Ny podcastsæson bladrer løs i bogen ”Højskoletekster”

Publiceret 20-08-2024

NYHED Sæson 3 af højskolepodcasten ”Giv os i dag vort daglige bøvl” er på gaden i dag. I det første afsnit kaster de to værter Jonas Møller og Sofie Buch Hoyer sig over den nye bog ”Højskoletekster” og taler om, hvordan højskolen er spændt ud mellem tradition og virkelighed. Stig Skov Mortensen fra Vallekilde Højskole og Nina Neckelmann fra Brandbjerg Højskole er udsendelsens to gæster.

Af redaktionen

I dag lanceres en ny sæson af den højskolepædagogiske podcast ”Giv os i dag vort daglige bøvl”. 

Podcasten tager udgangspunkt i den nye antologi Højskoletekster, der kredser om højskolens idé og opgave gennem tiden.

Bogen indeholder 28 tekster, der giver et enestående indblik i de tanker, der er blevet gjort om højskolen fra 1800-tallet og frem til i dag.

I podcasten dykker de to faste værter, Jonas Møller og Sofie Buch Hoyer – henholdsvis pædagogisk konsulent i FFD og chefredaktør på Højskolebladet – ned i nogle af teksterne og beder en række gæster læse med og tale om teksterne og idéernes betydning i dag.

Den første gæst i den nye sæson er Stig Skov Mortensen, viceforstander på Vallekilde Højskole. Han tager fat i den navnkundige højskolekvinde Eline Begtrups tekst ”Lidt om vore Højskoler” fra 1903 og giver sit perspektiv på, hvad vi kan bruge traditionen til i en aktuel højskolevirkelighed.

Udover at sætte et særligt fokus på bogen Højskoletekster indeholder den nye og tredje sæson af ”Giv os i dag vort daglige bøvl” velkendte programformater, herunder ”Dagens bøvl”, som bliver leveret af Nina Neckelmann, højskolelærer og trivselskoordinator på Brandbjerg Højskole. Hun fortæller, hvordan hun arbejder med elever med særlige behov, og hvordan hun får sine lærerkollegaer indviet i dette pædagogiske arbejde.

Podcastens producer Mikkel Poulsen præsenterer som sædvanlig en af de nyere sange i Højskolesangbogen – en sang, der synges til allersidst i programmet, og som denne gang handler om dræbersnegle! 

Det nye afsnit af ”Giv os i dag vort daglige bøvl” kan streames på Spotify, iTunes m.fl. – eller høres direkte ved at klikke på lydboksen øverst i denne artikel. 

Bag om podcasten

“Giv os i dag vort daglige bøvl” er en podcast fra Højskolebladet og Folkehøjskolernes Forening i Danmark (FFD). Den tager lytterne med på opdagelse i højskolebevægelsens idé, opgave og praksis og henvender sig til landets højskolelærerværelser samt lyttere med interesse for dannelse og pædagogik. 

I første sæson af ”Giv os i dag vort daglige bøvl” jagtede Jonas Møller og Sofie Buch Hoyer, der selv er tidligere højskolelærere, de sidste fyrtårne i højskolebevægelsen. De bragte også højskolekvindernes historie frem i lyset, ligesom de undersøgte, hvordan højskolens magt kommer til udtryk.

I anden sæson af podcasten stillede de skarpt på højskolelitteratur, frihedsidealer og seksuel dannelse.

Tidligere afsnit kan findes på de gængse podcast-platforme eller på Højskolebladets hjemmeside. 

God lytning!