Lisbeth Trinskjær: Bånd mellem mennesker dannes i selv de mindste højskolelommer

Publiceret 14-06-2022

KLUMME På højskolernes korte kurser møder vi ikke bare hinanden, men også beslutningstagere, tænkere, kunstnere, filosoffer, debattører og politikere – tæt på. Vi lytter til deres erfaringer og overvejelser, men vi får også lejlighed til at gå i dialog med dem. Og den korte magtdistance gør underværker for vores demokrati.

Af Lisbeth Trinskjær, formand for Folkehøjskolernes Forening i Danmark

Vores samfund føles rigt, når børnefamilier boltrer sig i kreativitet, sang og bevægelse på danske højskoleplæner – høje på fællesskab og samhørighed i sommersolen med økonomisk tilskud fra staten. 

Når den rørige ældre har forladt arbejdsmarkedet til fordel for filosofi, politik, sildemadder, morgensang og udflugter til museer, kirker og den danske natur, er generøsiteten i statstilskuddet til netop disse aktiviteter også forbløffende. 

Ved første øjekast ligner højskolernes korte kurser mistænkeligt meget underholdning. Deltagerne bliver en del af et positivt fællesskab, de fyldes op af samværet og kaster sig ud i aktiviteter, de elsker – og aktiviteter, hvis værdi de endnu ikke kender. Men tager vi luppen frem og kigger nærmere på ”partiklerne” i højskolernes korte kurser, finder vi dyb mening med samfundets generøsitet.    

LÆS OGSÅ Lisbeth Trinskjær: Hvordan sikrer man, at højskolen ikke bare bliver en platform for underholdning?

Jeg ønsker mig ikke tilbage til monopolets dage – jeg elsker at have adgang til fem daglige aviser med ét klik på min telefon, og jeg holder af at kunne streame film og serier fra hele verden, når det passer mig. Men i dagene med DR’s monopol havde vi en mere samlet offentlighed, end vores fragmenterede medieforbrug i dag gør mulig. En offentlighed, som gjorde det, vi var fælles om, konkret. Og som gjorde det ansvar, vi løfter sammen som folk, synligt. 

Midt i sommerens lyksaligheder på landets højskoler skabes en mikrokosmisk offentlighed. Et kurateret mødested for mennesker, der er mere forskellige, end man umiddelbart ser ved første øjekast. Det er en slags bro, hvor mennesker fra alle steder i landet med meget forskellige uddannelsesbaggrunde mødes i undervisningen, over opvasken og i kaffepauser. 

Vi har brug for et sådant fællesskab. Måske endnu mere end vi før har haft. Fordi individet ikke længere kan høre til uden konstant at skulle definere sig. Vi deklarerer som det mest naturlige i verden vores fødeegn, uddannelse, beskæftigelse, civilstatus, og hvilke værdier vi navigerer efter, inden vi tager ordet om noget, der er vigtigt. For at validere vores perspektiv og autoritet.

Individets frihed er stor. Men ensomheden vokser. De fleste af os mærker den i ny og næ, og for alt for mange er den blevet et hverdagsfænomen. Ikke kun fordi vi lever alene i flere og længere faser af tilværelsen, men også fordi det er blevet sværere at dele vores tvivl, vores utilstrækkelighed og vores bekymringer såvel som vores boblende håb og glæder med hinanden. Det er blevet sværere at blotte sig og bryde facaden, når vores tilhørsforhold ikke er givet.

Midt i sommerens lyksaligheder på landets højskoler skabes en mikrokosmisk offentlighed. Et kurateret mødested for mennesker, der er mere forskellige, end man umiddelbart ser ved første øjekast.

Lisbeth Trinskjær

På højskolernes korte kurser møder vi ikke bare hinanden, men også beslutningstagere, tænkere, kunstnere, filosoffer, debattører og politikere – tæt på. Vi lytter til deres erfaringer og overvejelser, men vi får også lejlighed til at gå i dialog med dem. Og den korte magtdistance gør underværker for vores demokrati. Vi har brug for at se politikeren, meningsdanneren og beslutningstageren som de mennesker, de er. Og ikke som de taktiske manipulatorer, de ofte præsenteres som. 

Sommerens små højskolelommer kan synes ubetydelige. Og måske forledes vi ind imellem selv til at se vores korte kurser om en parentes i højskolernes egentlige hovedsigte om livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse. Men alle, der har været helt tæt på de magiske højskole-maggi-terninger ved, at blikket løftes, at modet og ansvarsfølelsen styrkes – og at bånd mellem mennesker dannes i selv de mindste højskolelommer.