Af Lauritz Korfix Schultz
Stefan Hermann, rektor for Professionshøjskolen København
Hvad er højskolens største fortjeneste historisk set?
“Højskolebevægelsen har historisk set haft en kolossal rolle i myndiggørelsen af det danske folk. Den har været med til at gøre almue til folk og bidraget til, at mennesker kunne blive herrer i eget liv, både åndeligt og i praktisk henseende. Det er en bedrift, der er grund til at være stolt af. Man har formået at gøre det på en måde, så det fik betydning for den nationale identitet og for forståelsen af, hvad det vil sige at være dansker. Helt konkret har den gjort det ved at være en kostskole, der forpligter folk i fællesskab, hvor der er fokus på menneskelivet.
Højskoleelever skulle ud og gøre noget i lokale fællesskaber, lige så vel som de skulle præge den demokratiske udvikling i landet med oplysning og virkelyst. Højskolen har udviklet sine elever, så de kunne gå ud og lykkes i deres egen tilværelse i fællesskaber i form af fx andels-, skytte-, brugs- og gymnastikforeninger. Derudover har man gjort det gennem en pædagogik, som lagde vægt på en anden skoleoplevelse end latin-, real- og landsbyskolens. På højskolen har man i langt højere grad lagt vægt på en livfuld pædagogisk oplevelse, som man nok ikke altid har levet op til, men det oplivende blev i stigende grad et element i højskolebevægelsens dna.”
Hvad er højskolens største fortjeneste i dag?
“I 1992 da jeg selv gik på Uldum Højskole, var det på dagpenge og med kommunalt tilskud. Højskolerne har en anden virkelighed i dag. Derfor er det imponerende, at vi i samtiden har godt og vel 70 højskoler, der har formået at forblive attraktive, selv om eleverne i vidt omfang selv betaler for opholdet i dag. Så er det også en styrke, at højskoler i dag fortsat har en debat med sig selv. Senest debatten om Højskolesangbogen. Højskolernes store problem i dag er så at finde ud af, hvad det almene er, hvis det ikke alene er en national folkelighed eller noget, der var engang. Jeg vil her pege på to ting.
For det første er og kan højskolerne være et vigtigt bidrag til demokratisk vækkelse og udvikling som et værn mod populisme og demokratisk polarisering.
For det andet er vi med accelererende hast de sidste 10 år blevet opmærksomme på, at naturen er et fælles menneskeligt grundvilkår. I den forbindelse iagttager jeg, at højskolerne er blevet en del af debatten, men det er ikke blevet en del af det almene; den naturfaglige dannelse indgår ikke i hjertet af tilværelsesoplysningen, folkeligheden og den demokratiske dannelse. Den er et specialtilbud nogle steder. Menneskets forhold til naturen er meget påtrængende ift. klimaudfordringer og biodiversitetskrise. Naturen var tidligere ikke mindst forbundet med produktion og beherskelse i landbruget på den ene side og på den anden med national identitet.”
I hvilken retning skal højskolerne bevæge sig?
“En af de måder, hvor højskolen med fordel kunne præge debatten og den offentlige samtale, er ved åbne sig endnu mere op. Mange højskoler er formentlig stadigvæk rene øer. Det var de i mindre grad tidligere, tror jeg. Nu er højskoler muligvis blevet til reservater for en pause. Tidligere var de debatterende og samfundsprægende, nærmest missionerende. Det synes jeg, vi skal tilbage til. Den viljesstærke offensiv.
Man har tilpasset sig konkurrencestaten og valgt en retorik og forståelsesramme, hvor man passer ind på en bagvendt måde. Højskolerne er konkurrencestatskonforme, fordi man stiller sig tilfreds ved at være en pause fra konkurrencestaten. Jeg savner en kraft, hvor højskoler både tager ved lære af det samfund, de er omgivet af, og samtidig markerer sig stærkere over for det. Det må være op til højskolerne selv, hvordan de skal tage ved lære af det samfund, de er omgivet af i dag. Det er tankevækkende, at man blev flyttet over i Kulturministeriet, så man kunne komme væk fra det fæle Børne- og Undervisningsministerium og få fred og blive betragtet som et kulturelt anliggende. Jeg kan egentlig godt forstå pointen, at man vil være et sted, hvor man fornemmer stærkere plads til ånd og dannelse.
Jeg synes ikke, at højskolerne skal være fri for skole- og uddannelsessystemet. Jeg synes derimod, de skal kæmpe. Man skal ikke vælge en for nem arena, der ærer en, hvor man bliver strøget med hårene. Mange af de analyser, som jeg gennem årene har hørt og læst fra markante højskolefolk af, hvordan det står til i skole- og uddannelsessystemet, er nu og da højstemt bragesnak, hvor solen skinner stærkere på højskolen, nu hvor skole og uddannelse er sunket ned i konkurrencestatens mørke. Deres analyse af omverdenen er ofte mindre interessant, end det de selv kan præge omverdenen med. For nu at sige det lidt firkantet.
Christian Jensen: ”Vores politikere burde se det progressive potentiale i højskolerne.”
Sørine Gotfredsen: ”Højskolerne er dejligt usmarte og uprætentiøse både i indretning, stemning og omgangsform."