Af Sofie Buch Hoyer, ansvarshavende redaktør
Siden Grundtvig nedfældede den berømte linje "Folkeligt skal alt nu være være" i digtet Folkeligheden kort før fødslen af Danmarks første grundlov, er begrebet trængt ud til hvert et sted som en demokratisk, konsensussøgende og antiautoritær bølge, der rummer en stærk tro på folks – eller såkaldt almindelige menneskers – sunde fornuft og deres evne og vilje til at forholde sig til livets og samfundets svære spørgsmål.
Godt hjulpet på vej af folkeoplysningen og højskolerne, naturligvis!
Men hvad vil det i nutidig forstand sige, at noget er folkeligt? Er det primært fælles sprog, historie og kultur foruden vores demokratiske engagement, der besjæler os som nation?
Eller kan folkeånden tage andre skikkelser i 2023? Har folkeligheden efterhånden mere materialiseret sig som et spøgelse, der bestandigt dukker op i den offentlige bevidsthed og skaber bekymring om, hvornår noget er såkaldt folkeligt versus elitært?
Disse perspektiver undersøger årets sidste nummer af Højskolebladet på floromvunden vis.
LÆS OGSÅ Simon Kvamm: ”Jeg vil blive ved med at gå ind i nye rum og tage noget med derind, som ikke plejer at være der”
Det gælder for eksempel i et stort portrætinterview med musiker, satiriker og skuespiller Simon Kvamm, der tidligere i år modtog N.F.S. Grundtvigs Pris. For ham er dét at tale om vejret det ultimativt folkelige, og han argumenterer for, at folkelighed ikke er et sted, men snarere en bevægelse, hvor vi kommer hinanden i møde.
I sit kunstneriske virke lægger han vægt på at bringe ting, der umiddelbart virker fremmede for hinanden – blandt andet Højskolesangbogen og X Factor – ind i det samme rum, så elementerne kan skabe nye sammenhænge og forbindelser.
For sanger og sangskriver Annika Aakjær handler folkelighed om at tage en lillebitte – og måske personlig ting – og gøre den til noget større, som andre mennesker kan relatere til. På årsmødet i Folkehøjskolernes Forening blev hun tildelt Den Folkelige Sangs Pris for sin evne til at fortolke og forny ældre sange, så de genopstår og resonerer hos et bredere publikum. I et interview i bladet forklarer Annika Aakjær, hvordan hun altid har haft en følelse af at være folkelig.
Har folkeligheden efterhånden mere materialiseret sig som et spøgelse, der bestandigt dukker op i den offentlige bevidsthed og skaber bekymring om, hvornår noget er såkaldt folkeligt versus elitært?
Sofie Buch Hoyer
En psykologiprofessor, der – som følge af sin gennemslagskraft på de sociale medier og i den offentlige debat – kan siges at være folkelig, er Svend Brinkmann. Spørgsmålet er dog (kækt sagt), hvor folkelig en modtagelse perspektiverne i hans nyeste bog Oplevelsessamfundet får: I bogen advarer han mod, at vigtige dele af vores fælles liv bliver gjort til subjektive oplevelser. Det sker blandt andet, når mange af os ofte begynder sætninger med ”Jeg føler, at …”
For at undersøge, hvad der sker mellem os mennesker, må vi i stedet interessere os for det, der ligger udover vores egne oplevelser af verden, siger han.
Uanset hvilken tolkning af folkelighed, der lægges for dagen her i spalterne eller i det øvrige samfund, ønsker jeg og resten af redaktionspanelet på Højskolebladet jer alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår.
På gensyn i 2024!