Af Lars Düwel (tekst og foto)
”Prøv lige at se dér, venner,” siger eleven på forsædet og peger ud ad bilvinduet.
”Det ser fanme ægte amerikansk ud!” siger han.
Sammen med de øvrige passagerer kaster jeg et blik i hans pegeretning, mens jeg standser bilen ved et lyskryds. Ud til vejen ligger et spisested, en diner, som var den taget ud af Tarantinos Pulp Fiction The Hut
”Gid, vi kunne spise dér i stedet,” siger en anden elev fra bagsædet, mens jeg sætter bilen i gear og kører over lyskrydset.
Eleverne er fra den politiske linje på Rødding Højskole, og vi er på studietur i USA. Nærmere bestemt i sydstaterne – Georgia, Tennessee, Alabama og Texas.
LÆS OGSÅ Lærer: “Højskolerne har en global rolle at spille”
I alt er vi 15 elever, to undervisere og to chauffører på tur i november 2021. Vi kører rundt i fire lejede biler, og jeg kører den ene af dem, en sølvgrå Nissan.
Til daglig er jeg selvstændig journalist, men i efteråret spurgte min gode ven Jakob Tvede Holgersen, der er hovedfagslærer på politiklinjen, om jeg kunne hjælpe ham med studieturen til USA. Han manglede to chauffører, og jeg fik mulighed for at være én af dem.
Change of plans
Tilbage i bilen er jeg på vej over lyskrydset for lidt efter at svinge ind ved den lokale McDonald’s.
Planen er, at vi skal have en hurtig omgang morgenmad for bagefter at køre en time til byen Memphis, hvor vi har dagens første programpunkt.
Jeg kigger på bilens ur. Klokken er snart 8. Vi har stadig to timer til at komme til Memphis. Vi træder ud ad bilen, og jeg går hen til Jakob, der sammen med de to sidste biler også er ankommet til parkeringspladsen.
”Så du den diner, der lå deroppe? En af eleverne opdagede den. The Hut. Det så helt rigtigt ud,” siger jeg.
Jakob kigger på sit ur. Han ved godt, hvor jeg vil hen. Kan vi nå at spise dér i stedet for på en standard McDonald’s og stadig nå til Memphis? Han kigger op igen.
”Det bliver knebent. Men fuck det. Så må vi komme et par minutter for sent,” siger Jakob.
At sidde dér side om side med truckere og andre stamgæster – det var noget af det USA, som man næsten ikke tror findes
Magnus Flensborg, elev på Rødding Højskole i efteråret 2021
Han vifter med armen til eleverne i signal om, at de skal gå ind i bilerne igen.
”Change of plans, venner.”
Ti minutter efter sidder de 15 elever på The Hut fordelt i fire båse. Morgenmaden er ”pancakes with syrup, eggs and bacon” og kaffe ad libitum serveret af stedets indehaver, en sød kvinde i 40’erne.
Ved disken sidder en håndfuld stamkunder og snakker om løst og fast. Én læser i den lokale avis, Sommerville Local News, en anden rejser sig for at gå bag om bardisken for at fylde sin gigantiske kop med kaffe.
Parodi og virkelighed
Hjemme i Danmark står morgenmaden på The Hut tydeligt i erindringen hos højskoleeleven Magnus Flensborg.
”Det var noget af det mest autentiske på turen. At sidde dér side om side med truckere og andre stamgæster – det var noget af det USA, som man næsten ikke tror findes, fordi man hele tiden ser det i film og magasiner. Man får næsten fornemmelsen af, at det er en parodi, men det er virkelighed,” siger Magnus Flensborg.
Underviser Jakob Tvede Holgersen, der gennem tiden har arrangeret en række forskellige studieture til USA, er enig.
”Det er i virkeligheden dét, der er den største oplevelse, hver eneste gang jeg er i USA. For det er et så vanvittigt, vulgært og polariseret land, men samtidig er det fuldt af søde mennesker, der er vildt gæstfrie. USA er det stof, vores fantasier er gjort af, fordi Hollywood har bearbejdet os hele ungdommen. Det er kæmpestort, når man så pludselig er midt i det Amerika, som man normalt kun ser i nyhederne eller gennem kulturen,” siger Jakob Tvede Holgersen.
(Artiklen fortsætter under billedet)
For Magnus Flensborg var alt i USA dog ikke som at være med i en nationalromantisk film med vajende Stars and Stripes og patriotisk violinmusik i baggrunden.
”Turen var i den grad også en øjenåbner for, hvor stor uligheden er i USA, og hvor mange strukturelle problemer de i virkeligheden har. Da vi for eksempel kørte gennem den lille landsby Shelby for at gøre holdt, tror jeg, vi alle satte os tilbage i bilerne med en følelse af, at det er det USA, man ikke hører så meget om,” fortæller han.
En by glemt af tiden
Vi ankommer til provinsbyen Shelby, som Magnus taler om, en solrig dag ved middagstid. Vi skal gøre et kort stop, mens vi bevæger os sydpå langs Mississippi-floden. Byen er domineret af nedlagte og afbrændte bygninger og tomme, støvede butiksruder med skudhuller i. Selv det lokale bibliotek, som jeg forestiller mig engang har været byens hjerte placeret lige i centrum, er lukket nogle år tidligere.
”Det var noget af det vildeste, jeg har set – hvordan det var en by glemt af tiden. En tidslomme for hvordan det så ud for 40 år siden, og så er der bare intet sket siden. Det var en by, der sammen med dens indbyggere var efterladt til at dø,” siger Magnus Flensborg.
”Det sætter USA’s størrelse i perspektiv. Man forstår pludselig, hvor åndssvagt stort og forskelligt landet er. Om morgenen var vi kørt fra en kæmpe by med skyskrabere og masser af liv. Nogle timer efter står vi i Shelby, hvor nogle af pigerne fra højskolen nærmest frygter for deres liv, fordi byen er så smadret, og der er et par hjemløse og tvivlsomme skæbner på gaden,” siger han.
Det er bare så vigtigt at forstå, at USA også har en udkant. Og den er langt værre end i Danmark
Jakob Tvede Holgersen, politiklærer på Rødding Højskole
For politiklærer Jakob Tvede Holgersen var det et vigtigt mål med turen, at højskoleeleverne netop fik øjnene op for forskellene.
”USA er et politisk og økonomisk tyngdepunkt – det er verdens supermagt. Men det er bare så vigtigt at forstå, at USA også har en udkant. Og den er langt værre end i Danmark. Du ville aldrig opleve en by som Shelby i Danmark. Det ville være noget, man sammenlignede med et tredjeverdensland. I USA er det i afluringen af de små nuancer, man ser de store forskelle,” siger Jakob Tvede Holgersen.
Fællesskabet i en megachurch
I buldermørke kører vi i kortege ude på det, man på dansk ville kalde Lars Tyndskids Mark (og det er vel at mærke sagt af en, der er født og opvokset i Sønderjylland). Vi er på vej ud til en familie i Texas, som ingen af os før har mødt.
Om morgenen samme dag er underviser Jakob blevet ringet op af en bekendt fra USA, der fortæller, at en af hans venner har hørt, at vi er i Texas, og derfor gerne vil invitere os på aftensmad.
Jakob rykker lidt rundt i programmet, og om aftenen svinger vores fire biler ind i deres indkørsel. Familien består af en far, en mor, to børn og deres bedstefar. Familien er tidligere kyllingeopdrættere, men en tornado har to år inden smadret halvdelen af deres stalde, og derfor valgte bedstefaren at dreje nøglen om.
De byder os velkomne med åbne arme. Bedstefaren – en mand i 70’erne med blå denimskjorte, jeans holdt oppe af et læderbælte og en brun kasket – snakker flittigt og viser os sine tidligere stalde. Nu uden kyllinger.
LÆS OGSÅ: Bliv dog hjemme
Det står hurtigt klart, at det er en meget religiøs familie. ”Jesus is in everything” er en sætning, bedstefaren bruger ofte, og inde i huset står bibelcitaterne med skråskrift på væggene, ligesom der er bordbøn inden aftensmaden.
”At opleve deres tro var så anderledes end det, vi kender til i Danmark. Det var et ekstremt niveau, hvor de virkelig tror – og lægger en stor del af sig selv over i Gud eller Jesus,” fortæller højskoleeleven Emma Jensen hjemme i Danmark.
Hun nævner i samme ombæring vores besøg i en såkaldt megachurch – en form for moderne kirke, hvor træbænkene er skiftet ud med biografsæder, kirkekoret skiftet ud med popbands og præsten skiftet ud med en mand i skjorte og slips, der gennemgår biblen.
”Det var spændende, men jeg synes faktisk også, det var lidt ubehageligt. Man fik næsten følelsen af, at de var hjernevaskede. Det er klart, at de får noget ud af det fællesskab, som vi ikke kender til i Danmark på samme måde. Og det er jo fascinerende. Mega-church er klart en ting, jeg vil anbefale folk, der skal besøge USA, at se, for det ikke er en typisk turistting,” siger Emma Jensen.
Thanksgiving på en kvægfarm
Dagen efter besøget hos den religiøse familie viser kalenderen 25. november – den sidste torsdag i måneden. Kendere af USA vil med det samme genkende datoen som Thanksgiving – dagen, hvor man siden 1600-tallet har takket Gud for en forhåbentlig vellykket høst og for alt, hvad han ellers har givet.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Allerede måneder forinden, da underviser Jakob Tvede Holgersen var i gang med at planlægge turen, havde han sat et stort kryds ud for denne dag.
”Jeg har jo boet i USA tidligere og ved bare, at det er noget helt specielt,” siger han.
Han søgte derfor efter den første og bedste kvægfarm i området omkring Houston, Texas, og ringede til nummeret oplyst på Google.
”Jeg kom i kontakt med Dennis, der med det samme sagde ja til at vise os rundt på sin cattle ranch. Da jeg så spurgte til, om vi kunne komme på dagen for Thanksgiving, sagde han, at han lige skulle snakke med sin kone. Ti minutter efter tikkede der en sms ind på min telefon, hvor Dennis skrev, at vi kunne komme på én betingelse – nemlig at vi spiste Thanksgiving Dinner sammen med ham og hans familie,” fortæller Jakob Tvede Holgersen.
Umiddelbar gæstfrihed
Den 25. november om morgenen kører vi i samlet flok ud mod Dennis’ kvægfarm en halv time uden for Houston, Texas. Jeg har i dagene op til fornemmet en vis forventningsfuldhed blandt eleverne over, hvad vi skal ud til. Især da vi nogle dage forinden har besøgt en politistation længere mod nord, hvor en af betjentene bider mærke i, at vi skal besøg en farm uden for Houston uden at kende noget til den i forvejen.
”Well, I wouldn’t recommend that,” siger betjenten, hvilket selvfølgelig bidrager til et vist spændingsniveau, da vi endelig holder i indkørslen og ser en stor truck med en mand indeni klar til at byde os velkommen til sin kvægfarm.
Jeg triller ind i indkørslen og op på siden af hans gigantiske sorte truck. Så snart bilvinduet ruller ned, kan jeg dog hurtigt fornemme, at der ikke er noget at være nervøs for. Dennis er en stor mand med milde øjne, og han er enormt glad for, at vi har lyst til at besøge ham, hans familie og farmen.
Ligesom amerikanerne er mærkelige i vores øjne, er vi danskere og europæere også nogle vildt mærkelige størrelser i deres verden. At vi lever under en stat, der blander sig i alt og næsten konstant ved, hvad vi foretager os, er totalitarisme i deres øjne.
Jakob Tvede Holgersen, politiklærer på Rødding Højskole
Han har gjort klar til, at vi skal med ud og drive kvæg sammen, fodre dem, øremærke en håndfuld af dem og til sidst med rundt og hilse på farmens øvrige beboere – geder, høns og heste.
Efter et par timer som ægte cowboys står den på Thanksgiving Dinner, som Dennis’ kone og hendes søster har stået i køkkenet i tre dage for at gøre klar.
”Det var jo så voldsomt. Der var alt, hvad der skulle være til en ægte Thanksgiving,” husker eleven Magnus Flensborg. Før turen havde han læst meget om begrebet ”Southern Hospitality” – på dansk kunne man kalde det umiddelbar gæstfrihed. Og det var stort for ham at opleve det to dage i træk.
”Jeg fik følelsen af, at de gerne ville vise os et andet billede end det, medierne måske nogle gange maler af sydstaterne. Det var virkelig bare gæstfrihed af den reneste art,” siger Magnus Flensborg og fortsætter:
”Det indrammer virkelig det paradoksale ved amerikanerne, og hvor præcist og falsk mediebilledet af USA er på samme tid. At man kan møde mennesker, der er så verdensfjerne og mener, at vi som europæere er indoktrinerede kommunister, fordi vi ikke har fri adgang til våben, mens det er de selvsamme mennesker, der inviterer os ind i deres hjem og er nogle af de mest nænsomme og hjertelige mennesker, jeg nogensinde har mødt. Det har for mig været den største oplevelse på turen,” siger han.
Tilbage i Danmark konkluderer underviser Jakob Tvede Holgersen, at studieturen var vellykket af flere grunde. Blandt andet fordi eleverne fik oplevet de store kontraster i nutidens USA.
”Ligesom amerikanerne er mærkelige i vores øjne, er vi danskere og europæere også nogle vildt mærkelige størrelser i deres verden. At vi lever under en stat, der blander sig i alt og næsten konstant ved, hvad vi foretager os, er totalitarisme i deres øjne. I USA kan man stort set leve et helt liv uden statens indblanding. Set på den måde er det ikke dem, der er mærkelige. Det er os.”