Af Jane Mylenberg. Foto af Emil Hamer Boisen
For første gang har danskerne stemt om, hvilke praksisser og traditioner de mener er vigtigst at bevare som immateriel kulturarv. Med højskolebevægelsen på en klar førsteplads sender resultatet et stærkt signal om, hvilken kultur vi ønsker at værne om – og føre med ind i fremtiden. Kulturminister Jakob Engel-Schmidt glæder sig over resultatet, der nu bliver udgangspunktet for en kommende UNESCO-ansøgning. Højskolerne skal vise verden, hvorfor netop den danske højskoletradition er noget særligt – og hvorfor den fortjener international anerkendelse.
Jeg er meget begejstret for den tillid, der eksisterer mellem danskerne, for vores demokratiske fundament og for vores evne til at mødes og blive klogere – også når vi er uenige.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt
Hvad er det, højskolerne kan, som gør dem særlige?
Højskolerne er et unikt fundament for at danne og inspirere mennesker. Jeg er selv far til en lille pige, og jeg håber, hun vokser op som et reflekteret menneske, der både kan engagere sig, lære nyt og udvikle nuancerede synspunkter. Alt det – det lærer man på et højskoleophold.
Er det vigtigt at tale om, hvad der er særligt dansk netop nu?
Ja, det mener jeg. Der er jo aldrig tidligere nogen politikere, der har spurgt danskerne, hvad de selv synes er vigtigst. Jeg blev inspireret til denne øvelse for et år siden, fordi jeg oplevede, at det regelbaserede samarbejde mellem lande begyndte at smuldre. Jeg så et behov for, at vi som mennesker tog stilling til, hvilken fremtid vi gerne vil have.
Jeg er meget begejstret for den tillid, der eksisterer mellem danskerne, for vores demokratiske fundament og for vores evne til at mødes og blive klogere – også når vi er uenige. Det er jo ikke mig, der har lavet listen, men jeg er virkelig glad for resultatet. Det fortæller noget om, hvem vi er, hvad vi er rundet af – og hvilken fremtid vi ønsker.
Havde du selv en favorit i afstemningen?
Ja, det havde jeg – og den kom desværre ikke med på listen. Jeg synes, fællessang er en gave, vi giver videre til næste generation. Danmark er det eneste land i verden, hvor man synger sammen som folk og har en fælles sangskat. Tager man ud i verden, kan man måske synge nationalsangen sammen – og så stopper det. Herhjemme synger vi på tværs af generationer, og hvis vi ikke inspirerer de unge til også at kunne det, så mister vi noget særligt.
Men heldigvis er fællessangen jo også en vigtig del af højskoletraditionen.
Hvad betyder danskernes stemmer på højskolerne politisk?
For mig har afstemningen ikke handlet om at opnå et bestemt resultat. Det vigtigste har været den debat, den har skabt: Hvad er vi rundet af som mennesker? Hvad er vigtigst? Hvad er særligt dansk – i en positiv betydning? Det er det, jeg håber, vi tager med os videre.
Hvad skal der ske nu for højskolerne?
De fem vindere er nu indstillet til Danmarks liste til UNESCO. Nu er det op til højskolerne at udforme en velformuleret ansøgning og vise, hvorfor netop den danske højskoletradition er unik – og udgør en central del af vores kultur.