Af Malene Fenger-Grøndahl, journalist Foto: Klaus Holsting
”Jeg har altid tænkt, at det var mig, der var noget galt med. Jeg har brugt virkelig mange kræfter på at prøve at lave mig om for at passe til de krav, jeg mødte. Først nu er jeg begyndt at tænke, at det ikke er mig, der er noget galt med, men at der er nogle alt for snævre rammer i samfundet og uddannelsessystemet, som rigtig mange har svært ved at være i.”
Simone Hjorth Nielsen er 21 år og kommer fra en middelklassefamilie i Virum nord for København. I slutningen af december kom hun hjem fra et fire måneder langt ophold på Silkeborg Højskole, og nu er hun i gang med at søge arbejde, samtidig med at hun – sammen med to venner fra højskolen – leder efter en lejlighed i København.
”Højskoleopholdet har givet mig en masse mod på livet. Jeg har opdaget nye egenskaber ved mig selv, og jeg har fundet mod til at udtrykke, hvem jeg er, i stedet for at forsøge at lave mig selv om,” siger hun.
”På højskolen var vi ikke hinandens konkurrenter. Vi kunne tale om det, der var svært, og var fælles om at finde ud af, hvordan vi kunne tackle det. Selv på en højskole kan man godt opleve et pres for ikke at gå glip af noget, men det afgørende var, at vi kunne tale om det,” siger Simone.
Det føltes som et indre pres, men i dag tænker jeg, at det også må være noget udefra, der skaber den følelse af aldrig at være god nok.
Simone
Hun tilføjer, at selv om hun i løbet af sin folkeskole- og gymnasietid har haft veninder, som hun egentlig følte sig tryg ved, har hun aldrig rigtig fortalt dem, hvor svært hun indimellem har haft det.
”Det har bare ikke virket naturligt. Jeg tror heller ikke, at de andre har fortalt mig, når de har haft det svært. Jeg tror, at rigtig mange oplever, at de ikke passer ind og kæmper med angst og depression. Men vi tænker nok alle sammen, at det er os, der er noget galt med, og ikke noget ude i samfundet, der burde ændres. Jeg tror, at mange skammer sig over at have problemer,” siger hun.
Tendensen
Simone Hjorth Nielsens historie rimer på mange måder på det fænomen, som forskere inden for psykologi, sociologi, ungdomsstudier m.m. er begyndt at beskæftige sig med under begrebet ”ny udsathed”.
Et stort forskningsprojekt på Center for Ungdomsforskning (CeFU) ved Aalborg Universitet skal afdække, hvad der mere præcist ligger i begrebet, og hvordan man kan forstå, forebygge og bekæmpe den stigende mistrivsel blandt unge. I en ny bog med titlen ”Ny udsathed i ungdomslivet” giver en række forskere deres bud på, hvorfor og hvordan denne mistrivsel viser sig. Bogens forfattere beskriver, hvordan ”oplevelsen af mistrivsel, udsathed og sårbarhed breder sig blandt et stort antal unge”.
Mens nogle af disse unge ”snubler på deres vej gennem ungdommen”, er der en stor gruppe unge, som mistrives og måske ikke snubler og falder, ”men ved, at de skal kæmpe for at holde sig på benene”, som det hedder i bogens indledning.
Det gælder også unge, som man ifølge forskerne ikke tidligere har opfattet som udsatte, fordi de ikke er vokset op i familier med sociale problemer.
Simone Hjorth Nielsen har også altid tænkt, at hun og hendes familie ”ikke var sådan nogle, der ude fra set har problemer eller svært ved at klare sig i livet”.
”Jeg har ikke en mor, der er alkoholiker og en far, der er arbejdsløs. Så jeg har tænkt, at det var mig, der var forkert og ikke passede ind.”
Følelsen af ikke at passe ind begyndte for alvor i folkeskolen, hvor Simone og hendes forældre gentagne gange fik besked på, at hun burde være mere aktiv i timerne.
”Mine forældre prøvede at forklare lærerne, at jeg havde brug for tid og bare ikke var sådan et barn, som følte mig godt tilpas ved at sige en masse i plenum. De vidste, at både min storebror og jeg er meget sensitive. De kæmpede virkelig for, at jeg skulle have lov at være den, jeg er. Men de mødte et system, hvor vi bare fik at vide, at jeg skulle ændre mig. Så jeg begyndte at tænke, at det var mig, der skulle lave mig om, og jeg var ked af, at mine forældre skulle bruge så meget ekstra energi på mig,” siger hun.
”Mine forældre kæmpede virkelig for, at jeg skulle have lov at være den, jeg er. Men de mødte et system, hvor vi bare fik at vide, at jeg skulle ændre mig. Så jeg begyndte jeg at tænke, at det var mig, der skulle lave mig om.”
Simone
Da Simone gik i 3. klasse, konkluderede hendes forældre, at den folkeskole, hvor hun gik, ikke var den rigtige, fordi der ikke var forståelse for datterens personlighed og behov. Hun blev flyttet til en anden skole, hvor hun fik nogle veninder og følte sig lidt mere tryg. Men hun oplevede fortsat et stærkt pres for at sige mere i timerne.
”Jeg husker stadig en lærer, som sagde, at det var vigtigere, at jeg sagde en masse, end at det, jeg sagde, var gennemtænkt. Det var kvantitet frem for kvalitet. I dag tænker jeg, at det virkelig var nogle snævre rammer, som alle skulle tilpasse sig. Dengang var jeg bare ked af, at jeg ikke kunne finde ud af at være som de andre,” husker hun.
I løbet af 8. klasse fik Simone det værre, og på et tidspunkt brød hun grædende sammen og magtede ikke at gå i skole. Hun var sygemeldt i en uge, hvor hun sov en masse og græd meget.
”Det var nok en mild depression, men jeg fik ikke nogen diagnose. Jeg har i perioder gået til psykolog, men mine forældre hjalp mig, så jeg ikke behøvede lægehjælp, medicin eller lignende,” siger hun.
”Jeg husker en følelse af magtesløshed og af ikke at kunne se nogen udvej. Jeg har altid været meget perfektionistisk, så selv om jeg ikke brød mig om at gå i skole, var jeg ked af det, hver gang jeg havde fravær og kom bagud med noget, som jeg skulle indhente. Når jeg tænker tilbage på det, kan jeg se, at jeg har været under rigtig meget pres,” siger hun.
Udenfor, indenfor
Simones sørgede for, at familien kunne tage på en to uger lang ferie i USA, hvorefter det var påskeferie. Herefter blev skoleområdet ramt af lockout, og det betød, at Simone samlet set fik en pause på to-tre måneder. Da hun vendte tilbage efter sommerferien, var hun kommet så meget til kræfter, at det lykkedes hende at klare 9. klasse og afgangseksamen, men stadig uden at føle nogen glæde ved at gå i skole.
”Jeg har altid godt kunnet lide at lære nyt, men i folkeskolen oplevede jeg bare, at der var en masse krav, som jeg følte mig presset af. Så jeg havde slet ikke overskud til at lære noget. Først i løbet af 1.g fandt jeg ud af, at jeg er ordblind, så det har selvfølgelig også betydet, at jeg har brugt ekstra mange kræfter,” fortæller hun.
Efter folkeskolen tog Simone på efterskole for at komme væk fra det miljø, hvor hun følte sig anderledes og udenfor.
”Hvis jeg begyndte på gymnasiet lige efter 9. klasse, ville jeg møde en masse af dem, som havde stemplet mig som genert og mærkelig. Så jeg tog på efterskole for at få en chance for at udvikle mig uden at blive dømt på forhånd,” siger hun.
På efterskolen blev Simone da heller ikke opfattet som så genert og indesluttet, som hun havde fået ry for i folkeskolen.
”Jeg fik en fornemmelse af, at jeg kunne være mig selv og alligevel være god nok,” husker hun. Men opholdet fik alligevel en brat afslutning, da den kæreste, som Simone havde fundet, stoppede på skolen.
”Det var overvældende for mig at være på efterskole, fordi jeg ikke havde et sted, hvor jeg kunne være mig selv og slappe helt af. Den form for tryghed fandt jeg på en måde sammen med min kæreste. Så da han holdt op, manglede jeg et tilholdssted. Selvom det føltes som et kæmpe nederlag, var jeg ikke i tvivl om, at jeg var nødt til at tage hjem,” siger Simone.
Hun begyndte i 10. klasse på en ungdomsskole, hvor hun havde kunst og design som linjefag.
”Det var mere overskueligt, for de andre elever var ikke så præstationsorienterede, og vi havde mange timer, hvor vi tegnede og malede. Det var et pusterum fra det pres, jeg havde følt med lektier og karakterer,” husker Simone.
Presset vendte imidlertid tilbage, da hun efter sommerferien begyndte i gymnasiet.
”Jeg stressede meget over lektierne, og det sociale var også et stort pres. Der var et klart hierarki, hvor det iblandt pigerne især handlede om at se godt ud, få mange følgere på sociale medier og få drengenes opmærksomhed. Vi sammenlignede os meget med hinanden, både hvad angår udseende, tøj og karakterer,” siger Simone.
Om presset kom mest inde- eller udefra, er hun i tvivl om.
”Det føltes som et indre pres, men i dag tænker jeg, at det også må være noget udefra, der skaber den følelse af aldrig at være god nok,” siger hun.
I løbet af 10. klasse havde hun genoptaget forholdet til sin kæreste, men deres samvær var præget af, at han ofte sagde nedvurderende ting til hende.
”Han kunne finde på at sige, at jeg havde et kønt ansigt, men at min næse ødelagde det hele, eller at jeg havde taget for meget på. Han beskyldte mig også for at være psykisk syg og sagde, at jeg burde indlægges,” fortæller Simone.
Sabbatåret, et pres
Fra slutningen af folkeskolen og indtil et stykke ind i gymnasiet skar Simone indimellem i sig selv for at holde smerten og angsten ud. Men hun talte ikke med andre om det. Da forholdet til kæresten var forbi midt i 1.g, følte hun sig endnu mere udsat og isoleret.
”Mit selvværd var i bund, og jeg brugte meget energi på at prøve at finde ud af, hvem jeg var.”
Efter studentereksamen fik Simone arbejde i en vuggestue. Hun var på forhånd bekymret for, om hun kunne fungere i og var kvalificeret til at klare et job. Men hun fik stor anerkendelse for sin indsats, og det faldt hende let at være sammen med børnene.
”Jeg opdagede nogle kvaliteter ved mig selv, jeg ikke kendte. Det var en del af en udvikling, hvor jeg er begyndt at tænke anderledes om mig selv. Den udvikling tog for alvor fart på højskolen. At tage på højskole er den bedste beslutning, jeg nogensinde har truffet,” siger hun.
Inden hun tog på højskole, havde hun overvejet at tage ud at rejse, men havde slet ikke lyst til det.
”Det var en del af det der pres med, hvad man skal bruge sit sabbatår til. Selv om det skal være et år, hvor man slapper af, er der jo en masse forventninger alligevel,” siger hun.
Inden hun tog på højskole, havde hun besluttet at begynde at læse i sommeren 2020.
”Jeg tænkte, at to sabbatår var det højeste, jeg kunne tillade mig. Så jeg havde besluttet at søge ind på universitetet og havde valgt sociologi, fordi det er et fag, hvor man har en god chance for at få arbejde til en rimeligt god løn. Men højskoleopholdet har fået mig til at tænke mig om en gang til,” siger hun.
”Vi er jo opdraget til at være fornuftige og tænke på, hvordan vi kan få et godt job. Men det er jo ikke det eneste vigtige. Så nu giver jeg mig selv lov til at mærke efter, hvad jeg har lyst til, og det har fået mig til at vende tilbage til en gammel drøm om at læse antropologi,” siger Simone.