Så sidder vi dér bag skærmen

Publiceret 07-12-2020

REPORTAGE Tre højskoler og en efterskole rapporterer helt analogt fra digital fællessang på dagen, hvor den nye højskolesangbog blev sluppet fri. Den virtuelle fejring af sangbogen er indtil videre nået ud til mere end 60.000 personer.

Kl. 19.00: SANGBOGSUDVALGET PRÆSENTERER

Af redaktionen

“Godaften allesammen. Vi er vidne til noget, man kunne kalde en verdenshistorisk begivenhed i Danmark ...”

Sådan begynder sangbogsudvalgets formand, Jørgen Carlsen, da live-sendingen fra Højskolesangbogens Facebook-side løber over skærmen den 12. november.

For at markere udgivelsen af den nye højskolesangbog – en begivenhed, der muligvis er større end juleaften i højskolebevægelsen – er der blevet sat kameraer op på tre forskellige højskoler og en enkelt efterskole.

Hvert sted vil der blive præsenteret og sunget et par af de nye numre fra den nye og opdaterede samling af fællessange – og alle er inviteret til at synge med. Hver for sig, naturligvis, hjemme fra stuerne.

Mens introduktionen med Jørgen Carlsen og resten af sangbogsudvalget står på, har flere hundrede seere allerede klikket sig ind på live-arrangementet.

LÆS OGSÅ: Den største blåstempling

Den første sang er Grundtvigs “Er lyset for de lærde blot”, som udvalget synger for på, mens underteksterne ruller derudad nederst på skærmen. Så er vi i gang!

Kl. 19.06: GULD, GLIMMER OG BLÅ SODAVAND

Af Alma Harpelund Sørensen, elev på Ollerup Efterskole

Skolen har summet af spænding og forventning. Der har været snak om outfits, guld og en masse glimmer. Glimmer, vi aldrig helt får af skolen. Noget, jeg er sikker på, man vil finde flere år efter – gemt i gulvtæpper og sofaer.

For mig er det bedste ved i aften, at vi får vores egen højskolesangbog. En, der er vores egen hver især – et håndgribeligt minde om vores efterskoletid. Da vi fik sangbogen i hånden lige før, skålede vi med hinanden i klar blå sodavand med sukker på kanten.

Det er, som om denne aften skaber endnu mere feststemning end den elevkoncert, vi afholdt i går. Jeg tror, at meget af det bunder i hele delen med at skulle gøre sig klar med fint tøj i blåt og guld. Mange har også gjort noget ud af det. Ja, hele salen er fyldt med guldflitterstads til håret, guld-makeup og guldglimmer, som nogle har tilføjet sirligt på kinderne og andre nærmere kastet i hovedet. Det hele bringer smil frem: en guldgrube af elever!

Måske sidder min primærgruppe forrest, for jeg kan umiddelbart ikke se så meget af resten af elevflokken. Men det er nærmest magisk at vende sig rundt og se hele ens årgang – så mange, man holder af, sidde der og være så glade, mens de synger.

Det hele bringer smil frem: en guldgrube af elever!

Efterskoleeleven Alma Harpelund Sørensen

Jeg tror, mange af os har fået en stor ejerskabsfølelse til den nye højskolesangbog. Det skyldes, at vores egen forstander, Mette Sanggaard Schultz, har siddet med i sangbogsudvalget. Det er også hende, der står foran kameraet og fører os og seerne gennem de fire sange – “Stenen slår smut”, “Hvad tænker Ingrid på”, “Jeg husker det hele, jeg husker ingenting” og “En strimma hav”.

Man kan mærke i aften, at Højskolesangbogen på Ollerup Efterskole ikke er noget pjat, men noget, der betyder noget for mange, fordi vi har opbygget et forhold til flere af de nye sange. Stemningen og guldglimmeret smitter.

Kl. 19.24: DEN FÆLLES STEMME

Af August Due Bisgaard og Astrid Løwe Christiansen, elever på Silkeborg Højskole

Armene strækker sig længselsfuldt op efter loftet i den store foredragssal på Silkeborg Højskole, og trætheden fordamper ud gennem fingerspidserne. Rummet, der for et øjeblik siden var tomt, er nu fyldt med forventninger og glæde.

Armene sænkes atter, og korstemmerne gentager de toner, der skal fylde aftenens melodiske fortællinger. Det store tæppe midt i rummet er baggrund for fællesskab og fælles historie. Luften er varm og tung, men stemningen er let, og smilene reflekteres rundt i rummet.

Lærerne står ved deres instrumenter. De snakker og ler – det er tydeligt, at de glæder sig. De fem teknikere får justeret det sidste på mikrofonerne og kameraerne. Vores blikke søger mod storskærmen.

LÆS OGSÅ: Tag med Margrethe Vestager til eksamen i hendes egen nye højskolesang

“Nyd det, det bliver så kærligt, det her, og jeg håber, at jeres familier ser med derhjemme”, siger Marianne Søgaard, lige inden vi går i gang. Hun er musiklærer på højskolen og er egentlig på barsel, men agerer vært for live-fællessangen her hos os og har skrevet flere af de nye sange i Højskolesangbogen. Spændingen stiger, og man kan høre, at de forskellige korstemmer bliver øvet en sidste gang.

“Så er det nu,” siger Marianne Søgaard.

Vi rejser os op, og stemningen rejser sig sammen med os. De første toner bliver slået an på bassen. Med ét er vi fælles om sangen. Stemmerne fylder det rum, der i forvejen er tæt af varme. “Hold håbet op” er det første nummer, og da korensemblet synger de første toner af tredje vers, rejser hårene på armene sig. Smilene breder sig på vores ansigter. Alle synger vi det sidste omkvæd sammen. Følelsen af den fælles stemme, hvor man glemmer sin egen enkelte stemme.

De velkendte toner til “Livstræet” bliver spillet bagefter. Vi kigger ikke i vores sangbøger. Vi kan den udenad. Vugger i takt til sangen og smiler til hinanden. “Hver dag en ny dag” er den tredje og sidste sang. Genforeningen er grundsten for sangen, og det er netop de store følelser, der er på spil. De kommer til udtryk i en poetisk stemme, som kan sige det, ord ikke kan. Historiens vingesus får luften til at sitre.

Kl. 19.38: VI OVERKOMMER DET SAMMEN

Af Claus Staal, viceforstander på Den Internationale Højskole i Helsingør

100 elever fra mere end 30 forskellige lande – og hvor størsteparten ikke har noget forhold til den blå bibel – sidder klar til fællessang. De mange udenlandske elever har i den seneste tid moret sig over den veneration, som den 19. udgave af Højskolesangbogen har skabt, og den opmærksomhed, den drager mod sig.

Mens vi synger John Lennons “Imagine”, bliver det et øjeblik pseudo-religiøst, da ordene “you are not the only one” gjalder igennem salen. Et smukt øjeblik.

I behørig afstand til hinanden skråler vi til sidst “We shall overcome”. Også afstandskravene overkommer vi. Sammen.

Claus Staal, viceforstander på Den Internationale Højskole i Helsingør

Musik binder sammen. Ikke blot ordene, men rytmen og de samstemmende øjeblikke. Det bliver klart, mens eleverne synger Halfdan Rasmussens smukke digt “Gå stille og tyst”. Selvom de fleste ikke kan tale dansk, så kan de synge det.

I behørig afstand til hinanden skråler vi til sidst “We shall overcome”. Også afstandskravene overkommer vi. Sammen. Den sang får det altid til at gibbe i mig. Den er så naiv. Højskoleeleverne tager også denne aften naiviteten til sig.

Kl. 19.57: AT FØLE SIG SET PÅ MED ØJNE, DER IKKE ER TIL AT SE

Af Jihaan Yussuf, elev på Johan Borups Højskole

Skolens sal er helt belyst. De ekstra kameralamper til denne livefællessang, kombineret med hvor få vi er, giver salen en større rummelighed. Katrine Muff Enevoldsen sidder ved skolens luksusflygel og venter spændt, men roligt, til vi skal på.

Hun er til daglig vores sangunderviser og har komponeret fem sange til den nye udgave af Højskolesangbogen. I aften er et stort øjeblik for højskolen, men et kæmpe moment for Katrine.

Vi er forskellige grupper af elever fra forskellige linjer i salen. En del fra mit forfatterhold synger med. Det gælder også et par stykker fra højskolens scenekunstlinje, en håndfuld fra musiklinjen og et par fra dokumentarlinjen.

Vi synger først Katrine Muff Enevoldsens “Fortabt er jeg stadig” med tekst af Stine Pilgaard. Bagefter synger vi “Så, min sol, gå bare ned”, som er en vuggevise af Suzanne Brøgger, som Katrine har sat melodi til.

LÆS OGSÅ: Anne Linnet har fået fire sange med i Højskolesangbogen: “Hvad med ‘Tusind stykker’ – den er der ikke?”

Der er meget stille i salen, når vi ikke synger. Der er noget ved teknologiens indvirken, der kan påvirke en større forsamling. Dét at vide, at der er 1.500 mennesker, der ser med udover de skoler, der også er en del af aftenens live-fællessang, får én til at føle sig set på med øjne, der ikke er til at se.

Der dufter af de bobler og kager, der venter os i skolens foyer som fejring af den kære Katrine Muff og korets optræden.

Vi synger “I skovens dybe stille ro” til slut. Klokken er 20.13.