Der er nemlig noget med mad og samtaler. Paraderne falder, når der kommer mad på bordet, og lysten til at tale med medspiserne stiger.
Maden er ikke bare brændstof – den er en ramme om fællesskabet, en katalysator for samtaler og et af de steder, hvor højskolelivet virkelig mærkes. I Mad til mange dykker vi ned i højskolekøkkenets hjerte: de store portioner, de små detaljer, udfordringerne og kreativiteten i at lave mad til mange. Hvordan skaber man måltider, der både er bæredygtige, sanselige og samlende? Hvad er hemmeligheden bag en god gryderet til 100 mennesker?
I hvert nummer af Højskolebladet kan du lade dig inspirere af samværet omkring maden på højskolerne, når vi bringer en nem og sund opskrift, du kan lave hjemme, når mange samles om dit spisebord.
MuslingeChowder fra Suhrs Højskole
Muslinger bliver ofte overset, men det er en skam. De er velsmagende, hurtige at tilberede, og så er de dét mest bæredygtige animalske protein, især hvis man vælger økologisk opdrættede linemuslinger. Muslinger billige og fyldt med både omega-3 og protein.
Ud over at være sunde hjælper de med at skabe bedre havmiljø. De optager kvælstof fra gylle og gødning, som hvert år bliver skyllet med regnen fra markerne ud i havet. Og så kan de både spises af mennesker og dyr og udleder meget lidt CO2. Et kilo muslinger udleder faktisk kun 0,22 kilo CO2. Et kilo hakket oksekød 140 gange så meget.
Mange følger den gamle tommelfingerregel om at spise muslinger i måneder med ”r” i navnet – altså fra september til april. I denne periode er vandet koldere, og muslingerne er fyldige og har den bedste smag og konsistens.
Opskriften er udviklet af Sebastian Friis, udlært kok fra Rabarbergården. Han har også en uddannelse i international politik og økonomi, men efter et år som konsulent i virksomheden Rambøll, besluttede han at forfølge sin drøm om at lave mad. I dag underviser han i grundkøkken og gastronomi på Suhrs Højskole.
Muslingechowder er en meget lækker spise, det er klassisk ’comfort food’. Denne udgave er en luksus version med fløde, bacon og tang, der sikrer masser af havsmag og umami.
Muslingechowder er klassisk ”comfortfood”. Denne udgave er en luksus version med fløde, bacon og tang, der sikrer masser af havsmag og umami. Du kan bruge andre grøntsager og udelade bacon, hvis den skal være pescetarisk. Det vigtigste er, at retten er cremet og fuld af smag.