Af Jane Mylenberg. Foto: Tilde Døssing Tornbjerg.
Vi mødes en sommerdag i Birgitte Possings hjem. Lyset falder blidt ind ad de høje vinduer, og stilheden ikke er fravær af lyd, men tilstedeværelsen af tanke. Der er højt til loftet i mere end en forstand. "Det her er mit bibliotek," siger hun og slår hånden ud i en gestus, der er både hjemlig og majestætisk. "Det er her, jeg skriver."
Rummet er omkranset af tre vægge med høje, hvide reoler tæt pakket med opslagsværker, fag- og skønlitteratur. De danner et slags åndeligt refugium, en fysisk krammer, hvor Possing kan læne sig tilbage, når hun skriver. Den fjerde væg er holdt fri. Her kan blikket vandre frit ud ad vinduet til den park, som udgør hendes daglige horisont.
Vi drikker kaffe af farverige porcelænskopper – min er gul, hendes rød – begge med guldkant, som havde de været udvalgt til et stille festmåltid. I spisestuen, hvor vi sidder, har jeg udsigt til et gipsrelief af en stejlende hest. Hesten rejser sig på bagbenene; hovedet kastet bagud i en bevægelse af trodsighed og stædighed. Et billede på kraft under kontrol. I hjørnet troner et sort flygel, tungt og klart, som et ekko af et andet sprog.
Det er et hjem, hvor ånden ikke bare lever, men motioneres, afprøves, tænker højt og hvisker lavt.
Vi skal tale om generationer og om Possings nye bog, som udkommer i efteråret. Bogen er en, hun allerede fortalte mig om for måneder siden. Vi var til et arrangement, hvor vi faldt i snak, og med vanlig sans for at vække nysgerrighed, lod Birgitte Possing mig over pindemadderne vide, at udspringet til bogen lå gemt i en skotøjsæske, som hendes mor gav hende, da hun var 14 – med besked om først at åbne den, når begge forældre var døde, og hun selv var blevet gammel. Lige der skiftede mit fokus fra omgivelserne til hende.
Jeg skylder at skrive, at vi kender hinanden. Ikke nært, men godt nok til, at vi taler sammen, når vi mødes. Hun har altid været et personligt forbillede. Allerede i slutningen af 80’erne, hvor jeg var studerende, var hun en af de forskere, der slog hul i både glasloft og lydmur. Dengang var der ganske få, som insisterede på at skrive kvinderne ind i vores fælles historie.
En af de bøger, jeg læste i den periode, hed Why Have There Been No Great Women Artists? Havde jeg kendt Possing dengang og stillet hende det spørgsmål, ville hendes svar nok have været:
Kvinderne var der skam. Men historikerne glimrede ved deres fravær.
Og netop det tomrum har Possing brugt et arbejdsliv på at udfylde. Store biografier om skolepioneren Natalie Zahle og politikeren Bodil Koch er bare to af hendes nedslag i de huller, andre efterlod. Og bestselleren Argumenter mod kvinder står i dag i mange bogreoler som et iltert og veldokumenteret opgør med de systematiske udgrænsninger, kvinder har været udsat for i både politik, sport, videnskab og kultur.
Og nu føjer hun endnu en brik til fortællingen. Og som altid hos Possing handler det ikke kun om at fortælle en kvindes historie, men om at få os til at forstå, hvorfor det i det hele taget har været nødvendigt at kæmpe for, at den kunne fortælles. Men selvom det er endnu en bog i rækken, så er der denne gang noget, der er anderledes. For det er Possings egen historie, som har været afsættet.
Først Birgitte, mennesket. Så Possing, forskeren.
Birgitte Possing
Det er et usædvanligt greb for en historiker og akademiker at tage udgangspunkt i noget så personligt som sin egen families historie. Hvorfor valgte du den ramme – og hvad gav det dig fagligt at gå den vej?
”Fordi jeg opdagede, at min egen families historie rummede en fortælling, som kunne lære os noget om verdenshistorien. Jeg har altid sagt, at vi bor i et land med en utrolig rigdom af historisk viden. Som historikere er vores opgave at grave den frem og lægge den nøgternt frem for andre. Ikke dømme. Undersøge.
Da jeg var 14, sagde min mor, at der fandtes en æske. Den stod derhjemme, og jeg måtte ikke åbne den, før både hun og min far var døde. "Og først når du selv er gammel," sagde hun.
Jeg glemte den aldrig. Da min far lå for døden 30 år senere, spurgte jeg, om han vidste noget om den. Han sagde: "Smid den ud. Brænd den." Jeg stjal den ud af barndomshjemmet. Og gemte den. Jeg flyttede den med mig fra hjem til hjem, og åbnede den først for to år siden – da jeg var klar.”
Æsken var tæt pakket med breve, som dækkede tre generationer.
”De ældste breve er fra 1898. De nyeste fra 1945, hvor mine forældre – begge aktive i modstandsbevægelsen – skrev til hinanden med en intimitet, jeg aldrig havde forestillet mig, de rummede. Jeg tabte næse og mund. Der var gåder, jeg måtte finde svar på. Jeg gravede i arkiver, noter, hospitalspapirer. Der trådte et liv frem, jeg ikke kendte.”
Det usædvanlige greb; at historikeren blander litterære genrer og skriver på personligt arvegods, er opsigtsvækkende. Autofiktion har været tidens tone i snart to årtier. Den litterære genre, hvor forfatteren slynger sin egen historie og sine personlige erkendelser ind i det fiktive rum, har sat sit præg på hyldemetre og debatter. Og du kunne med lethed have grebet til den. Du har en historie, som rummer det hele: fortielser, overraskelser, modstand, bristede idealer og eksistentiel tvivl. Alligevel valgte du et andet spor. Hvorfor?
”Fordi jeg har et problem med autofiktion som genre. Autofiktionen tager sig friheder på andres vegne. Den lægger replikker i munden på mennesker, der ikke længere kan svare igen. Det kan være voldsomt. Det, jeg gør, er noget andet: Jeg inviterer læseren med ind i min egen erkendelsesproces – med tvivl, med kontrol, med dokumentation.
Min metode i denne bog rummer en dobbeltbevægelse: Først Birgitte, mennesket. Så Possing, forskeren.”
Og det er netop det, der gør “Klangbunden i mig" til noget så særligt som en akademisk historikers egen historie men løftet til et generelt plan. Med sin sædvanlige stringens insisterer Possing på dokumentation, på metode, på kildekritik. Men hun bruger sig selv som linse. En personlig erkendelse bliver til en historisk undersøgelse.
Jeg kommer til at afbryde hende og siger: "Lidt som Paul Hammerich." Hun smiler, nikker straks. "Hammerich er et af mine forbilleder," siger hun. "Fordi han var så god til at skrive den store historie gennem den lille. Fordi han formidlede vores fælles historie på en måde, så mange kunne læse med. Jeg spørger: Kan det passe? Og så undersøger jeg. Tjekker breve. Arkiver. Vidnesbyrd. Jeg står på mål for det hele.”
Du taler ofte om din egen stædighed. Hvor kommer den fra?
”Måske fra modstand. Da jeg afleverede min disputats om Natalie Zahle, sagde en i mand i min faglige bekendtskabskreds: “Kunne du ikke i det mindste have valgt en socialistisk mand?” Der var en forestilling om, at man ikke kunne skrive historie om en enkelt kvinde – det skulle være strukturer. Men strukturer er ikke noget i sig selv. De bliver til, når mennesker handler.
Jeg insisterede på, at Zahle havde spillet en afgørende rolle. At mange af de kvinder, som senere blev pionerer i politik og uddannelse, havde været hendes elever. Min tese var, at hun var skrevet ud, fordi hun demokratiserede adgangen til viden. Så jeg skrev hende ind igen. Og det gjorde mig stædig.”
Det må være noget ganske særligt, når en privat familiehistorie – en række glemte breve, en lukket æske – pludselig får den erfarne historiker til at famle, til at lede, til at spørge på ny. Hvad sker der, når det professionelle blik møder det personlige, og de gamle kilder ikke blot tilhører andre, men kommer fra en selv?
”Brevene viste mig, at mine forældre havde en dyb intimitet, de aldrig viste os. At kønsrollerne – også dengang – var langt mere komplekse, end vi tror. Min mor ville ikke være husmor. Det blev hun overtalt til. Så ville hun, og hun holdt løftet. Selv om hun på visse planer fortrød. Men hun holdt aldrig op med at lægge planer.
Og så lærte jeg, at vi må forstå mennesker i deres kontekst. Før vi fælder dom, skal vi se længslerne, drømmene, smerten. Jeg har enorm respekt for de kvinder og mænd, der byggede det her samfund. Vi må ikke stigmatisere dem med nutidens briller. Det er ikke at undskylde. Det er at forstå det, de aldrig viste os. At kønsrollerne – også dengang – var langt mere komplekse, end vi tror.”
Du har forsket i magt, køn og kultur i det meste af dit liv. Hvordan har synet på køn og ligestilling ændret sig i din levetid?
”Det har ændret sig radikalt – og alligevel slet ikke. På nogle områder er vi gået frem, på andre tilbage. Da jeg voksede op, havde mændene friheden. De bestemte. De rejste. De tjente pengene og tog beslutningerne – også i hjemmet. Kvinderne skulle tage sig af andre og se godt ud. Ikke bestemme.
Jeg har altid udfordret de gængse rammer. Allerede som seksårig sagde jeg til min farmor, at jeg ville være den første kvindelige mand. Jeg kaldte mig storebror for min lillebror. Jeg havde heldigvis voksne omkring mig, der syntes, det var sjovt – og ikke bekymrende. Min mor sagde: "Der er ikke noget galt med dig, bare opfør dig ordentligt, så skal du nok finde ud af det." Det var et livsmod, hun gav mig. Den stafet har jeg båret siden.”
Når jeg tænker over det, er det måske netop den kombination, der gør, at jeg altid bliver draget mod Possing: en stædighed så dybt forankret, at den synes umulig at rokke, og en nysgerrighed så vedholdende, at den aldrig giver sig tilfreds med det første svar. Hun stiller ikke bare spørgsmål, hun bliver ved, til noget vipper. Det er ikke larmende. Ikke insisterende på den demonstrative måde. Men det flytter noget. Både i historien og i dem, der læser den.
Vores tids opgør med magt og køn kommer ofte med kant og vrede. Særligt en yngre, feministisk bevægelse markerer sig stærkt – også med en vis kompromisløshed. Jeg mærker selv både genkendelse og modstand. Hvordan ser du på det, og hvilket blik har du – med dine erfaringer – på den feminisme, der vokser i dag?
”Jeg forstår den vrede. Den kommer et sted fra. Men jeg har svært ved den, når den slår over i skabeloner og skam. Når den bliver blind for nuancer. Der er en tendens til, at noget skal brændes ned, før noget andet kan bygges op, og jeg er optaget af det modsatte: at vi også må bygge videre på det gode og holdbare, der har været.
Jeg har altid haft det svært med det blik, der så på vores mødres generation som nogle, der ikke havde forstået noget. Jeg udvandrede engang fra et seminar, fordi det var moderne for forskerfeministerne at udstille husmødrene som naive. Det kunne jeg ikke være med til. For vi står på skuldrene af dem. Vi er deres drømme, deres kompromiser, deres erkendelser. Og vi bliver nødt til at forstå deres tid og vilkår, før vi dømmer dem ud fra vores.
Jeg mener, vi må behandle kvinder som mennesker. Med alt, hvad det indebærer: styrker, fejl, længsler og modsætninger. Ligestilling handler ikke om at få perfekte kvinder til tops, men om at acceptere, at vi også må have lige så mange almindelige, fejlbarlige kvinder i ledelse som mænd. Først der begynder vi at nærme os ægte ligeværd. Ikke når den bliver en skabelon, der udstøder det, som ikke passer ind. Jeg brød mig aldrig om den hånlige distance, nogle havde til deres mødres generation.”
Du har levet gennem flere bølger af oprør, flere omformuleringer af køn og frigørelse, og flere generationers forsøg på at tage ordet og forandre verden. I dag er det de unge, der står i forreste række. De råber op, insisterer på følelsernes plads, kræver retfærdighed – nogle gange med en ild, der brænder alt ned. Når du ser dem, hører dem, måske endda bliver udfordret af dem – hvad ser du så, og hvad håber du, de vil tage med sig?
”Jeg ser modet. Den styrke, det kræver at formulere sine drømme højt. Og jeg beundrer, at de tør vise sårbarhed, at de insisterer på, at følelser og retfærdighed hænger sammen. Det turde vi ikke altid. Vi skammede os. Vi var bundet af en anden tid. Deres frihed til at føle, formulere og forlange er en gave, vi aldrig selv fik.
Det at være i tvivl er ikke svaghed, men styrke. Det er i tvivlen, vi lærer.
Birgitte Possing
Men jeg bliver også bekymret, når det bliver alt eller intet. Når det handler mere om at blive hørt end om at lytte. At føle mere end at vide. For engagement uden eftertanke kan brænde ud – eller brænde nogen af.
Erfaring lærer en, at forandring sjældent sker i et hug. Den sker i lag, i gentagelser, i modstand. Og at det at være i tvivl ikke er svaghed, men styrke. Det er i tvivlen, vi lærer. Og det håber jeg, de også vil tage med.
Jeg ønsker for de unge, at de ikke står alene. At de finder deres flok – ikke en spejlsal, hvor alle mener det samme, men et rum, hvor man kan sige noget højt og få det modsagt kærligt. Og jeg håber, de ved, at de har ret til at drømme. At formulere, hvor de vil hen. Og at første skridt ikke behøver være perfekt. Det skal bare tages. Det er godt, at de tør tale om følelser. Men jeg savner en ansvarstagen. Det er ikke nok at føle. Man må vove at gøre, handle, undersøge og skrive.
Og så må vi også erkende, at erfaring gør en forskel. Jeg har levet længe. Jeg har stået i meget. Det giver et andet blik på historien. Jeg tør godt sige, at noget tager tid. At nogle ting går i ring. Og at det ikke er svaghed at være i tvivl. Tvivlen er en forudsætning for erkendelse.
Som min mor gjorde med mig. Hun gav mig den æske, måske fordi hun håbede, jeg ville tage det alvorligt. Hun betroede mig noget dyrebart – og sagde i det: Du må aldrig give op. Du må finde livsmodet igen. Det er det, jeg har forsøgt.”
Hun siger det uden patos. Som noget, der er prøvet, ikke bare tænkt. Et livsmod, ikke som paroler eller kamp, men som praksis. Jeg nikker. Og tænker, at der – midt i æsken, i arkiverne, i erkendelsen – også lå en form for frihed. Den, man selv tager ansvar for.
Da jeg rejser mig for at gå, fanger mit blik igen hesten på relieffet. Musklerne er spændt; hovedet kastet tilbage i en bevægelse af stolthed. Som om den er på nippet til at bryde fri. En påmindelse om, at frihed ikke er vildskab, men vilje. At den kræver retning. Og mod til at holde tøjlerne selv.