Af Jihaan Yussuf, elev på Johan Borups Højskole
Skolens sal er helt belyst. De ekstra kameralamper til denne livefællessang, kombineret med hvor få vi er, giver salen en større rummelighed. Katrine Muff Enevoldsen sidder ved skolens luksusflygel og venter spændt, men roligt, til vi skal på.
Hun er til daglig vores sangunderviser og har komponeret fem sange til den nye udgave af Højskolesangbogen. I aften er et stort øjeblik for højskolen, men et kæmpe moment for Katrine.
Vi er forskellige grupper af elever fra forskellige linjer i salen. En del fra mit forfatterhold synger med. Det gælder også et par stykker fra højskolens scenekunstlinje, en håndfuld fra musiklinjen og et par fra dokumentarlinjen.
Vi synger først Katrine Muff Enevoldsens “Fortabt er jeg stadig” med tekst af Stine Pilgaard. Bagefter synger vi “Så, min sol, gå bare ned”, som er en vuggevise af Suzanne Brøgger, som Katrine har sat melodi til.
LÆS OGSÅ: Anne Linnet har fået fire sange med i Højskolesangbogen: “Hvad med ‘Tusind stykker’ – den er der ikke?”
Der er meget stille i salen, når vi ikke synger. Der er noget ved teknologiens indvirken, der kan påvirke en større forsamling. Dét at vide, at der er 1.500 mennesker, der ser med udover de skoler, der også er en del af aftenens live-fællessang, får én til at føle sig set på med øjne, der ikke er til at se.
Der dufter af de bobler og kager, der venter os i skolens foyer som fejring af den kære Katrine Muff og korets optræden.
Vi synger “I skovens dybe stille ro” til slut. Klokken er 20.13.