Før jeg blev fast højskolelærer, levede jeg en blækspruttetilværelse i København. Mit arbejdsliv var sammensat af alt muligt lige fra stemmetræning af journalister til spillejobs og teaterturnéer. Jeg nød det i fulde drag. Men for tre år siden fik min familie og jeg lyst til at gå all-in på et højskolefamilieliv, så vi greb muligheden, da den bød sig, og flyttede til Silkeborg.
Jeg oplever mig selv som ny i højskolebevægelsen. Først skulle jeg lære én højskole at kende – for så at finde ud af, at det er en hel bevægelse! Det er jeg stadig høj over. Højskolerne er for mig ambassadører for almen dannelse og ånd, og det betyder meget for mig at leve med og bruge mine kræfter på det.
Jeg er både optaget af musik og sang – og af teologi og filosofi. Alle de aspekter kan jeg få lov til at sætte i spil i det miljø, jeg er i på højskolen.
Én af de sange, jeg har fået med i den nye højskolesangbog, hedder “Dommen er faldet, ingen appel” (nr. 225). Det er en tekst og melodi, jeg skrev til en morgensamling på Silkeborg Højskole i 2019. Det var i en uge, hvor overskriften på morgensamlingerne var “Klimaet og jeg”. Det var et stærkt samtaleemne for vores elever og alle i huset på det tidspunkt – og er det stadig. Sangen er en konfrontation mellem klimakrise og menneskets uformåen og har blandt andet et billede af paradishaven, som er tilstanden før syndefaldet, hvor ansvars- og skyldsbevidsthed kommer ind i den menneskelige tilværelse som et grundvilkår. I sangens sidste vers er kloden kravlet op på menneskets knæ, og mennesket spørger: Kan vi prøve igen? I det billede ligger håbet i sangen.
Som komponist bliver jeg inspireret af alt muligt. Jeg har blandt andet dyrket bulgarsk folkemusik og sunget i Vokalselskabet Glas, som er et a cappella-ensemble med seks kvindestemmer. Jeg er både inspireret af pop, klassisk kormusik og singer-songwriter-genren. Når jeg skriver fællessange, er jeg optaget af at finde et enkelt tonesprog og en melodi, som har et skær af noget genkendeligt, uden at det bliver banalt. Jeg forsøger at skrive melodier, som folk føler sig inviteret til at synge med på ret hurtigt, og som selvfølgelig først og fremmest komplementerer teksten.
Læs også: Anne Linnet har fået fire sange med i Højskolesangbogen: “Hvad med ‘Tusind stykker’ – den er der ikke?”
I melodien til Dy Plambecks tekst “Skybrud” (nr. 485), som handler om sorg og brud – det kan være i forbindelse med dødsfald, skilsmisse eller et forlist venskab – har det været vigtigt for mig at ramme en stemning, som man bare kan flyde med på i fællessang. Jeg tænker på sangen som et hav eller en bølge: Rolig, men med noget foruroligende.
Jeg kneb mig i armen, da jeg fik at vide, at jeg var blevet optaget i Højskolesangbogen. Jeg var simpelthen nødt til at ringe til min mor og bede hende om at holde tæt. Det er en livsdrøm, der er gået i opfyldelse. Og jeg var blevet lykkelig, hvis bare jeg havde fået én sang med. At jeg er repræsenteret med hele syv melodier, hænger selvfølgelig sammen med, at jeg har samarbejdet med nogle dygtige og spændende forfattere. At jeg har fået lov til at skrive melodier til bl.a. Pia Juul, Ursula Andkjær Olsen og Dy Plambecks tekster.
Jeg kneb mig i armen, da jeg fik at vide, at jeg var blevet optaget i Højskolesangbogen. Jeg var simpelthen nødt til at ringe til min mor og bede hende om at holde tæt.
Marianne Søgaard
Højskolesangbogen er i mine øjne en vigtig kulturel faktor. Når man vælger at lave en ny sangbog, forholder man sig også til den verden, man gerne vil være med til at præge de næste 20 år. Og når vi lige nu er i gang med den samtale, der handler om mænd og kvinders lige muligheder, synes jeg, det er rigtigt at have et fokus i sangbogen, der hedder kvindelig repræsentation.
På den anden side vil jeg meget nødig være kommet med i Højskolesangbogen, alene fordi jeg er kvinde. Jeg vil selvfølgelig gerne være kommet med, fordi nogle synes, jeg har skrevet nogle gode melodier, der egner sig netop til højskolesangbogen. Og så må jeg have tillid til, at det er den vurdering, sangbogsudvalget har lavet.