Af Celine Sofia Skov Nielsen, tidligere elev på Idrætshøjskolen Aarhus
Fire år på biologistudiet var, hvad det tog for mig at indse, at man ikke nødvendigvis behøver at være studerende for tryghedens skyld. Sådan kan det ellers hurtigt føles i en kultur, hvor spørgsmålet “hvad studerer du?” er et af de første, man møder i sociale sammenhænge. Hvem vil være den, der svarer “øh, ingenting” – og endda ikke engang har et alternativt svar at diske op med? I hvert fald ikke mig for fem år siden efter mine to sabbatår.
Jeg gik i panik, da hele min omgangskreds startede på forskellige studier, mens jeg stod alene tilbage uden en plan. Det er vel bedre at studere et eller andet end ikke at gå på universitetet? Det var i hvert fald, hvad der drev mig til at søge ind på et studie, der nu engang havde ledige pladser efter ansøgningsfristen.
LÆS OGSÅ: Højskolernes indspark til nyt uddannelsesudspil: Vi er en del af løsningen - ikke en del af problemet
I det sidste år af gymnasiet malede der sig tydeligt et billede af flertallets fremtidsplaner. Det var at starte på universitetet. Selvfølgelig efter grupperejsen rundt i Asien. Hvad valget faldt på af specifikke studier var af mindre betydning. Dét at tilslutte sig flertallet dengang gav allerede en spøjs form for tryghed. Så kunne man vel altid begynde på et bredt studie og så droppe ud, hvis ikke det lige passede til ens identitet alligevel.
Men så let skulle det ikke blive. Før jeg vidste af det, var jeg fanget i en dejlig social tryghedsboble, der tog alt mit fokus væk fra det faglige. Dog med gamle eksamenssæt og noter fra mine tutorer, som fik mig igennem eksamenerne.
Men jeg stoppede ligesom aldrig op og trådte ud af min sociale boble for at mærke, om jeg nu engang overhovedet var motiveret for det fuldtidsstudie, jeg gik på.
En tosidet tvivl
Det føltes godt endelig at kunne komme med et svar til det famøse spørgsmål: “Hvad studerer du?” Samtidigt gik det op for mig, hvor identitetsskabende det blev. Og selv om jeg nødvendigvis ikke kunne identificere mig med at være biologistuderende, var jeg altså nu skrevet op til tryghed og en ny identitet.
Alligevel kunne jeg ikke lægge tvivlen fra mig. Der opstod en tosidet tvivl hen ad vejen: Følelsen af at være i samme fortvivlede og umotiverede båd til fredagsbar – og følelsen af et hverdagsræs, hvor det gjaldt om at være hurtigst til at fortælle om ens studieidentitet, og hvad man ville specialisere sig indenfor. Den dobbelteffekt forvirrede mig ved både at sænke og øge min tvivl.
Jeg gik i panik, da hele min omgangskreds startede på forskellige studier, mens jeg stod alene tilbage uden en plan. Det er vel bedre at studere et eller andet end ikke at gå på universitetet?
Celine Sofia Skov Nielsen, tidligere højskoleelev
Efter at have fulgt min tvivl og være droppet ud af min uddannelse er det gået op for mig, hvor stort et hav, der nu engang eksisterer uden for universitetsboblen – med strømme og vinde i uendelige retninger! Dét tror jeg er en åbenbaring, jeg ikke ville have fået, hvis jeg havde kilet mig for hårdt fast til studielivet.
Universitet i sig selv er et skønt koncept og en kæmpe mulighed for at følge sin motivation og dykke ned i en niche – og så bliver vi endda betalt samtidigt! Det er da værd at tage med i valget mellem en universitetsuddannelse eller et usikkert ubetalt alternativ.
Pointen er, at universitet bestemt er kommet for at blive med sine 542 år på bagen i Danmark. Men om det er blevet for nemt, for bredt og for strømlinet må fremtiden vise.