Af Claus Staal og Jakob Mejlhede Nielsen, forstandere på hhv. Silkeborg Højskole og Grundtvigs Højskole samt medlemmer af FFD’s bestyrelse
I det seneste nummer af Højskolebladet genoptog forstander Mads Rykind-Eriksen og Erik Lindsø fra Rødding Højskole debatten om bopælspligt.
Denne gang i en anden klædedragt, nemlig med en kobling til den lokale forankring og en beskyldning om, at FFD’s bestyrelse og medlemmer svigter højskolernes dna.
De postulerer nærmest – således kan indlægget i hvert fald læses – at der kun er én rigtig måde at være højskole på: ”The Rødding Way”.
Vi kan indledningsvist forsikre om, at højskolens dna ligger foreningens bestyrelse meget på sinde, men at hjemlighed blot er én af flere bestanddele i det dna, der har livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse som hovedsigte. Højskoledanmark er varieret og kan ikke indsnævres til spørgsmålet om bopælspligt.
LÆS OGSÅ: Bør lærere og forstandere bo på højskolen?
Enhver skole bygger på et bagland, en skolekreds, en bestyrelse og et selvvalgt værdigrundlag. Baglandet kan som i Rødding tage udgangspunkt i et lokalområde, men kan ligesom værdigrundlaget også tage udgangspunkt i en idé, tro, erhverv, faglighed m.m. Og højskoler ligger ikke kun i landområder, men også ved eller i byer.
Det er den enkelte højskole, som har friheden til at omsætte, hvordan og med hvilke prioriteter skolen skal drives. Det er et således et mangfoldigt højskoledanmark, hvis interesser FFD’s bestyrelse skal varetage.
Med hensyn til bopælspligten har FFD’s bestyrelses holdning helt på linje med medlemmernes gennem mange år været – og er stadig – at kravet om minimum to boliger med bopælspligt skal fastholdes – på trods af flere forsøg fra ministeriet på at afskaffe den (2006 og 2013), eller at man ikke behøvede at bebo boligerne (2008).
Da Slots- og Kulturstyrelsens undersøgelse i 2019 viste, at der var 16 skoler, som enten ikke havde to boliger, ikke havde to boliger, som var beboet af forstander eller lærere, eller ikke havde to boliger, som levede op til kvadratmeterkravene i vejledningen, var det for FFD en højt prioriteret indsats. Den har været medvirkende til, at dette tal i dag er reduceret til én skole, som Slots- og Kulturstyrelsen har lavet en særaftale med.
Urealistisk at vende tilbage til normalen
Mads Rykind-Eriksen og Erik Lindsø vil dog gerne gå endnu længere i deres debatindlæg og vende tilbage til tiden før årtusindskiftet, hvor ”praktisk talt alle forstandere og mange lærere” boede på højskolerne.
Vi anser det for urealistisk at vende tilbage til normalen før årtusindskiftet.
For det første lukkede der fra 2000 til 2019 36 skoler – herunder mange ældre skoler med traditionelt mange tjenesteboliger.
Mange højskoler valgte også gennem krisen i 00’erne at sælge tjenesteboliger for at få likviditet til at overleve – og har i dag svært ved at købe dem tilbage på markedsvilkår.
Omvendt har nye højskoler siden 1990 ikke kunnet søge tilskud til oprettelse, og her har de bygningsmæssige etableringsomkostninger været så omfattende, at man ofte har valgt at skære antallet af boliger ned til et minimum.
LÆS OGSÅ: Bevægelsen er ved at miste sin forankring
For det andet er der sket ændringer i incitamentsstrukturer, både i forhold til udbud og efterspørgsel.
Med Tjenesteboligbekendtgørelsen i 1989 gik vi over til vurderingsleje af tjenesteboliger. Det gav mange steder markante huslejestigninger. I områder med lave boligpriser blev det derfor mere attraktivt at erhverve sin egen bolig, mens loftet over huslejen i byområder mange steder medførte, at lejen langt fra kunne dække vedligeholdsomkostninger.
Samtidig ville dét at opgive sin bolig i byen for højskoleansatte betyde, at man gik glip af værditilvækst af ejerbolig eller ville have svært ved at komme ind på boligmarkedet igen.
Det er i sidste instans den enkelte skole, som har friheden til at prioritere ud fra deres værdigrundlag, bagland, bestyrelse og lokale forhold og udfordringer.
Claus Staal og Jakob Mejlhede Nielsen
Resultatet af bl.a. disse ændringer har medført, at der i dag er markant færre tjenesteboliger i tilknytning til højskolerne, end der tidligere har været.
For at øge antallet foreslog Rykind-Eriksen og Lindsø engang på et årsmøde, at FFD skulle arbejde for lovændringer, så forstanderen skulle bo på skolen, og at der skulle være mindst tre boliger på hver skole.
Det var der ikke opbakning til fra foreningens medlemmer.
Vi deler ambitionen om at give mulighed for at få flere lærere og forstandere til at bo på højskolerne. Det har vi skrevet ind i foreningens handleplan, og det har både FFD’s Lov- og Økonomiudvalg og bestyrelsen løbende arbejdet med.
Dels som et mål for sekretariatets rådgivning og administration, der skal ”afdække mulighederne – bredt set – for at øge incitamentet for både skoler og ansatte (…) til at man kan bo på skolen”.
Dels som et mål for sekretariatets pædagogiske udviklingsarbejde i forhold til at sætte ”fokus på, hvordan bopælspligt, samvær, ansættelsesformer m.v. har – og kan få – indvirkning på opfyldelsen af højskolens formål og hovedsigte”.
Den enkelte skoles frihed
På det pædagogiske område beskriver Mads Rykind-Eriksen og Erik Lindsø nærmest højskolearbejdet som et kald. ”Kører man hjem efter endt arbejdstid, vil man mangle,” skriver de.
Det lyder som opskriften på et grænseløst arbejdsliv. At arbejde på en højskole er både en livsform, hvor man sætter sin faglighed og sig selv i spil, men det er også et arbejde. At lærerne gerne vil have mere i løn, skyldes ifølge Rykind-Eriksen og Lindsø, at der ikke er bopælspligt, så de kan ”bo og spise billigt ved og på højskolen.”
Det er imidlertid ikke et billede, vi kan genkende i kølvandet på det arbejde, der er lavet med bære- og væredygtighed i arbejdslivet og “ny hjemlighed”, bl.a. på Silkeborg Højskole.
LÆS OGSÅ: Debat om bopælspligt er blevet til poesi
Vi er i FFD i gang med at undersøge, hvilke ønsker forstandere og lærere har til tjenesteboliger, der er både tidssvarende og i tråd med familiers behov. For nuværende ser det ud til, at mange højskoler ikke imødekommer disse ønsker.
Vi håber at kunne afdække, hvordan FFD kan være med til at løse dette.
Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at det er ganske vanskeligt at ændre de økonomiske og strukturelle rammer for at øge incitamentet til at flytte ind i en højskolebolig.
Vi forsøger at byde ind politisk og lave alliancer, når der er åbninger, f.eks. ved sammen med landdistrikterne at få selvejende institutioner tænkt med i indsatsen i forbindelse med energikrisen.
Vi arbejder også på at skaffe en ny pulje til energirenovering på højskoler. Anvendes denne til tjenesteboliger, vil det gøre det økonomisk mere attraktivt at bosætte sig på skolerne.
I stedet for at monopolisere debatten om hjemlighed vil vi gerne opfordre Mads Rykind-Eriksen og Erik Lindsø til at bidrage positivt til arbejdet med, hvordan vi kan gå videre med hjemlighedsbegrebet
Claus Staal og Jakob Mejlhede Nielsen
Vi arbejder i bestyrelsen løbende med at øge incitamenterne, både i forhold til struktur og hjemlighed. Det er dog i sidste instans den enkelte skole, som har friheden til at prioritere ud fra deres værdigrundlag, bagland, bestyrelse og lokale forhold og udfordringer. Her er højskoledanmark meget mere mangfoldigt, end de ser det fra Rødding.
I stedet for at monopolisere debatten om hjemlighed vil vi gerne opfordre Mads Rykind-Eriksen og Erik Lindsø til at bidrage positivt til arbejdet med, hvordan vi kan gå videre med hjemlighedsbegrebet og hjælpe flere højskoler til at etablere nye og mere tidssvarende tjenesteboliger til glæde og gavn for hele skoleformen.