Af Jane Mylenberg
INTERVIEW Efterårslyset falder skråt ind gennem Brorsons Kirkes mosaikvinduer. De små farvede glas fra 1920’erne bryder lyset i rav, turkis og gyldent, og nede i hjørnet er glarmesterens navn sirligt indgraveret i blyrammen – en stille påmindelse om, at det profane og det hellige står skulder ved skulder.
Rummet dufter af træ, og selvom her lige nu er stille, er musikken meget fysisk til stede. En buttet kontrabas insisterer på sin plads ved væggen med farve som glødende efterårsløv og ved siden af står et Wurlitzer – et teaterorgel designet til både at kunne agere orgel, slagtøj og skabe alverdens lydeffekter som fuglefløjt og tordenbrag.
Ingen tvivl om, at vi er i et kirkerum, som bliver brugt. Midt i kirken, i dette særegne hjørne af Nørrebro, træder Janne Mark mig i møde. Det lange hår dækker hendes skuldre, og i ørerne hænger smukke øreringe af turkise og orange perler, som danser, når hun taler.
Vi har sat os mellem kontrabas og orgel for at tale om sangens kraft. Ikke kun som musik, men som fællesskab, som historisk bærer og som poetisk sprog for det, der er svært at finde ord for.
Når vi synger, bliver vi genindsat i hinandens historier. Vi kan se, hvordan folk før os har stået i tider, der på mange måder ligner vores.
Janne Mark netop fået at vide, at hun er årets modtager af Den Folkelige Sangs Pris, en hæder der forbinder hendes virke med de lange linjer i dansk sangtradition. Listen af prismodtagere tæller koryfæer som Benny Andersen, Poul Dissing, Steffen Brandt, Annika Aakjær og Anne Linnet.
Prisen uddeles til mennesker, som i deres virke har bidraget betydeligt til udbredelsen af den folkelig sang og selvfølgelig kendskabet til Højskolesangbogen; den lille blå bog, som i den seneste udgave fra 2020 har solgt i flere end 300.000 eksemplarer.
En veritabel bestseller, og en sangbog, hvor årets prismodtager er at finde i hele seks sange som komponist og én også som tekstforfatter.
Og netop det at få optaget sange i Højskolesangbogen og nu blive hædret som årets prismodtager, gør Janne Mark både stolt og ydmyg.
”Jeg tror ikke, jeg helt har ord, som kan ramme det ind, at jeg modtager prisen. Det er jo virkelig en kæmpe ære. Jeg er jo så stor fan af de mennesker, som har skabt Højskolesangbogens melodier igennem de sidste 150 år, og kunne jeg møde Carl Nielsen eller Thorvald Aagaard, ville jeg jo bare sidde klistret til, hvad de havde at fortælle om deres rejse med at skabe den melodiske folkelighed, som de er garanter for, og som jeg kun kan huske altid har været i mit system. Jeg føler, at jeg med prisen bliver skrevet ind i den tradition, og det fylder mig med ærefrygt, så når jeg får prisen, træder jeg ind i den bevægelse og ind i en forbindelse – både bagud og fremad.”
Janne Mark taler ikke om tradition som noget stillestående, men som en levende strøm, hvor fortid og nutid mødes i melodierne. Det handler om at træde ind i et fællesskab, der rækker over tid.
“Vi forandrer os jo,” siger hun. “Vi synger de samme sange, men vi synger dem ind i den tid, vi lever i nu. Hver gang vi mødes i melodierne, bliver de et velkendt hjem – og alligevel fornyer vi dem. Det er som at stille sig bag musikken, bag det, der gerne vil skrives frem, og så lytte: til tiden, til hvem vi er lige nu, til længslerne, håbet, glæden og det smertelige.”
Hun beskriver sangen som en lytteøvelse. Ikke kun for komponisten, men for alle, der deltager. De gamle sange bærer budskaber, som forandrer sig med tiden, ikke fordi melodien ændres, men fordi vores liv og blik gør.
“Når vi synger, bliver vi genindsat i hinandens historier,” siger hun. “Vi kan se, hvordan folk før os har stået i tider, der på mange måder ligner vores. Den første melodibog blev til i 1920’erne – mellemkrigsårene. I dag står vi med mange af de samme eksistentielle spørgsmål. Det er både tankevækkende og trøstende.”
Sangen som fællesskab Under samtalen falder lyset i kirkerummet langsomt. Gaden udenfor summer, men inde i kirken lægger sig en særlig ro. Det er som om rummet selv lytter.
Janne Mark taler om fællessang som noget, der ikke kun samler os i fest og højtid, men også i krisetider. Under corona blev det særligt tydeligt. Sangens fællesskab blev en konkret måde at bygge og forny relationer på.
“Når vi synger, fornyer vi vores relation – også til os selv. En sang, man ikke har sunget i ti år, får nye resonanser, fordi man selv har levet et liv. De historier, vi alle bærer, ligger som usynlige dråber i rummet, når vi synger sammen. Det er svært at forklare, men alle kender følelsen.”
Hun beskriver sangen som et “hjertesprog” – et fælles tredje, vi frivilligt stiller os til rådighed for.
“Lige i det øjeblik, hvor vi synger sammen, skaber vi noget, der kun findes dér. Det er et øjebliksfællesskab, som kan samle os igen og igen.”
Om det folkelige Janne Mark har et særligt forhold til ordet folkelighed . For hende handler det ikke om nationalromantik, men om den dybe enkelhed og genkendelse, som gør, at en sang kan antænde noget i os hver gang.
“Folkeligheden er det eneste sted, vi alle står,” siger hun. “Der er en genkendelse i melodierne – man kan tro, man har hørt det før, man kan synge med med det samme. Man hører til i en kulturkreds, der kan det her.”
Jeg fortæller hende, at jeg engang hørte en efterretningsofficer fortælle, at en af de metoder, man bruger for at afsløre spioner bl.a. er, om de kan børnesange på det sprog, de siger, er deres modersmål. Hvis man ikke kunne synge med, er det ikke så sandsynligt, at man er vokset op i det pågældende land.
”Den slags sanglig fortrolighed skaber en usynlig samhørighed”, siger hun med et smil.
“Hvis vi ikke kan hinandens sprog, kan vi mødes i melodien. Det ordløse fællesskab i sangen er grænseløst i den bedste forstand. Det kan flytte sig hvor som helst i verden. Vi kan genkende en melodi som vores egen, men vi kan også opdage, at et menneske fra et andet sted har en relation til den samme melodi. Det er så smukt.”
Hun nævner Kringsatt av fiender (tekst af Nordahl Grieg, melodi af Otto Mortensen) – den norske sang, som mange danskere sang i solidaritet med Norge efter angrebet på Ytøya – som eksempel på, hvordan melodier kan bære fællesskaber på tværs af tid og sted.
“Hver gang jeg træder ind i rammer med mennesker, hvor sangen får liv, bliver jeg taknemmelig,” fortæller hun. “Musikken er en udvidet sproglig formåen, som tager over, der hvor ordene stopper. Når jeg laver musikalsk praksis her i rummet, kan jeg mærke, at folk og ånd kommer til stede. Vi bliver rørt. Vi bliver bevæget – sammen.”
Hun understreger, at det ikke kun er kirkerummet, der kan fremkalde denne følelse. Den kan opstå overalt.
“Jeg var til morgensang på Hovedbiblioteket i København forleden,” fortæller hun. “Det var den samme oplevelse. At fornemme, at den større dimension altid er potentielt til stede. Vi ved aldrig, hvornår den får lov at skinne igennem. Men den kan komme til live når som helst – hvis vi gør det sammen.”
Mangfoldighed Brorsons Kirke ligger midt i et område med mange trosretninger og kulturelle baggrunde. Jeg spørger hende, hvad det betyder at virke i netop denne kirke.
“Jeg tror, det betyder meget,” siger hun efter en pause.
“Der er måske en større umiddelbarhed over for inderligheden her. Det har også været en rejse for mig – at finde modet til at skabe rum, hvor ordene og musikken åbner. Hvor folk kan komme med deres egen længsel. Hvor der er plads til det guddommelige i hver enkelt, uden at nogen fortæller dig, hvordan det skal være.”
Hun taler om kirken som et sted, der kan være svært at træde ind i for nogen – “trappen kan være lang,” som hun siger – men også som et rum med potentiale for åbenhed, hvis man tør skabe den.
“Kærlighedens sprog er det samme,” siger hun. “Det ligger i hjertesproget hos os alle. Hvis vi kan tale det sprog gennem musikken, kan mennesker føle, at her er der et sted for dem – uanset tro eller baggrund.”
Sorg Samtalen glider over i sorgens sprog. Janne Mark fortæller om Naja Marie Aidts tekst Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage , som hun har skrevet melodi til. Teksten er hentet fra bogen af samme navn.
“Jeg købte bogen med det samme den udkom, men jeg kunne ikke læse den,” siger hun stille. “Den stod i reolen et år, før jeg kunne åbne den. Og da jeg gjorde det, blev jeg overvældet af det første digt. Jeg kunne slet ikke komme videre.”
Melodien kom til hende langsomt – som en tråd, der fandt sin vej gennem mørket. Inspireret også af filmen Interstellar skrev hun en sang, hvor linjerne gentages som en meditativ bøn, der kalder lytteren tilbage igen og igen.
“Det er i gentagelsen, vi bliver i det med hinanden,” siger hun. “Vi træder ind i sorgen sammen – ikke for at løse den, men for at være i den.”
Der vil altid være samtaler, vi ikke kan have med ord. Men vi kan synge dem.
Janne Mark, sanger, sangskriver og komponist
I samme ånd har hun skrevet salmen Et hus at komme til – en sang, der åbner et rum af håb midt i mørket.
Med linjer som “Græd dine tårer ud hos Gud, han rækker ud, hvor håbløsheden gror” og “Et hus at komme til, velkommen her du være vil” skaber hun et sprogligt landskab, hvor sorgen ikke skal fortrænges, men finde et sted at bo. Ordene bliver som åbne døre i en mørk nat.
“For mig har det kun været muligt at erkende min egen sorg, fordi andre har hjulpet mig,” siger hun. “Og i sangen kan vi træde ind i det rum sammen. Det har en omsluttende effekt. Som en omfavnelse, der varer lidt længere end de korte kram, vi ellers giver hinanden.”
Hun taler om sorgen som et sted, hvor det talte sprog ofte slipper op. Gentagelsen i sangen bliver da en slags planke – noget at stå på, når fortællingen ikke længere forandrer sig.
For en ung, der har mistet en bedsteforælder eller en ven, kan netop en sang åbne det rum, hvor erkendelsen langsomt kan finde form. Ikke med hovedet først, men med hjertet.
Englevinger Hen mod slutningen af samtalen vender vi tilbage til historien. Jeg spørger hende, om hun tror, at vores efterkommere vil se tilbage på vores samtid og sige, at fællessangen og den folkelige sang fik vinger.
“Måske vil man sige, at sangen fik englevinger,” siger hun stille. “At i 2020’erne – midt i krise, afstand og forandring – fandt vi nye måder at synge sammen på. Fra altaner, i skolegårde, på tv. At kreativiteten blev mangfoldig, fordi vi havde brug for at synge om det, vi ikke kunne forstå.”
“Vi skrev os ind i samtiden,” siger hun. “I katastroferne, i det uforklarlige, i vreden. Og vi gjorde det i vores folkelige samtalekultur. Det ligger så dybt i vores DNA. Der vil altid være samtaler, vi ikke kan have med ord. Men vi kan synge dem.”
Lyset i kirken er nu dæmpet. Mosaikkerne gløder kun svagt, og instrumenterne står tavse. Men i rummet hænger fornemmelsen af noget fælles, som netop er blevet beskrevet – og levet – gennem samtalen.
Sangen er ikke bare musik. Den er en bevægelse mellem tider, mellem mennesker, mellem det saglige og det hellige. Den bærer vores historier og giver os et sted at stå, når ordene slipper.
“Hvis vi ikke gør det sammen,” sagde hun tidligere, “så sker det ikke.”