Vi skal tale om klimasorg i fællesskab

Af Sarah Strunge og Maria Halding, tidligere elever på Ry Højskole

Vi står midt i flere globale kriser. Pandemi og masseuddøen truer os på vores eksistens, og det er svært at finde andre syndebukke end os selv. Midt i sådanne krisetider må vi spørge: Hvad gør det ved os?

I sommer udkom den seneste rapport fra FN’s klimapanel – en rapport, der med dens alarmerende tal om klimakrisen og temperaturstigninger var en mavepuster til alle os, der i forvejen bekymrede os om klima og miljø. 

Reaktionen blandt klimaaktivister, klimabevidste og klimaberørte var, at enten kunne vi gå på gaden med vrede – eller også kunne vi gå hjem og lægge os med en følelse af sorg og afmagt. Her manglede en fælles samtale om, hvordan vi kan være i det svære uden at ødelægge os selv. 

LÆS OGSÅ: Jeg tilhører den generation, der er ret fucked, hvis der ikke sker noget

Sorgen over klimaforandringerne er reel. Den udspringer af en kærlighed til kloden. At møde sorgen er at møde alvoren af den klima- og miljøkrise, som hele kloden er ramt af. Derfor har vi stiftet en klimasorggruppe i Stefanskirken på Nørrebro i København. 

Her mødes vi én gang om måneden og taler med hinanden i et fortroligt og ikke-dømmende rum, så vi kan sætte ord på det, vi oplever inden i og uden for os selv.

Sorggruppen er oprettet som en respons på de mange følelser, der naturligt opstår, når vi mister noget, vi er knyttet til. For vores vante omgivelser er ved at ændres – og sågar forsvinde. Når vi erkender dette med hele vores væsen, vil vi naturligt have en kropslig og følelsesmæssig reaktion. 

Sorggruppen er et fællesskab, der kan bære, rumme og anerkende den enkeltes reaktion og sørgen. Vi skal ikke nødvendigvis igennem sorgen, men vi skal lære at leve med den og med tabet – sammen.

Klimakrisen kan ikke og skal ikke være den enkeltes ansvar, bekymring og tab. Den individualiserede ansvarspålæggelse skaber følelser af skam og skyld i stedet for modet til at handle. I klimasorggruppen kan vi kan mødes i fællesskab. Her gives der plads til meningsløsheden og tvivlen. 

Vi håber, at klimasorggruppen kan give folk en oplevelse af ikke at være alene og at kunne dele det svære med nogen. 

Vi oplever, at dem, der kommer i gruppen, har svært ved at søge genkendelse i deres tvivl og sorg blandt deres kammerater, fordi samtalerne oftest går i retningen af løsninger, håb og flyrejser. 

Og så står de dér – med den mørke knude i maven, der aldrig kan blive forløst. Det kan forhåbentlig ændre sig i samtalen med ligesindede. Det kan være en oplevelse af forløsning og samhørighed, når vi samles og deler vores bekymringer. 

Det er derfor, vi skal tale om klimasorg i fællesskab. Vi må græde i kor!