Fortalt til Sofie Buch Hoyer
Da jeg startede som elev på Køng Folke- og Idrætshøjskole i 1980, anede jeg ingenting om højskole. Jeg var arbejderknægt og havde læst historie og idræt på universitetet. Dér analyserede vi i hoved og røv og arbejdede rigtig meget med det, man kaldte den tredje verden.
I introforløbet på højskolen var vi ude at sælge kaffe og ulandsvarer fra Tanzania. Lige pludselig handlede jeg på noget, som jeg kun havde forholdt mig teoretisk til. Jeg følte mig med det samme hjemme på højskolen. Jeg mærkede, hvordan man helt konkret kan få folk til at gå sammen om at ændre nogle ting i verden.
Efter mit eget højskoleophold arbejdede jeg i en årrække som volley- og dramalærer på Køng. Da jeg var omkring 40, skulle der ske noget nyt. Jeg ville prøve at bruge historie i gymnasiet og få et lidt mere roligt arbejdsliv med tid til min kone og mine tre små børn. Det holdt i to år.
”Jeg vælger livets storme frem for gravens stille ro,” skrev jeg i et elevblad på Køng, da jeg fik job på Viborg Idrætshøjskole. Det er et citat af Grundtvig, og det lyder lidt hårdt, men det, jeg mente, er, at der er større følelser og engagement på spil i højskolen.
Jeg ville aldrig have byttet mit virke i højskoleverdenen for en stilling som gymnasielærer.
Johnnie Bøtker Laursen
Jeg var sindssygt glad for gymnasiet og kunne sagtens have været der hele mit liv. Men når man først har fået muligheden for at komme tæt på mennesker på den måde, højskolemiljøet tilbyder, er det svært at forlade den verden igen.
Jeg kommer til at savne højskoleeleverne og den livskraft og energi, de kommer med. Jeg tænker tit på, at jeg er en slags vampyr: Jeg har levet af de unge menneskers og mine unge kollegaers saft og kraft.
Jeg kommer også til at savne Viborg Idrætshøjskoles køkken. Dejlig mad, dejlige mennesker. I 40 år har jeg næsten ikke skullet lave mad selv – alene af den grund kunne man være ansat på en højskole.
Når højskolebevægelsen er allerbedst, ser vi udad mod verden og handler på vores indignation i forhold til verdens uretfærdigheder. Når bevægelsen er allerværst, lukker vi os om os selv og snakker om, hvor fedt det er at være på højskole, og at højskole i sig selv er det eneste, der dur.
Da jeg startede som højskolelærer, fulgtes vi ad med gymnasielærerne, hvad løn angår. Vi havde 36 ugers undervisning plus en sommerkursusuge om året. I dag arbejder mine unge kollegaer meget mere, og lønnen er slet ikke fulgt med. Jeg ville aldrig have byttet mit virke i højskoleverdenen for en stilling som gymnasielærer, men det siger jo noget om vores status på arbejdsmarkedet.
LÆS OGSÅ: Højskolelærerne er halvvejs i mål med en overenskomst
Som højskolelærere skal vi undervise eleverne i demokrati, og hvordan man samtaler og udvikler ting sammen. Den danske model til aftaler mellem arbejdsgivere og arbejdstagere bygger også på dialog. Undtagen på højskoleområdet: Ministeriet fastsætter enevældigt udgangspunktet, og skolerne må så selv bygge på. Desværre findes der stadigvæk højskoler, hvor der er en sparsom eller ingen dialog om løn- og arbejdsforhold mellem medarbejdere og ledelse.
Dér synes jeg, at højskolen lukker sig om sig selv ved at påstå, at vi er så meget bedre og anderledes end andre arbejdspladser. Gu’ er vi ej! Jeg har i alle 40 år deltaget i både FFD og i det faglige arbejde – senest i bestyrelsen for Højskolernes Lærerforening, da vi skiftede fra DM til FSL. Der er stadig noget at kæmpe for.
Efter min afskedsreception den 12. august er det tid til et fjumreår – og til at finde nye muligheder i livet. Jeg vil stadig være optaget af nordisk mytologi, fortælling og ikke mindst unge menneskers livsforhold. Jeg vil fortsat holde foredrag og oplæg, og så håber jeg at kunne bidrage med nogle kurser på højskolen og som vikar, hvis der bliver brug for det.