Af Kåre Birk, højskolelærer på Den Skandinaviske Designhøjskole
Jeg er i den utroligt privilegerede situation, at jeg har fået tildelt højskoleorlov. Dels trængte jeg til en tænkepause – og en pause fra et stigende arbejdspres (?!) – og dels trængte jeg til at forny mig selv.
Det havde jeg tænkt skulle ske ved at opsøge interessante mennesker, lave egne projekter og dokumentere og dele mine erfaringer digitalt, som man jo gør i 2022. Også som erstatning (eller måske mere som en flugt) for den skrevne rapport, ingen alligevel læser.
På samme tid ville jeg filosofere over og undersøge, hvad det er, der trykker og presser vores unge i dag. Hvorfor føler de sig pressede? Hvad har det af konsekvenser? Og hvad kan vi i højskolen gøre for at afhjælpe de udfordringer – eller måske bare undgå at gøre det værre?
LÆS OGSÅ: “Jeg er moder jord. Du må ikke tro på noget andet end mig”
Noget af det, som har undret og chokeret mig i de senere år – ud over den stigende mistrivsel blandt unge med depressioner og angst til følge – er, at det forekommer mig, at antallet af unge (og voksne), der får stillet diverse diagnoser som ADHD, ADD osv., nærmest er eksploderet. Jeg kender efterhånden ingen, som ikke har det tæt inde på livet, og der er især tale om piger. Det er jo helt forfærdeligt og gør mig mildest talt bekymret for fremtiden på mange planer.
Årsagerne kan være mange og er velbeskrevet i adskillige bøger gennem de senere år. Så det vil jeg som sådan ikke komme ind på her. Det, jeg vil belyse, er mine egne erfaringer i min orlovsperiode.
Store drømme og ambitioner
Jeg havde virkelig glædet mig til den orlov. Glædet mig til tid og ro til fordybelse. Glædet mig til at kunne følge min egen rytme og stort set lave lige det, jeg havde lyst til. Jeg havde skrevet en genial problemformulering, synes jeg selv, som gav muligheder for stor frihed og fleksibilitet i min orlov.
Jeg havde store ambitioner, og for at slippe for at skrive en afsluttende rapport, som ingen alligevel læste, ville jeg dokumentere mit forløb og mine projekter ved at lægge dem op på Instagram og Youtube. Jeg finder selv megen inspiration dér og syntes, jeg skyldte at dele lidt og give noget igen.
Jeg fandt på et godt navn til mine kanaler – Orlovs_Kaptajnen – og gik i gang med at planlægge mine projekter. Jeg havde en række personer, jeg ville opsøge, og nogle idéer, jeg gerne ville sætte i søen, og jeg tænkte, at det ville andre kunne få stor glæde af at følge.
Nogle dage kunne jeg pludselig have brugt timer på bare at være online uden grund, og jeg sank dybere og dybere ned i depressive tanker og følelser. Det var frygteligt!
Kåre Birk
Men men men – ret hurtigt kunne jeg mærke, at det blev et pres at skulle fodre mine sociale medier. SoMe sover jo aldrig. Der er et pres for at lave godt indhold. Et pres for at være til stede. Et pres for at præstere. For hvordan kunne jeg tro, jeg kunne lære andre noget? Der er jo en masse andre, som er meget dygtigere end mig! Og var det nu så god en idé, jeg havde fået, når det kom til stykket?
Og hvor bæredygtigt er det egentlig at dele alt mit arbejde digitalt?
Tvivl, præstationspres, sortsyn og frustrationer afløste hinanden. Jeg tog mig selv i at være på Instagram konstant.
Nogle dage kunne jeg pludselig have brugt timer på bare at være online uden grund, og jeg sank dybere og dybere ned i depressive tanker og følelser. Det var frygteligt!
Det værste var, at det var noget, jeg selv havde besluttet. Der var ingen eksterne forventninger. Intet ydre pres. Det HELE kom fra mig selv via de sociale medier.
LÆS OGSÅ: ”Jeg vil hellere designe mennesker end ting”
Det kulminerede med, at jeg en aften besluttede mig for at slette de sociale medier fra min telefon. Men jeg fortrød det straks. For kan man det? Hvordan skulle jeg så følge med? Så var jeg jo hægtet af!
Status er lige nu, at jeg har flyttet alle mine SoMe-apps om bagerst på min telefon, så de ikke er det første, jeg ser … Så må vi se, om det hjælper.
Tid og ro til at være i flow
Men det har fået mig til at tænke på, hvor meget de moderne lommecomputere og medier kan have med de unges mistrivsel at gøre og muligvis også være en af årsagerne til accelerationen af kognitive forstyrrelser. Jeg kunne simpelthen mærke det. Jeg fik en fysisk reaktion. Jeg kunne mærke min sindstilstand forandre sig til det værre. Det er vildt skræmmende!
Undervejs faldt jeg også over det gamle citat fra den ungarsk-amerikanske psykolog Mihaly Csikszentmihalyi om at være i flow: “Du kan godt være i flow uden at være kreativ, men du kan ikke være kreativ uden at være i flow.” Og med moderne smartphones allestedsnærværende kommer man ALDRIG i flow. Det kræver nemlig en tilstand af, hvad jeg har hørt beskrevet som meningsfuld selvforglemmelse – og den findes ikke i SoMe-land.
Jeg kunne simpelthen mærke det. Jeg fik en fysisk reaktion. Jeg kunne mærke min sindstilstand forandre sig til det værre.
Kåre Birk
Det har været en øjenåbner for mig selv og den måde, jeg vil undervise på fremadrettet. Der bliver helt sikkert nogle “no phone zones” i undervisningslokalerne. Vi skal ud at genfinde os selv uden forstyrrelser, og så skal vi bevidst arbejde for at give plads, tid og ro til at være i flow. Vi er jo for fa’en en kreativ højskole, og så må vi jo dele vores erfaringer, når vi mødes face to face.
Nå, ikke mere her fra orlovsland – jeg har lige et projekt, der skal dokumenteres og lægges på Instagram og Youtube …
Peace out fra orlovskaptajnen :-)