Lisbeth Trinskjær: Hvordan sikrer man, at højskolen ikke bare bliver en platform for underholdning?

Publiceret 02-05-2022

KLUMME Højskolernes formand har været på besøg på verdens nordligste højskole, Svalbard Folkehøjskole, hvilket fik hende til at reflektere over nogle vigtige paradokser i skolens udvikling.

Af Lisbeth Trinskjær, formand for Folkehøjskolernes Forening i Danmark

De ligner helt almindelige højskoleelever, de to unge lyshårede kvinder med deres røde kvinder og blå øjne. Bortset fra geværet over den enes skulder, som skal beskytte dem, hvis de møder en isbjørn. De er sultne på eventyr, højskoleleverne – og på fællesskab, fordybelse og uforglemmelige oplevelser.

Deres højskole er en af Norges nyeste og koldeste. Chillfaktoren får minusgraderne helt ned på 34, og højskolen er omgivet af is, sne og Svalbards største by, Longyearbyen, der huser mere end 50 forskellige nationaliteter.

Verdens nordligste højskole er under opbygning og starter under beskedne kår. Højskolens 60 elever, som snart skal vokse til 125, mødes i højskolens eneste fælleslokale, en forladt mine-bar, og de modtager undervisning i Longyearbyens eneste butikscenter. Når undervisningen altså ikke foregår på hundeslæde, på ski eller i felten med arktiske forskere fra universitetet.  

LÆS OGSÅ Lisbeth Trinskjær: Vi er den største bøf på savannen

Eventyret er uundgåeligt. Rammerne enestående. Men i pioneråndens iver glemmer Svalbard Folkehøjskole ikke de tre væsentligste udfordringer, den er født med:

1) Hvordan arbejder man åbent med dannelse og demokratisk deltagelse i en kultur, hvor man kun må bo, så længe man har job og kan klare sig selv fysisk? Og hvor de lokale myndigheder uden appelmulighed kan beslutte, at man ikke længere er velkommen, hvis man mister sit job eller bliver for gammel, for fattig eller for handicappet?

2) Hvordan bygger man bro i et lokalmiljø med mere end 50 forskellige nationaliteter, når man samtidig ved, at en af de vægtigste grunde til, at højskolen overhovedet findes, er den norske stats ønske om at øge tilstedeværelsen af ”norske folk på bakken”, som de selv udtrykker det?

3) Hvordan arbejder man reelt og troværdigt med idealet om bæredygtighed, når man holder højskole omgivet af en sårbar natur, som allerede mærker tydelige konsekvenser af en øget gennemsnitstemperatur på 6 grader, og når ens blotte tilstedeværelse i den arktiske natur afføder et ekstremt klimaftryk?

Paradokserne er mange. Men ironisk nok er den vigtigste udfordring på Svalbard Folkehøjskole universel. For hvordan sikrer man, at højskolen ikke bare bliver en platform for underholdning? At den ikke reducerer sig selv til et oplevelsesfix for ressourcestærke unge uden større betydning og dybde? 

Jeg er ikke bekymret for højskolen på Svalbard, for alene bevidstheden om udfordringerne vidner om mod til ikke bare at stryge eleverne med håret. Det vidner om mod til at ville ruste de unge tilstrækkeligt til at tage ansvar for den fremtid, der venter dem. 

LÆS OGSÅ: "Det kan blive nødvendigt at slå en isbjørn ihjel"

Måske kan alle de gamle, veletablerede højskoler hente vigtig inspiration i pionerernes spørgsmål og de paradokser, deres højskoler fødes med?

Måske er det et af resultaterne, vi kan høste af det pædagogiske samarbejde, som ti danske højskoler netop nu kaster energi ind i sammen med ti højskoler fra Tanzania, Indien, Færøerne, Palæstina, USA, Brasilien, Polen, England, Japan, Mexico og Kenya i initiativet People’s Future Lab?  

Måske bringer disse nye højskoler et beredskab med sig til hele skoleformen globalt, som er langt mere afgørende end geværet over højskoleelevens skulder?