Af Lisbeth Trinskjær, formand for Folkehøjskolernes Forening i Danmark
Endelig kan højskolerne genåbne i januar, efter staten lige før jul endnu engang lukkede vores skoler ned ved lov. Glade sendte vi atter bud efter vores elever – med kviktest i døren, krav om gyldigt corona-pas og med henstilling til at minimere sociale kontakter.
Nogle skoler har produceret metervis af lasagne til fryseren, så en hurtig løsning ligger klar, hvis for mange ansatte i køkkenet skulle blive smittet. Andre skoler laver nænsomme aftaler med særligt sårbare kolleger, som frygter smittens konsekvenser.
Atter andre har udtænkt nødplaner, hvor højskolelærere kan undervise hjemmefra, mens eleverne er fysisk til stede på højskolen, hvis nu den høje smitteprocent i børnefamilierne fortsætter.
Staten kræver, at vi udfører stikprøver som én af den nye genåbnings præmisser. Ingen skal lykkes med at snige sig ind, uden at dokumenterne er i orden. Det værker i os frihedselskende højskolefolk, for kontrol er tillidens ultimative fjende.
Tillid og frihed er hjerteblod for os. Men vi formildes, for stikprøvekontrollen tilrettelægger vi selv. Gudskelov. Så kan tilliden til vores medmennesker alligevel få lidt plads, når vi må gøre det på højskolemåden. Hvis nogen altså ved, hvad ”stikprøver” på højskolemåden er – og hvis ikke frygten er krøbet helt ind i højskolens hjerte.
LÆS OGSÅ Lisbeth Trinskjær: Kaldet på revolution resonerer i mig
Vi er pragmatiske. Vi indretter os. Som mennesker – og som højskoler.
Men pandemien har været os et dyrt bekendtskab, og måske er den økonomiske pris i virkeligheden den mindste omkostning af alle?
”Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det hele er et teater,” skriver en yngre kvinde i en debattråd om Dronningens nytårstale i 2021’s sidste timer. ”Det er ikke muligt, at Dronningen ikke ved de ting, vi ved … Hun ved godt, at der er fri energi. Hun ved godt, hvad der foregår under Vatikanet. Hun ved godt, at der ikke er en klimakrise, og at der har været manipuleret med vejret i over 50 år. Hun ved godt, at de internationale topmøder er hjernevask. Hun ved godt, at udvalget af alle valg er tilpasset den plan, der er lagt. Hun ved godt, at Danmark er besat. Hun ved det hele,” skrev kvinden.
Der er meget at rette op på, mener hun og refererer til ”det kvæg”, der er hendes medmennesker. Indlægget hyldes af trådens deltagere. Ikke af et par stykker, men af mange. Overbevisningerne er stærke og fællesskabet varmt, når man ved bedre end flertallet.
”Sådan føles det, når jeg går ind i togkupéen,” skriver en ung mand i mit feed som forklaring på billedet, han har delt, af den vise løve, som står midt i togkupeen omgivet af får. Der er ingen tvivl om, at det er os, der er fårene.
Tillid har været grunden til, at vi som folk gennem snart to år har båret mundbind, holdt afstand, sprittet hænder og tilbragt lørdag aften i testkø med hele familien som det mest naturlige i verden
Lisbeth Trinskjær
Det danske samfund er verdensmester i tillid. Tillid er fundamentet under den høje hastighed, vi som samfund har responderet på pandemien med.
Det er baggrunden for, at vi for første gang i folkehøjskolernes historie for snart to år siden kunne lukke alle landets højskoler ned udelukkende baseret på et telefonopkald fra Kulturministeriets departementschef i forbindelse med statsministerens pressemøde i marts 2020.
Tillid er fundamentet under Danmarks imponerende høje vaccinationsprocenter. Tillid har været grunden til, at vi som folk gennem snart to år har båret mundbind, holdt afstand, sprittet hænder, tilbragt lørdag aften i testkø med hele familien som det mest naturlige i verden, at vi har vist pas, når vi har spist ude, og at vi har begrænset vores sociale kontakter i en grad og et omfang, som det danske samfund aldrig tidligere har prøvet.
Det er ikke sært, at idéen om får og kvæg finder et publikum.
Vi kan trække på skuldrene, når konspirationsteoretikerne rabler. Vi kan fnyse. Eller ryste på hovedet.
Men tillidskrisen – mængden af misinformation og antallet af konspirationsteoretikere – bliver demokratiets udfordring. Vores alle sammens udfordring. Nu.