøn energi.
Trods hjælpeløs selvklog og tankeløs sløv
ta’r tegnhimlen mod os som evig rigdom
min krop bliver delt ud som aske og støv.
XV
Min krop bliver delt ud som aske og støv
når kærlighedskraften for mig er bristet.
Mit liv bliver genfødt og springer i løv
trods modløs og tynget af sorg, alt mistet.
På Jorden med næring i dråber af regn
er lyset og støvet forvandlet til os
med hjerne og sanser til tydning af tegn.
Vor blindhed har livet nu vendt imod os.
Nyd solen i bækkenes perlende brus
lad skærmen alene og kom dog herud
hør vågerne skrige og skovenes sus.
Og nu er jeg angstfyldt ulykken er med
når tankeløst grådigt begær går forud
for varsomt at lade det vilde i fred.
EFTERSKRIFT
Jeg er 73 år. Jeg har arbejdet med natur og bæredygtig udvikling siden 70’erne som økologisk jordbruger, som underviser i 25 år på højskole og 12 år på læreruddannelsen. Jeg er bekymret over verdens tilstand, ikke blot over de mange kriser og Putins vanvittige krig, men også over mange unges reaktion på truslerne.
Mange er blevet fremtidsangste. Men vi må aldrig blive blinde for helheden, miste livsglæden og troen på en bedre fremtid. De unges livsmod er fremtiden.
To notesbøger skrevet af biologen Charles Darwin er dukket op igen efter at have været sporløst forsvundet i 20 år. De stammer fra Darwins jordomrejse i 1830’erne, og det var i dem, han nedfældede de første tanker om, at alt liv hang sammen i en fælles udviklingshistorie. Den erkendelse har vi fortsat problemer med at tage til os.
Respekten for liv er mange steder ikke eksisterende. Vi mennesker består af et tyndt lag kultur.
Kaj Smedemark
Vi står foran en menneskeskabt klimakrise, der truer tilværelsen for milliarder af mennesker i følsomme naturområder, og som vil føre til uforudsigelige fremtidige folkevandringer med tilhørende politiske kriser.
Vi står midt i en menneskeskabt biodiversitetskrise, der for evigt udrydder hundredvis af plante- og dyrearter hver dag og truer med kollaps af hele økosystemer. Vi er midt i en viruspandemi, der afslører usikre forsyningskæder af livsvigtige varer.
Vi kontrollerer kun med nød og næppe pandemien med vaccination, og den er kun en forsmag på livsfarlige mikroorganismer, der med sikkerhed vil opstå igen og spredes i en verden med globale smittebærere.
Oven i købet er Danmark de facto blevet deltager i en stedfortræderkrig mod Rusland i Putins horrible overfald på Ukraine, et kæmpe naboland, der på ingen måde truer Ruslands eksistens. Hertil kommer hungersnøden i Afghanistan, Yemen, Afrikas Horn, Sudan og andre steder, der nu forværres af kornmangel som krigens følgevirkning. Det er måske kun forpremieren på klimakrisen.
LÆS OGSÅ Connie Hedegaard: "Vi har behov for at komme tilbage til de åndelige værdier"
Respekten for liv er mange steder ikke eksisterende. Vi mennesker består af et tyndt lag kultur. Under denne hinde ligger der natur, bl.a. viljen til uforsonlig kamp om magt og territorium. Det er forståeligt, at begivenhederne skaber ængstelse og frygt for fremtiden.
For enden af katastrofevejen venter rædsel, chok og panik. Det er ikke kun børn og unge, der er utrygge og frygter fremtiden. Det er en eksistentiel krise med mangel på mening, retning og etisk kompas, som også plager mange voksne. Tilmed er mange voksne så selvoptagede af egen realisering og status, at de helt forsømmer at give en grundlæggende nærhed og kærlighed til deres egne børn.
Det paradoksale er, at vi kender mange af løsningerne på klimakrisen. Håbet om at kunne modvirke klimaforandringer afhænger af, om mængden af drivhusgasser, der bliver udledt, kan skrues ned til nulpunktet inden for de næste årtier. Vi kender sammenhængene, vi kender konsekvenserne, vi har teknologierne, og de grønne løsninger er endda de billigste og de eneste sikre.
Der er en akut trussel mod livet. Det fornemmer de engagerede unge. De forventer handling nu
Kaj Smedemark
Gevinsterne ved at løse problemet er langt højere end de økonomiske omkostninger ved laissez-faire-oversvømmelser, storme, skovbrande og dyrkningsjorder, der går tabt. For slet ikke at tale om klimaflygtninge.
Nu mangler handlingerne, energieffektiviseringerne, en grøn omstilling og bånd på grådigt begær. De virkelige terrorister er nu de lande, der fortsætter med at investere i fossile brændstoffer og miljønedbrydende forbrug. Danmark mestrer mange af nøgleteknologierne – teknologi til energibesparelser og vindkraft. En finansieret indsats vil kunne bringe Danmark til 80 % CO2 reduktion i 2030 og til 110 % i 2040, hvor vi så aktivt vil tage CO2 ud af atmosfæren – ganske som FN’s Klimapanel, IPCC, anbefaler.
Hvorfor tøver vi? Først for ganske nylig er der skabt bred enighed om en CO2-afgift og en klimafond til grønne investeringer. Det er, som om Danmark, der har alle forudsætninger, har været fuldstændig uden politisk mod og lederskab i én af de værste globale kriser for menneskeheden nogensinde.
LÆS OGSÅ Livets læring: Fra Grundtvig til Gaia
FN’s seneste klimarapport fra april 2022 konkluderer, at menneskeheden har to et halvt år til at nå toppen af klimaudledningen, hvis målet om maksimalt 1,5 graders temperaturstigning skal nås. Det er vanvittige risici, vi med vilje løber med forurening af atmosfæren med drivhusgasser, for at opnå en gevinst her og nu, selv om vi kender langtidseffekterne. Højkonsekvensrisici har en særlig karakter.
Jo mere ødelæggende forhold de fører med sig, desto mindre har vi en konkret erfaring med det, vi risikerer, og jo større tidspres sættes vi under: Hvis tingene går galt, er det allerede for sent. Udtrykket ”kommer tid, kommer råd!” er ikke længere gyldigt.
Der er en akut trussel mod livet. Det fornemmer de engagerede unge. De forventer handling nu, og de er klar til at tage fat som grønne ingeniører, konstruktører, arkitekter, håndværkere, jordbrugere og forskere. De unges livsmod er fremtiden. Intet er mere meningsgivende og helende for livsmodet end at deltage aktivt i den grønne omstilling.