I den sortblanke overflade på det store Fazioli-flygel genspejles de forventningsfulde ansigter fra forreste række. Grå page, kjoler med moderne print, Fjällräven-rygsække og mundbind – en blanding af unge højskoleelever og ældre pensionister sidder på de udsolgte pladser vendt mod scenen, der er oplyst af to projektører.
Bag det grandiose instrument rejser sig et mørkeblåt tårn af den nyudgivne højskolesangbog, som dagen igennem i medierne er blevet henholdsvis hånet og hyldet for, at en sang om en københavner, der fejrer en muslimsk helligdag, har fået plads, mens mormors kolonihavehus og Shu-bi-duas varme lande er røget ud.
Alligevel er det ikke sangbogen, der er aftenens egentlige tilløbsstykke. Nej, dem, det handler om, træder ind på scenen nu, begge klædt i sort og med brede smil. For et par år siden mødtes de på en sangskriver-workshop i forbindelse med den nye højskolesangbog. Her blev de hurtigt enige om, at de da skulle lave nogle romankoncerter, fortæller den ene af aftenens hovedpersoner, forfatter Stine Pilgaard. Hun tager plads foran mikrofonen, mens hendes kompagnon Katrine Muff Enevoldsen sætter sig på klaverbænken.
Læs også: En trailer for selve livet
“Da mit forlag så sagde ‘fedt, Stine – men hvad er en romankoncert?’, kunne jeg ikke rigtig svare. Vi syntes bare, det lød enormt lækkert, så vi aner altså ikke, hvor lang tid det her kommer til at tage,” siger hun, mens publikum bryder ud i det første af, hvad der skal vise sig at blive mange latterbrøl.
Koncept med skiftevis snak og sang
Har man læst Meter i sekundet, ved man, at Stine Pilgaard ikke bare har et stort litterært, men også et komisk talent. Det kommer blandt andet til udtryk i en passage i bestselleren. Her står romanens fortæller sammen med keramiklærerens påhæng og ser lettere skeptisk ind gennem vinduerne til foredragssalen på Vestjyllands Højskole, hvor eleverne er i gang med et ni timer langt sangmaraton.
Var romanen fra i dag, ville flere af de sange være skrevet af Stine Pilgaard selv. I den nye højskolesangbog indgår nemlig fire ud af i alt ni sange, som hun skrev til Meter i sekundet, der udkom i maj i år. Sidenhen har sanger, komponist og korleder på Johan Borups Højskole, Katrine Muff Enevoldsen, sat musik til, og på dagen for højskolesangbogens udgivelse har de to valgt at debutere med deres fortolkning af det lækre begreb “romankoncert”.
Noget ved vores koncept er vist, at det skal gøres længere.
Stine Pilgaard
Konceptet består af et poetisk parløb, hvor Stine først beretter om processen bag en af bogens passager, som hun efterfølgende læser højt, hvilket leder til, at Katrine spiller og synger titler som "Sommersang uden sol" og "Fortabt er jeg stadig". Sidstnævnte er skrevet i 2018 som en fødselsdagsgave til Stine Pilgaards kæreste, Daniel, der ligesom fortællerens kæreste i Meter i sekundet for et par år siden fik job som lærer på Vestjylland Højskole, hvor parret flytter til fra København, og hvor de også stifter familie.
Stine Pilgaard fortæller med projektørlysets skær i øjnene, hvordan hun for kæresten på vej i bilen mod København i dag opremsede de passager fra romanen, hun gerne ville fortælle om og læse højt til romankoncerten.
“Det når I aldrig,” svarede Daniel, der uden tvivl kender Stines snakketøj, som ikke helt matcher den vestjyske beskedenhed, hvilket også er én af romanens tematikker.
Stand-up-show?
Da der er 17 minutter tilbage af arrangementet, som er annonceret til at vare en time, og tre ud af de fem planlagte sange stadig mangler at blive spillet, må Stine veloplagt sande: “Nå, så skete det uheldige, at min kæreste igen fik ret. Noget ved vores koncept er vist, at det skal gøres længere.”
En midaldrende kvinde råber “hørt” bakket op af sin veninde, der sidder ved siden af på forreste række. De har ens hjemmestrik på og udveksler jævnligt interne blikke med hinanden under højtlæsningspassagerne. Dér var den sekvens, de begge elsker, dér var den passage, de har diskuteret i bogklubben, og dér var den beskrivelse, som de var uenige om. De griner også synkront og meget – det gør hele salen, hvoraf størstedelen er kvinder, faktisk.
Læs også: Marianne Søgaard: "Det er en livsdrøm, der er gået i opfyldelse"
Den lyse latter runger ud af de store dobbeltdøre, så forbipasserende ude i den kolde novemberaften på Frederiksholm Kanal nok snarere vil skyde på, at der er gang i et stand-up-show end en debuterende romankoncert i festsalen på den københavnske højskole.
Især da Stine går i gang med en længere monolog om, hvorfor hun er en Colgate-pige frem for en Zendium-pige, er stemningen i salen steget i en sådan grad, at hendes kommentar om behovet for at mærke, hvordan tandpastaens små mentholkrystaller eksploderer i munden, nærmest forsvinder i de høje grin.
Hvor ømheden er
Den blåsorte snørresko bevæger sig rytmisk, når Stine Pilgaard læser højt fra sin roman. Hun synes knap nok selv at bemærke det, mens foden bevæger sig op, ned, op, ned – som en næsten umærkelig manifestation af den musikalitet, Katrine Muff Enevoldsen hurtigt så i Stines tekster, og som fik hende til at plage Stine om at måtte skrive musikken til Meter i sekundet.
Og når vi bli’r fanget i hverdagens støj, så ruller vi øjne og deler en smøg. Så strander vi der, hvor ømheden er
Fra sangen "Fortabt er jeg stadig" med tekst af Stine Pilgaard og melodi af Katrine Muff Enevoldsen
Hver gang Katrine spiller, ændres rummet. Et grin bliver til en tåre bag en ung kvindes stålindfattede briller. De to midaldrende veninder på forreste rækker kigger atter på hinanden, mens de ryster deres kroppe fri af de kuldegysninger, der har rejst sig under kærlighedssangen "Fortabt er jeg stadig", som Katrine har komponeret på det sorte flygel, hun sidder ved. Med kraftfuld stemme videreformidler hun Stine Pilgaards poetiske rim om den forelskelse og fortabelse, der gjorde parrets møde i sne til et varende parforhold og forældreskab.
“Og når vi bli’r fanget i hverdagens støj, så ruller vi øjne og deler en smøg. Så strander vi der, hvor ømheden er,” synger hun, mens publikum sidder med halvt lukkede øjne.
I de få sekunder mellem sidste tone og klapsalver lyder et nydelsesfuldt “mmmm” fra en ældre mand bagerst i salen. Han tager sin kones hånd – det er vist længe siden, at de to mødtes i sne. Så bryder bifaldet ud.