Fortalt til Nicolai Foldgast, journalist
Jeg startede som underviser i 1986, og i 2002 overtog jeg hvervet som forstander. Det har været interessant at følge skolens udvikling gennem 36 år. Da jeg kom til, var det en husholdningsskole, men i 2018 blev det til en kombineret fri fag- og højskole, så de seneste fire år har virkelig været spændende.
Omstillingen til en kombinationsskole har betydet, at der har været mange nye ting at forholde sig til. Vi har blandt andet skulle tilpasse os til en ekstra målgruppe ved at inkorporere højskoleislættet. Dermed har det også været nødvendigt at oprette nye kurser – noget, der har været ganske sjovt at bide skeer med.
Det, der står klarest tilbage i erindringen, når jeg kigger tilbage på mine 20 år som forstander, er fællesskabet og samarbejdet med lærere og afdelingsledere. Det har været helt unikt, og det kommer jeg til at savne.
LÆS OGSÅ: Else Mathiassen stopper som forstander på Vestjyllands Højskole
Derudover vil jeg pege på den lokale opbakning fra borgene og politikerne i Struer som en ret unik ting. Vi har altid mødt velvilje, og da vi fremlagde planerne om en kombinationsskole, var der kun opbakning at spore. En enstemmigt byråd var endda så positive over for visionen, at de hjalp os med at skaffe finansiering.
Hvis jeg skal opsummere min tid på skolen med tre ord, er det nok: Fællesskab, glæde og spænding. I forhold til fællesskab er det vigtigt at påpege, at der ikke er nogen, som kan drive en fag- og højskole alene. Der skal være et godt samarbejde mellem ledere, medarbejdere og kursister for at få det hele til at fungere. Glæden kommer til udtryk ved at se menneskers personlige udvikling – om det er kursister eller medarbejdere er underordnet. Jeg finder stor værdi i at se folks personlige rejser. Det spændende ved arbejdet er, at der er så mange forskellige arbejdsopgaver, og at dagene ikke er ens.
Coronapandemien har selvfølgelig ikke været sjov, men det har nu ikke været den største udfordring gennem min tid på skolen. Vi blev heldigvis ikke ramt så hårdt, fordi vi havde mange voksne kursister og en del eneværelser, så det var muligt at opretholde driften og kurserne efter sundhedsmyndighedernes krav.
Det er mere det pædagogiske arbejde i forhold til ledelsesstillingen, som har optaget mig. Jeg vil hellere have med mennesker at gøre, end jeg vil sætte mig ind i love og regler.
Else Marie Schultz Markvorsen
Den største udfordring som forstander har i højere grad været selve bureaukratiet. Der er virkelig mange love og regler for, hvordan man driver skole – lige fra overenskomster og barselsregler til bekendtgørelser og læringskrav. Det kan være svært at finde hoved og hale i dem alle sammen, og da jeg prøvede at opliste dem på et stykke papir, opgav jeg. Det bliver rart at slippe for at skulle forholde sig til alt det. Det er mere det pædagogiske arbejde i forhold til ledelsesstillingen, som har optaget mig. Jeg vil hellere have med mennesker at gøre, end jeg vil sætte mig ind i love og regler.
Hvornår er det rigtige tidspunkt at stoppe? Man kan sige, at jeg er 63 år, og pensionsalderen er på de 67 år, så jeg har stadig fire år tilbage. Jeg har dog valgt at stoppe, mens legen er god, da det er vigtigt for mig at give en skole i god drift videre – hvilket er nu. Det er egentlig ikke, fordi jeg glæder mig til at slippe tøjlerne og det store ledelsesansvar som forstander, men jeg kan bare mærke, at det er rette tid. Jeg kommer i høj grad til at savne jobbet og kollegaerne, så det er et vemodigt farvel.
Vi må se, hvad fremtiden bringer rent arbejdsmæssigt, men jeg er ikke helt klar til at gå på pension endnu. Jeg er overbevist om, at der er nogle gode år tilbage i mig, og at der er en spændende stilling derude.