Af Nikolai Frank, tidligere elev og hjælpelærer på Grundtvigs Højskole
For nylig afsluttede jeg et halvt års specialestudier, hvor jeg forsøgte at afdække de forskellige måder, hvorpå landets højskoler samarbejder med deres lokalsamfund.
Studiet tegnede et billede af, at der ligger et enormt pædagogisk og fagligt potentiale i at indtænke lokalsamfundet i undervisningen. Fordi eleverne forpligter sig i rigtige projekter med rigtige mennesker. De lærer på en måde, som kan være svær at genskabe i et konventionelt klasselokale.
Noget af det, som fascinerede mig mest i specialeskrivningen, var ikke de faglige resultater som sådan. Det var selve mødet mellem lokalsamfund og højskoleelever. Et møde, der skaber kontakt på tværs af værdimæssige og geografiske barrierer i Danmark, og som bliver overset af regeringen, når den foreslår, at højskoleophold ikke længere skal tælle med i kvote 2-ansøgninger. Måden, hvorpå regeringen taler om social skævhed i udspillet, synes jeg er uhyre snæver.
LÆS OGSÅ Tidligere højskoleelev: 13 grunde til, at regeringens kvote 2-udspil er absurd
Polariseringen mellem land og by har været et politisk tema ikke blot i Danmark, men i det meste af verden i efterhånden mange år. Det gælder både i forhold til økonomi, værdier og uddannelse.
Det er i denne problemstilling, jeg ser et enormt potentiale i forhold til højskolerne. Et potentiale, som ikke er indfriet alle steder endnu, og som ikke prioriteres lige højt af alle højskoler.
Men at stemple højskolerne som socialt skævvridende sætter en kæp i hjulet på det arbejde, der foregår lige nu. Det er en kold spand vand i ansigtet på de højskolelærere, der prioriterer samspillet mellem lokalsamfund og højskoler i deres undervisning.
Højskolen som boblebryder
Man behøver ikke hyre Gallup for at konstatere, at højskolernes elevoptag med tiden har ændret sig. Det er ikke ligefrem karlene fra gårdene, der fylder i foredragssalene, som de gjorde for 100 år siden.
Den typiske højskoleelev er i dag mellem 19 og 22 år, har et eksamensbevis fra gymnasiet og overvejer, hvilket universitetsstudie vedkommende skal kaste sig ud i efter sommerferien. Nogle af eleverne er på højskole for at dygtiggøre sig og finpudse deres kvote 2-ansøgninger.
Efter et halvt års studier i højskolebevægelsen står det klart for mig, at der er noget, regeringen overser i sit nye udspil. Det er højskolernes potentiale til at skabe social mobilitet, bryde bobler og sikre møder mellem land og by.
Nikolai Frank
Spørgsmålet er, hvorfor det skulle være et problem? Jeg vil påstå, at højskolerne både skaber social mobilitet for den enkelte elev – og sætter rammen for møder på tværs af befolkningsgrupper.
Jeg synes, vi i højere grad bør vi tale om højskolen som boblebryder. Man kan arbejde og spare sammen til et højskoleophold, men næppe købe sig til netværk og højtuddannede forældre, der kan klæde én på til en optagelsesprøve.
At sløjfe højskolebeviset fra kvote 2-ansøgningsprocessen afskærer en masse unge muligheden for at lukke hullet til deres jævnaldrende, som kommer fra akademiske familier. Hvis regeringen ønsker at hjælpe alle unge på tværs af skel, bør den skabe bedre støttemuligheder for dem, der ønsker et højskoleophold.
I forhold til den sociale skævhed, der eksisterer mellem land og by, kan den enkelte højskole gøre en positiv forskel, hvis skolerne prioriterer det. Højskoler, der integrerer lokalmiljøet i deres undervisning, bryder netop den boble, som eleverne er opvokset i og kender fra gymnasiet – og måske blot vil møde mere af, hvis/når de fortsætter på universitetet.
Hvad er højskolebeviset et bevis på?
Jeg kan forestille mig, at regeringens udspil gør ondt på mange højskolefolk. Det, forslaget signalerer, er, at et højskolebevis fremover ikke skal være et bevis på noget. At de unge, der har brugt fem måneder på en højskole med undervisning, foredrag og nye sociale relationer er lige så uddannelsesparate, som hvis de var blevet hjemme under dynen.
LÆS OGSÅ: Højskolernes indspark til nyt uddannelsesudspil: Vi er en del af løsningen - ikke en del af problemet
Hvor forhandlingerne ender, og hvordan højskolernes rolle i uddannelsessystemet udvikler sig, er uvis.
Dog giver debatten mulighed for at drøfte, hvad et højskolebevis egentlig skal være et bevis på. Og den giver de enkelte højskoler mulighed for at vise, hvordan de modvirker social ulighed i deres lokalsamfund.
Efter et halvt års studier i højskolebevægelsen står det i hvert fald klart for mig, at der er noget, regeringen overser i sit nye udspil: Højskolernes potentiale til at skabe social mobilitet, bryde bobler og sikre møder mellem land og by. Dét er en stor værdi, der kommer os til gode som samfund.