Der er nemlig noget med mad og samtaler. Paraderne falder, når der kommer mad på bordet, og lysten til at tale med medspiserne stiger.
Maden er ikke bare brændstof – den er en ramme om fællesskabet, en katalysator for samtaler og et af de steder, hvor højskolelivet virkelig mærkes.
Maden smager ikke sund, men virkeligt lækkert.
Elev på Løgumkloster Højskole
I Mad til mange dykker vi ned i højskolekøkkenets hjerte: de store portioner, de små detaljer, udfordringerne og kreativiteten i at lave mad til mange.
Hvordan skaber man måltider, der både er bæredygtige, sanselige og samlende? Hvad er hemmeligheden bag en god gryderet til 100 mennesker?
I hvert nummer af Højskolebladet kan du lade dig inspirere af samværet omkring maden på højskolerne, når vi bringer en nem og sund opskrift, du kan lave hjemme, når mange samles om dit spisebord. Opskrifterne kommer fra højskolekøkkener i hele landet – med smag af fællesskab.
Vores klode kan ikke holde til, at vi spiser så meget kød, og vores krop har godt af at spise grønne måltider. Grøntsager bliver magiske, når de får smag fra krydderier og kærlig tilberedning. Jeg tror, vi skal stoppe med at snakke om ”vegetardage” men blot fortælle om den fantastiske mad man serverer.
Anika Karlsen Thor, højskolelærer og madudvikler