Kort nyt fra højskoledanmark – december

Publiceret 12-12-2024

NYHED Få et overblik over de seneste nyheder fra højskolebevægelsen – Højskolebladet har samlet en god håndfuld overskrifter fra hele landet.

Af redaktionen

Højskolesangbogs-duo udgiver album sammen

Blandt de populære nye sange i Højskolesangbogen findes Skybrud og Hold håbet op af sangskriverduoen bestående af lærer på Silkeborg Højskole Marianne Søgaard og forfatter Dy Plambeck. Sangene findes nu også på deres album med titlen Kom tag min hånd.

De to kvinder vil udvide vores forståelse af, hvad fællessang er, og på samme tid skubbe til grænserne for, hvad vi kan synge om, siger de. Albummet rummer derfor sange om blandt andet skovbrand, skilsmisse, navlepiercinger og en vred demokratisk panelsamtale.

Marianne Søgaard og Dy Plambeck står også bag grundlovssangen Dér hvor du har hjemme, der vandt en konkurrence tidligere i år, og som også er at finde blandt albummets i alt 11 sange.

Hjemløse unge flytter ind på Brande Højskole

Det er visionen i det projekt, som Brande Højskole i samarbejde med fonden Bindeleddet netop har fået støtte til fra Højskolernes mangfoldighedspulje, hvor udsatte unge, flere uden fast bopæl, skal have muligheden for et højskoleophold i det midtjyske.

Udover Brande Højskole fik også Brenderup Højskole og Børkop Højskole tilskud fra puljen til at arbejde videre med deres projekter med at gøre skolernes elevgrundlag mere mangfoldigt.

Folkeaktier skal holde Gram Højskole kørende

Under sloganet “Gram – byen der vil sin højskole” forsøger skolen nu at skaffe mere egenkapital, efter man i tre år har lidt under en økonomi, der kun lige knap har slået til. Bestyrelsen for skolen har derfor sat projekter i søen, så skolen ikke skal overleve alene på bankens nåde.

Ét af dem blev påbegyndt her i efteråret, hvor borgere i Gram blev spurgt, om de ville tegne folkeaktier til 500 kr. stykket for at støtte skolen. Spørgerunden er ikke sluttet ved bladets deadline, men indtil videre er der samlet 100.000 kr. ind, hvilket svarer til 200 tegnede aktier.

LÆS OGSÅ: Kunsten at være redaktør

Testrup Højskole kritiseres for jobopslag

I en artikel på Journalisten.dk kunne man i november læse en kritik af et opslag fra skolen, der søgte en pr-medarbejder.

Næstformand i Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikation, Allan Boye Thulstrup, udtaler her, at han frygter, at den kommende Testrup-medarbejder bliver syg, hvis vedkommende skal gabe over den “meget lange smørrebrødsseddel af opgaver”, som stillingen indbefatter.

Forstander Simon Axø afviser kritikken med, at skolen dels har fået ca. 120 ansøgninger, dels at den tidligere kommunikationsmedarbejder har været med til at formulere opslaget ud fra egne opgaver.

Spøgelsesloft forbliver under renovering

På Kunsthøjskolen i Holbæk har man besluttet at lade mystikken leve på et gammelt loftsrum. Under renoveringen af hovedbygningen fra 1700-tallet er bygherren blevet bedt om at frede loftet over bygningens gamle bibliotek.

Grunden? Der bor jo “Den hvide dame”, som især sommerkursisterne ifølge forstander Michael Nielsen stifter bekendtskab med. “Jeg vil ikke smide hende ud,” udtaler han til Sjællandske Nyheder.

Nyt netværk for kirker, højskoler, efterskoler og friskoler

Et netværk stiftet af folketingsmedlemmerne Lars Christian Lilleholt (V) og Anni Matthiesen (V) afholdt sit første dialogmøde på Askov Højskole den 23. november.

På programmet var blandt andet samtaler om dannelse i en digital og moderne virkelighed samt om de udfordringer, der i dag truer vores fællesskaber og kulturarv.

Netværket er stiftet af de to Venstre-politikere, fordi den demokratiske samtale ifølge dem fylder for lidt i dagens Danmark, og uenigheder og polarisering splitter befolkningen.