Af Jane Mylenberg. Foto: Jonathan Damslund.
Immateriel kulturarv er historier
”Jeg forstår immateriel kulturarv som historier. Vores fælles historie består af narrativer, vi har fortalt hinanden og givet videre gennem generationer – og de bygger på handlinger. Det er noget, vi enten skal beskytte, forstå eller genopfinde. Inden for det felt ligger alt fra højskolebevægelsen til konfirmationen. “Det er ikke tingene i sig selv, men det, vi gør sammen, og de værdier vi knytter til dem,” siger historiker Ulla Tofte, der siden 2022 har stået i spidsen for Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. Museet rummer landets største samling af portrætter og historiemalerier og giver gennem sine udstillinger et spejl af den danske identitet.
Frederiksborg er et museum for dansk identitet.
Ulla Tofte
Et museum for dansk identitet
Frederiksborg Slot blev oprindeligt grundlagt med en klar mission: at styrke danskernes kendskab til deres historie og placere den i en europæisk sammenhæng.
”Frederiksborg er et museum for dansk identitet,” siger Ulla Tofte. ”Da museet blev skabt i 1800-tallet, var det ud fra ønsket om, at danskerne skulle kende vores historie bedre – for som det blev formuleret dengang: at forstå vores egen betydning bedre i en europæisk sammenhæng. Og det er i virkeligheden kernen af, hvad vi gør. Og måske endnu vigtigere i dag, hvor vi er på vej ud af moderniteten og ind i det senmoderne. Det rejser spørgsmålet: Hvad er egentlig særegent ved det danske samfund, ved vores fællesskaber og vores værdier?”
Ulla Tofte peger på, at netop de små detaljer i samlingen kan åbne for store fortællinger.
”Hvert artefakt er interessant i sig selv, men når man lærer at afkode dem sammen, træder en fælles immateriel kulturarv frem.”
Birgitte Gøye – et ikon for frihed
Et af Toftes yndlingseksempler er portrættet af adelskvinden Birgitte Gøye.
”Birgitte Gøye blev forlovet som fireårig, men da hun som teenager blev gammel nok til at skulle giftes, sagde hun nej. Hun tog i stedet en uddannelse og giftede sig senere med den mand, hun selv valgte, Herluf Trolle.”
”Portrættet i sig selv er smukt, men det er fortællingen bag, der gør det relevant i dag. Birgitte Gøye bliver et ikon for noget, vi bryster os af i Danmark: selvstændige kvinder, retten til uddannelse og retten til at vælge sit eget liv. Det er værdier, vi stadig ser som grundsten i vores samfund, og som maleriet er med til at fortælle, selvom de ikke er konkret malet på lærredet. Det er så op til os som historikere og formidlere at få fortalt den del af historien til vores gæster.”
Det er ikke tingene i sig selv, men det, vi gør sammen, og de værdier vi knytter til dem.
Ulla Tofte
Når betydningen forskydes
Immateriel kulturarv er ikke statisk – tværtimod.
”Blikket ændrer sig hele tiden,” siger Ulla Tofte. ”Vi er nødt til hele tiden at kuratere og nykuratere vores samling. Vi diskuterer på museet i øjeblikket for eksempel portrættet af forfatteren Klaus Rifbjerg. For 50 år siden var Rifbjerg en absolut central figur; han var på toppen af parnasset og derfor blev der malet et portræt af ham, som indgik i Frederiksborgs samling. Han repræsenterede et oprør i 1960’erne, som betød meget for flere generationer. Men i dag er Rifbjergs tone og samfundskritik i bedste fald spøjs, i værste fald ligegyldig. Omvendt kan der være personer, der i mange år har stået i skyggen, som vi nu ser i et nyt lys og derfor hæver frem. På den måde bliver vores portrætsamling et levende aktiv, hvor tiden og vores ændrede blikke hele tiden skaber nye betydninger.”
[...] det ikke bare et billede af en kvinde. Det bliver et symbol på et værdigrundlag, som vi i Danmark er stolte af.
Ulla Tofte
Historien om Lili Elbe
Et godt eksempel er museets nyere erhvervelse af Gerda Wegeners portræt af Lili Elbe.
Lili Elbe blev født Einar Wegener i 1882 og arbejdede som kunstner. Hun levede i et ægteskab med Gerda Wegener, men følte sig som kvinde. I 1930 gennemgik hun en af verdens første kønsskifteoperationer i Dresden. Operationerne var eksperimentelle og risikable, og Lili døde året efter af komplikationer. Men hendes historie blev banebrydende: hun regnes i dag som en af de første kendte transkvinder i verden, og hendes liv fortæller om mod, identitet og retten til at være sig selv.
”Når man ser på Gerda Wegeners portræt af Lili Elbe i dag, bliver det ikke bare et billede af en kvinde,” siger Ulla Tofte. ”Det bliver et symbol på et værdigrundlag, som vi i Danmark er stolte af: at anerkende mennesker, som de er. I samtiden var Lili Elbe en skandale, i mange år derefter et tabu. Men i dag kan vi se på portrættet som en del af en immateriel kulturarv, der handler om frisind, lighed og respekt for individet. Det er først nu, vi kan forstå, hvorfor netop dette portræt hører til i en samling, der fortæller om dansk identitet.”
At kuratere adfærd
Spørgsmålet er, om et museum ikke også har en rolle i at fastholde ritualer og praksisser – ikke kun genstande.
”Jo, interessen for menneskers adfærd er et produkt af det senmoderne,” siger Tofte. ”Det blik kalder også på nye måder at kuratere på. Man kunne sagtens hænge vores billeder op, så de fortalte om, hvordan mennesker agerede i forhold til hinanden. I dag afkoder vi hinanden på tøj eller på sociale medier – det er i virkeligheden en parallel.”
Hun nævner som eksempel et maleri af et teselskab fra 1700-tallet.
”I baggrunden står en sort tjener. Det er et lille, men væsentligt spor af rangssamfundet. Sådan bliver maleriet ikke bare et billede af et selskab, men en nøgle til at forstå datidens sociale hierarkier.”
UNESCO og de nye hegnspæle
Danmark tiltrådte UNESCO’s konvention om immateriel kulturarv i 2009, og konventionen trådte i kraft herhjemme i 2010. Det forpligter os til at sætte det immaterielle på lige fod med det materielle. Og det giver en anledning til at spørge: Hvad risikerer vi at miste? Hvilke traditioner og ritualer er vigtige at fastholde?
For Ulla Tofte er sproget det vigtigste.
”Sproget er kernen. I 00’erne kunne vi ikke få engelske ord nok. Men i dag bliver jeg mere og mere klar over, hvor vigtigt det danske sprog er. Det rummer nuancer, humor og følsomhed, som ikke lader sig oversætte.”
Hun peger også på musikken.
”Da jeg var ung, kunne man altid regne med, at P3 spillede ret få danske numre. I en periode var alt internationalt, men nu synger selv de store danske musikere på dansk. Det er immateriel kulturarv i bevægelse – sproget som levende udtryk for identitet.”
Hvem er vi – i forhold til andre?
For Ulla Tofte handler immateriel kulturarv i sidste ende om tryghed og selvforståelse.
Vi skal slå nogle hegnspæle ned: Hvem er vi? Hvad er vigtigt for os? Først når vi har fast grund under fødderne, kan vi åbne os mod verden.
Jeg synes, der er en bevægelse i tiden, hvor det særegne får ny betydning. Det behøver ikke være danske flag. Det kan være måden, vi er sammen på, værdierne vi bygger på, sproget vi deler. Det særegne bliver udtryk for, hvem vi er – og det er dér, immateriel kulturarv har sin styrke.”