Af Jane Mylenberg
Nu sidder han over for mig, og jeg kan stadig ikke læse ham. Frank Jensen har sagt ja til, at jeg må spørge manden, der ville være en del af løsningen på MeToo om det forløb, der få dage strippede ham for den magt og respekt, han har brugt det meste af sit voksne liv på at bygge op. Fire et halvt år er gået siden han stod foran mikrofonerne på Islands Brygge og meddelte, at han trådte af som overborgmester i kølvandet på MeToo-anklager. Og først nu er Frank Jensen klar til at tale om sin historie.
Vores samtale begynder med MeToo-bølgen, der rullede over Danmark i 2020, efter tv-værten Sofie Linde i en tale til Zulu Awards fortalte om krænkelser og seksuel chikane i mediebranchen.
”Jeg har fået en meget større forståelse for, hvad der drev MeToo-bevægelsen,“ siger Frank Jensen, da jeg spørger, hvad han tænker, når han spoler tiden fem år tilbage.
”Den første bølge gik relativt ubemærket hen over Danmark. Og så kom den anden. Den rev meget ned. Det var en samværsrevolution,“ siger han. ”Og jeg forstår godt, at den kom. Når jeg kigger tilbage på de større revolutionære bevægelser, vi har haft i nyere tid, så var Ungdomsoprøret i slutningen af 1960érne også en bevægelse, som havde revolutionær kraft, som rev meget ned. Ungdomsoprøret og MeToo har det tilfælles, at de efterlod samfundet uden redskaber til, hvordan vi så kommer videre sammen. Jeg har tænkt meget over, hvordan vi finder sammen igen.“
Jeg har set mænd få deres livsgrundlag revet væk. Og ingen rækker en hånd ud for at spørge: Hvordan bruger vi den kraft til forsoning? Hvordan finder vi en vej frem?
Frank Jensen
Han lader ordene hænge et øjeblik.
"Jeg har set mænd få deres livsgrundlag revet væk. Og ingen rækker en hånd ud for at spørge: Hvordan bruger vi den kraft til forsoning? Hvordan finder vi en vej frem?“
For Frank Jensen har det givet mening at se tilbage i sin egen opvækst for forstå, hvad det var for en kultur, han selv var rundet af.
”Jeg er opvokset i en arbejderkultur. Dem, der fortalte de mest sjofle historier, blev midtpunktet. Vi andre skrålede af grin. Da jeg kom til København fra Aalborg, opdagede jeg, at der var en anden måde at omgås på. Men jeg var ikke forsigtig nok.“
Han tøver et sekund.
”Jeg kan sagtens forstå, at vi skal have en anden omgangsform. At ingen skal gå hjem og føle sig krænkede.“
Selvransagelse og at tilgive sig selv
Frank Jensen har holdt sig ude af offentlighedens søgelys siden pressemødet på Islands Brygge. Der kunne han sådan set være blevet. Alligevel har han takket ja til min invitation.
”Flere har sagt til mig, at prisen for en kraft, som for alvor kan forandre noget, må være, at nogen må lade deres professionelle liv. Jeg tog konsekvensen, og jeg er på ingen måde et offer. Jeg kommer ud af et hårdt miljø, og måske er det derfor, jeg har ikke været bange for at gå ud i verden igen. Ikke for at gøre mig synlig, men for at vise, at jeg er her sgu stadig.”
Jeg spørger Frank Jensen, hvad han mener, at vi som samfund skal stille op med de mennesker, som bliver mødt af anklager om krænkelser men ikke bliver undersøgt af politiet og får deres sag prøvet foran en dommer.
”Jeg har valgt at være stille i fire år. Jeg har set, hvordan andre, der forsøgte at tage til genmæle, fik tæsk, og jeg ville skåne mig selv. Men fordi jeg er et andet sted nu, og fordi jeg tror, det er vigtigt at vise, at der er en vej ud, har jeg valgt at stille mig frem.“
Flere gange undervejs i vores samtale fremhæver Frank Jensen sin familie og den støtte, de har givet ham. Men han skelner mellem den hjælp, han har fået af familie og venner, og den hjælp, ham har fået af professionelle.
”Jeg måtte erkende, at der i MeToo-bevægelsens regi ikke var noget sted for forsoning, og så må man gøre det selv. Min måde at få fat i livet igen var medicinsk behandling for at kunne være i mig selv og et terapiforløb.”
”Jeg har også selv talt med en præst. Det hjalp. Men i Danmark har vi har valgt at lade juristerne tage sagerne. Jeg har været igennem to advokatundersøgelser. Jeg ved, hvor brutal den proces er. Men jeg ved også, at hvis det er spørgsmål om moral og etik, så er det kun et tilbage at sige: Undskyld.“
Årene har også budt på selvransagelse
”Jeg har stillet mig selv spørgsmålet: Er du et svin? Og jeg har fået svaret fra mine nærmeste: Nej, det er du ikke. Det her var en revolutionær udvikling, og den ramte mig og mange andre. Det betyder ikke, at jeg forsøger at forklejne noget. Men jeg har lært, at jeg skal tilgive mig selv.“
Jeg har arbejdet med at tilgive mig selv. Men jeg har ikke forventet, at andre skulle tilgive mig.
Frank Jensen
”Natten inden min sag rullede, sad jeg i mit sommerhus. Jeg vidste, at Jyllands-Posten havde arbejdet på en sag om mig i lang tid. Og jeg spurgte mig selv: Er jeg en af dem? Går der en lige linje fra Sofie Lindes oplevelse til mig? Og svaret er: Ja, det gør der. For dem, der har oplevet mig krænkende, sidder med den følelse. Sådan er det.”
”Da jeg sagde, at jeg ville være en del af løsningen, var det et forsøg på at række ud og sige undskyld. Men undskyldningen blev ikke mødt. Målet var nok, at nogle skulle have kappet hovedet af.“
Jeg spørger, hvad han tænker om det nu.
”At den reaktion opfordrer alle til at benægte. Og så kommer vi ingen vegne. De fleste af os holder bare vores mund.“
Han ser alvorligt på mig.
”Jeg kunne ikke have levet med mig selv, hvis jeg havde benægtet. Men jeg har set, hvordan nogle stadig vælger mig fra. De googler mit navn, ser min historie, og siger nej tak. Jeg frygtede den dag, advokatundersøgelserne var overstået, for jeg vidste jo ikke, hvad jeg ville møde.“
Han trækker vejret dybt.
”Jeg har arbejdet med at tilgive mig selv. Men jeg har ikke forventet, at andre skulle tilgive mig. Jeg ville finde en kerne i mig selv, så jeg turde gå ud i verden igen. Og det gjorde jeg.“
”At blive fældet på en MeToo-sag er det værste, jeg har oplevet i mit professionelle liv. Da det skete, havde jeg stadig begge mine forældre, og jeg har budt dem meget igennem livet. Jeg var hjemme og spise hos dem, og jeg fortalte, at jeg var virkelig ked af det, ikke mindst på deres vegne, og så sagde min mor ”Jamen, Frank du skal vide, vi synes der var mange værre ting, du kunne være fældet på som overborgmester”. Jeg blev simpelthen så glad. Jeg havde slet ikke tænkt, at der kunne være værre ting, man kunne gå af på efter næsten 11 år som overborgmester. Det er jo underligt, at det ens gamle mor siger, virkelig havde en helende kraft for mig.”
Og der bløder Frank Jensens pokerface op for et øjeblik.
”Det var nok det tætteste jeg er kommet på en tilgivelse.”